Lækre opskrifter på kartoffelsuppe, kikærtesuppe og asiatisk kyllingesuppe
Foto: Henrik Freek Christensen | Lækre opskrifter på kartoffelsuppe, kikærtesuppe og asiatisk kyllingesuppe.
BoligLiv

3 fantastiske vintersupper

3 fantastiske vintersupper

Del på

Suppe er fantastisk hverdagsmad på en kold vinterdag. Her får du 3 supernemme og lækre opskrifter på cremet kartoffel-porre-suppe med croutoner, spicy kikærtesuppe quesadillas og asiatisk kyllingesuppe med perlespelt:

Af Lone Kjær 30.jan.2017 Mad


Asiatisk kyllingesuppe med perlespelt

De asiatiske ingredienser gør sig godt i en suppe sammen med kylling og dansk perlespelt.

Tid: ca. 20 min. plus kogetid (4 pers.)

1 dl perlespelt
1 chili
2 stængler citrongræs
1 bakke kyllingebryst ca. 300 g
1 bundt forårsløg
1 grøn peberfrugt
2 fed hvidløg
1 spsk. friskrevet ingefær
1 liter bouillon (f.eks. økologisk grønsagsbouillon fra A. Vogel)
Salt og peber
1 potte thaibasilikum eller frisk koriander


1. Skyl perlespelten, og kog den i en gryde med 2,5 dl vand i ca. 20 min. Afdryp.

2. Flæk chilien, skrab kernerne ud, og hak chilien fint. Hak citrongræs fint.

3. Skær kyllingen i tynde strimler. Snit forårsløg og peberfrugt fint.

4. Varm lidt olie i en gryde, og svits presset hvidløg, chili, ingefær og citrongræs. Vend godt rundt.

5. Tilsæt kylling og peberfrugt, og hæld bouillon på. Lad kødet simre ca. 8 min. Tilsæt afdryppet perlespelt og forårsløg. Smag suppen til med salt og peber, og server toppet med thaibasilikum eller frisk koriander. 


Spicy kikærtesuppe med quesadillas
Et super alternativ til de klassiske hverdagssupper. De lækre quesadillas smager i øvrigt godt til alle grønsagssupper!

Tid: ca. 20 min. plus kogetid (4 pers.)

1 løg 1 bagekartoffel
1 spsk. koldpresset rapsolie
2 fed hvidløg
1 spsk. friskrevet ingefær
1 spsk. rød karrypasta
1 liter bouillon (f.eks. økologisk grønsagsbouillon fra A. Vogel)
1 dåse kikærter
1 dåse kokosmælk
Salt og peber
1 bundt frisk koriander
4 fuldkornstortillas
100 g reven mozarella


1. Hak løget fint. Skræl kartoflen, og skær i små tern.

2. Varm olien i en gryde, og svits løg og kartofler, uden at det tager farve.

3. Tilsæt presset hvidløg, ingefær og karrypasta, og rør godt rundt. Hæld bouillon ved, og læg låg på gryden. Lad suppen simre ca. 10 min.

4. Blend suppen.

5. Skyl, og afdryp kikærterne. Kom kikærter og kokosmælk i suppen, og kog suppen i ca. 3 min. Smag til med salt og peber, og tilsæt blade af frisk koriander.

6. Opvarm en stor slip let-pande, og læg en tortilla herpå. Top med reven ost, og læg en tortilla over. Steg ved jævn varme, til osten er smeltet. Vend undervejs. Gentag med de øvrige tortillas. Skær tortillas i mindre stykker, og server til suppen.


Cremet kartoffel-porre-suppe med croutoner
En klassiker, som vi aldrig bliver trætte af. Server suppen med sprødstegte croutoner og masser af purløg.

Tid: ca. 20 min. plus kogetid (4 pers.)

500 g kartofler
3 porrer
2 spsk. jomfruolivenolie
1 fed hvidløg
1 liter bouillon (f.eks. økologisk grønsagsbouillon fra A. Vogel)
2½ dl fløde
Salt og peber
1 bundt purløg

Brødcroutoner:
2 skiver daggammelt hvedebrød
2-3 spsk. ekstra jomfruolivenolie


1. Skræl kartoflerne. Rens porrerne, og skær i mindre stykker.

2. Varm olien i en gryde, og svits kartofler og porrer sammen med presset hvidløg, uden at det tager farve.

3. Hæld bouillon på grøntsagerne, og læg låg på gryden. Lad suppen simre i ca. 15 min.

4. Skær brødet i tern, og vend med olien. Fordel brødet på en bageplade, og rist i ovnen ved 200 grader i ca. 10 min., til det er gyldent.

5. Hæld fløde i suppen, og smag til med salt og peber. Klip purløg over suppen, og server med brødcroutoner.

► SE OGSÅ: Indisk suppe
► SE OGSÅ: Kokos & lime-suppe
► SE OGSÅ: Karry-gulerod-suppe med hvidløgscroutoner

Del på
Kommentarer (0)

Henter...