Opskrift på wontons med nuoc cham
SPONSORERET indhold

Wontons med nuoc cham

×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

En klassiker fra det vietnamesiske køkken, der undtagelsesvis bliver friturestegt.

Af: Mira Arkin Foto: Line Thit Klein
30. aug. 2012 | Opskrift | ALT for damerne
4 | Total: 45 min

Ingredienser

150 g rå tigerrejer
100 hakket svinekød
½ chili
1 spsk revet ingefær
1½ spsk hvedemel
2 forårsløg
2 citrongræs
1 lille pakke wontonplader
1 l fritureolie, feks jordnøddeolie

Nuco Cham dip
saft af 1 lime
2 spsk palmesukker eller lys farin
½ dl vand
4 spsk fishsauce
½ rød chili.

Sådan laver du wontons:

  1. Kom pillede tigerrejer i en foodprocessor med svinekød, chili, ingefær, mel og rensede, grofthakkede forårsløg. Fjern den øverste halvdel af citrongræs og de yderste blade fra bunden og hak det inderste af græsset fint.
  2. Kom det i med de andre ingredienser og blend det sammen til en fars. Har du ikke en food processor kan du bruge en minihakker, stavblender eller blender.
  3. Hav en lille skål vand stående ved siden af dig og læg wontonpladerne på et skærebræt med pladernes spids mod dig. Læg en teskefuld fyld midt på hver plade.
  4. Fugt kanterne med vand og fold dejen over fyldet mens du klemmer luften ud, så du har en trekant. Fold spidserne ind over pakken og læg til side på en bakke med bagepapir under, så de ikke klistrer fast.
  5. Varm olien i en gryde. Test om den er varm ved at stikke træenden af en tændstik i. Hvis den syder, er olien klar, men olie må dog ikke være så varm, at den ryger. Omkring 140 grader. Kom wontons i gryden – ca. 6 ad gangen og friter dem et par min. Tag dem op med en hulske og læg dem på et fad med køkkenrulle til at suge fedtet.
  6. Hak chilien til dippen meget fint og bland med de øvrige ingredienser. Hvis du bruger palmesukker, skal det bruge lidt tid til at opløses.
  7. Servér de sprøde wontons med dippen.