Blommetærte med kanel
SPONSORERET indhold

Blommetærte med kanel

×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

Smag på blommerne, inden du bager tærten. Er de søde, kan du skære lidt ned på sukkermængden.

Af: Martin Dyrløv Foto: Martin Dyrløv
03. aug. 2015 | Opskrift | Hjemmet
(1 tærte, ca. 8 personer)

Ingredienser

Arbejdstid: 1 time
Trækketid: 1 time
Bagetid: 55 min.
Tærtedej:
200 g hvedemel
50 g flormelis
1 knsp. salt
100 g smør
½ dl vand
Fyld:
¼ l piskefløde
1 stykke hel kanel
500 g blommer
1 dl sukker
2-3 tsk. stødt kanel
3 æg

  1. Tærtedej:
    Bland mel, flormelis og salt, og hak koldt smør i (brug evt. en foodprocessor). Saml hurtigt dejen med iskoldt vand, og rul den ud til en cirkel. Læg den i en tærteform (24-26 cm), og tryk dejen godt til i kanterne. Prik bunden med en gaffel, og sæt den i køleskabet i 1 time – eller i fryseren i 20 min.
  2. Fyld:
    Giv fløde og hel kanel et stille opkog. Tag gryden af varmen, læg låg på og lad det trække 1 time.
  3. Bag tærtebunden i 10 min. ved 180 grader. Tag den ud af ovnen, og skru ned til 160 grader.
  4. Vask blommerne, udsten dem, og skær dem i halve. Læg dem tæt, med skærefladen opad på tærtebunden.
  5. Bland sukker og stødt kanel, og drys ca. halvdelen over blommerne.
  6. Blend eller pisk æg og den siede fløde sammen, og hæld cremen over blommerne.
  7. Bag tærten midt i ovnen i ca. 35 min. Drys med kanelsukker, og bag tærten færdig i ca. 15 min., til cremen akkurat har sat sig. Stil tærten til afkøling på en rist.
  8. Servér tærten varm, lun eller afkølet med kold cremefraiche eller vaniljeis.