Glutenfri chokoladekage med pærestykker og hasselnødder
Den skønne chokoladekage med hasselnødder og pærestykker er bagt uden mel, så glutenallergikeren kan også spise med.
ALT for damerne

Chokoladekage uden mel

Chokoladekage med pærer og hasselnødder

Superlækker, snasket chokoladekage med pærestykker, ristede hasselnødder og hakket mørk chokolade. Kagen holder sig lækker i flere dage – hvis du altså kan holde fingrene fra den...

Af Maja Ambeck Vase 29.aug.2016 Mad

40 MIN.

8 personer

100 g hasselnødder
200 g mørk chokolade
75 g smør
150 g sukker
3 æg
1 pære (ca. 100 g)

Sådan bager du chokoladekage med pærer og hasselnødder

Rist hasselnødder ved 200 grader i cirka 5 minutter. Gnub hinderne af i et rent viskestykke, og lad nødderne køle af. Blend halvdelen til mel, og hak resten groft (til pynt).

 

Hak chokoladen groft, og læg 50 g til side (til pynt). Smelt de resterende 150 g chokolade og smør i en skål over vandbad. Tag skålen af varmen, og rør sukker i. Pisk æggene let sammen, og rør dem i. Vend hasselnøddemelet i. Skær pæren i grove stykker, og vend dem i.

 

Kom dejen til chokoladekagen i en tærteform (20 cm i diameter) med løs bund. Drys de grofthakkede nødder og den grofthakkede chokolade ud over chokoladekagen. Bag den i cirka 25 minutter ved 175 grader. Server den lun – eller sæt den i køleskabet indtil servering.

PRØV OGSÅ: Blåbærcrumble i kop

PRØV OGSÅ: Sød kartoffelbrownie

PRØV OGSÅ: Fersken-slush  

Henter...