Honning-chokoladekage med kirsebærmousse
SPONSORERET indhold

Honning-chokoladekage med kirsebærmousse

×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

Med sine rigelige mængder smør, honning, kirsebær og god chokoladekan dette meget vel være den mest overdådige bombe af en kage, du nogensinde har smagt. Den har både sødme og friskhed, og portionen er stor nok til at gøre mange gæster glade.

Af: ALT for damerne Foto: ALT for damerne
06. mar. 2014 | Opskrift | ALT for damerne
10 - 12

Ingredienser

Honning-chokoladekage:
250 g smør
100 g honning
250 g god chokolade med 60-70% kakaoindhold
5 æg

Kirsebærmousse:
100 g chokolade
250 g kirsebær
1 dl fløde
¾ dl cremefraiche, 38%
Pynt: Kirsebær og hakket chokolade 

Sådan gør du:

Sæt ovnen på 150 grader. Sæt en grydefuld vand til at koge, den skal bruges som vandbad. Skær smørret i tern, og kom det op i en skål. Kom honning og derefter chokolade ovenpå. Sæt skålen over vandbadet, og lad indholdet smelte lige så stille og roligt. Rør sammen til sidst.

Pisk æggene sammen. Rør lidt af den smeltede chokolademasse sammen med æggene, og rør derefter det hele sammen (pas lidt på, at æggene ikke får for meget varme på én gang, da de derved kan få kagen til at skille).

Hæld massen i en rund form på ca. 20 cm i diameter, f.eks. en lille springform, beklædt med bagepapir. Bag kagen i 30 min midt i ovnen.

Tjek med en gaffel, at kagen er færdigbagt. Hænger der ikke dej ved, når du prikker i kagen, er den færdig. Lad den færdigbagte kage blive i formen, og lad den køle helt af, gerne i køleskabet. 

Kirsebærmousse:
Hak halvdelen af chokoladen groft. Udsten kirsebærrene, og skær dem i kvarter. Smelt den anden halvdel af chokoladen over vandbad.

Pisk fløde og cremefraiche til en lind skum. Rør først hakket chokolade og kirsebær i og derefter den smeltede chokolade. Rør det hele godt sammen, men pas på, moussen kan skille, hvis den bliver for tyk.

Kom moussen på toppen af den afkølede kage, og smør også lidt ned ad siderne. Sæt på køl frem til servering min. 1 time, men også gerne til næste dag.

Pynt med friske kirsebær og mere hakket chokolade ved servering.

- Hvis der ikke bliver spist op, holder kagen sig fint på køl i 3-4 dage.

Få mere inspiration til lækre desserter på Altfordamerne.dk/opskrifter