Klassens favoritter
SPONSORERET indhold

Klassens favoritter: Alle de populære kager

Lejrskole, klassens time, hyttetur – der er altid brug for en god kage til klassen! Vi giver dig verdens bedste chokoladekage, drømmekage, æblekage og kanelgifler her på siden.

Foto: Columbus Leth
11. sep. 2018 | Opskrift | BoligLiv



Chokoladekage

En god chokoladekage er altid en sikker succes. Vi har bagt den i en silikoneform, som inddeler kagen i 15 ukurante stykker – så kan man slås om det største eller gå efter slankemodellen. Formen kan købes hos designdelicatessen.com, men du kan selvfølgelig også bruge en almindelig springform.

Tid: ca. 20 min. plus bagetid
(1 stor chokoladekage, ca. 15 stk.)

150 g smør
375 g brun farin
3 æg str. L
300 g hvedemel
75 g kakaopulver
3½ tsk. bagepulver
1½ dl mælk
150 g god mørk chokolade
kakaopulver eller flormelis til pynt

1. Tænd ovnen på 175 grader.
2. Smør formen, og drys med lidt mel.
3. Pisk smør og brun farin blødt.
Tilsæt æggene et ad gangen.
4. Bland hvedemel med kakaopulver og bagepulver, og rør det i æggemassen sammen med mælken.
5. Smelt chokoladen i en skål over vandbad, og rør i dejen.
6. Fordel dejen i formen, og bag i ca. 45 min. Mærk efter med en kødnål, om kagen er bagt. Hænger der dej ved, bages kagen lidt længere tid.
7. Afkøl kagen, før den forsigtigt vendes ud. Drys med kakaopulver eller flormelis.


Kanelgifler

Hjemmebagte kanelgifler er et super alternativ til snegle. Kagerne gemmer på sødt fyld af marcipan og kanelremonce.

Tid: ca. 30 min. plus hæve- og bagetid
(12-15 stk.)

50 g smør
2 dl mælk
25 g gær
2 spsk. sukker
1 æg
1 knivspids salt
ca. 450 g hvedemel

Kanelremonce:
100 g marcipan
100 g brun farin
2 tsk. kanel

1 æg til pensling

1. Smelt smørret, og lun mælken heri. Hæld væsken i en skål, og opløs gæren heri. Tilsæt sukker, æg og salt, og ælt hvedemel i væsken, til dejen er glat og smidig.
2. Stil dejen tildækket et lunt sted i ca. 1 time.
3. Riv marcipanen på et rivejern. Bland brun farin med kanel.
4. Rul dejen ud til et aflangt stykke ca. 15 cm bredt, ½ cm tykt og ca. 45 cm langt. Fordel marcipan og farinkanel på dejen, og rul den forsigtigt sammen på den lange led, som til en roulade. Skær dejen ud i 3 cm’s tykke skiver, og læg dem på en bageplade med bagepapir. Lad giflerne hæve tildækket ca. 30 min.
5. Tænd ovnen på 200 grader.
6. Er giflerne væltet lidt under hæv­ningen, rejses de op. Pensl giflerne med sammenpisket æg, og bag i ca. 12 min. Afkøl giflerne på en bagerist.

 
‘Pund til pund’ med æble og kanelsukker

Denne klassiske kage hedder ‘pund til pund’, fordi de væsentligste ingredienser, som smør, sukker og mel, indgår med lige stor vægt. Her dog kun med et halvt pund af hver! De saftige æblestykker og et sprødt drys af kanelsukker gør den bare ekstra lækker.

Tid: ca. 20 min. plus bagetid
(ca. 20 stk.)

250 g smør
250 g lyst rørsukker
3 æg str. L
250 g hvedemel
3 tsk. bagepulver
3 stk. stødt kanel
50 g lyse rosiner
½ dl æblemost
3-4 æbler afhængig af størrelse

Kanelsukker:
3 tsk. lyst rørsukker
1 tsk. stødt kanel

1. Tænd ovnen på 200 grader.
2. Rør smør og rørsukker blødt. Pisk æggene i et ad gangen. Bland mel med bagepulver og kanel, og rør  det i dejen sammen med rosiner og æblemost.
3. Fordel dejen i en smurt ovnfast form, ca. 25 x 25 cm.
4. Skær æblerne i både, fjern kernehuset, og skær hver båd i tynde skiver på langs. Læg æblerne, så de overlapper hinanden i dejen. Bag kagen i ca. 30 min.
5. Rør kanel med sukker. Drys den lune kage med kanelsukker. Afkøl kagen, før den skæres ud.

 
Drømmemuffins

Denne opskrift indeholder mindre smør end den oprindelige drømmekage fra vores barndom, men det gør den ikke dårligere, tværtimod. Prøv at bage kagerne i små portions­forme, det gør dem lettere at håndtere, hvis de skal med på tur. Den kan selvfølgelig også bages i bradepande.


Tid: ca. 20 min. plus bagetid
(12 stk. )

3 æg
200 g lyst rørsukker
180 g hvedemel
2½ tsk. bagepulver
25 g smør
1½ dl mælk

Topping:
225 g brun farin
100 g mørk sirup
50 g kokosmel
50 g havregryn
1 spsk. mælk
1 spsk. smør

1. Tænd ovnen på 200 grader.
2. Pisk æg og rørsukker hvidt og skummende.
3. Bland hvedemel med bagepulver. Smelt smørret. Rør skiftevis mel, mælk og smør i dejen, mens der røres.
4. Fordel dejen i 12 muffinforme. Bag kagerne i ca. 15 min.
5. Kom brun farin, sirup,  kokosmel, havregryn, mælk og smør i en gryde, og  kog op.
6. Top kagerne med fyldet, og bag i yderligere ca. 3 min. Afkøl kagerne i formen, før de forsigtigt vendes ud.

► SE OGSÅ: 5 fantastiske fødselsdagskager
► SE OGSÅ:
5 lækre opskrifter på kager uden mel
► SE OGSÅ: Banankage med saltet karamel