Brownies med chokoladecreme fra Hjemmet
SPONSORERET indhold

Brownies med chokoladecreme

Glem alt om kalorier og dansehåndtag! Denne brownie skal nydes med god samvittighed og uden skelen til mængden af smør og sukker.

Af: Runa Pihlmann Foto: Runa Pihlmann
28. okt. 2013 | Mad | Hjemmet

Jeg er en vaskeægte ”chokoholic”, som starter dagen med en bid chokolade på vej i badet. Det er min lille kickstart og et skønt morgenritual, som jeg agter at holde fast i.

At der er stor forskel på chokolade, hersker der vist ingen tvivl om. Pris og kvalitet hænger som regel sammen, og der er efterhånden et stort udvalg af lækre lader på markedet. Så prøv dig frem og find din favorit.

Som barn kørte jeg store mængder lys chokolade ned og foragtede nærmest den mørke. I dag er det lige omvendt. Faktisk holder jeg mest af de mørke plader med omkring 70 % kakao – så er man vist voksen.

Ca. 30 stykker

200 g smør

4 dl lyst muscovadosukker

4 æg

3 dl kakao

1 vaniljestang

2 tsk. pulverkaffe

1 tsk. bagepulver

3 dl hvedemel

Chokoladecreme:

150 g mørk chokolade (omkring 70% kakao) 

1 ½ dl flormelis

1 dl kakao

75 g smør

2 spsk. brygget kaffe

Pynt:

Bladguld og kakaonibs (købes i Matas og helsekostbutikker) 

1. Smelt smør og muscovadosukker i en gryde og lad det koge i et par min. under omrøring.

2. Pisk æg, kakao, kornene fra vaniljestangen, pulverkaffe og bagepulver sammen. Tilsæt smør- og sukkerblandingen og vend melet i.

3. Hæld dejen i en lille bradepande på 25 x 30 cm beklædt med bagepapir.

4. Bag kagen ved 150 grader i 20 min og derefter i yderligere 5 min. ved 175 grader.

5. Tag kagen ud og køl den ned til stuetemperatur.

Chokoladecreme:

6. Hak chokoladen og smelt den i en skål over vandbad.

7. Rør flormelis, kakao og stuetempereret smør sammen i en skål. Tilsæt varm kaffe og den smeltede chokolade.

8. Fordél cremen over kagen og drys med kakaonibs og bladguld. Skær ud i små, fine stykker og servér.

Tip: Jeg bruger muscovadosukker, da det har en lidt karamelagtig smag. Almindeligt sukker kan selvfølgelig også bruges.