Krydret græskarsuppe fra Hjemmet
SPONSORERET indhold

Krydret græskarsuppe

At mad ikke kun skal glæde maven, men også øjnene, er denne suppe et godt eksempel på.

Af: Runa Pihlmann Foto: Runa Pihlmann
23. sep. 2013 | Mad | Hjemmet

Suppen har det lille, smukke hokkaido-græskar som hovedingrediens. Dens kød er skrig-orange og liver op på en grå og kold hverdagsaften. Og tilsætter du lidt frisk chili, får du også varmen!

For at give suppen lidt bid, drysser jeg nogle ristede græskarkerner over og serverer den med lidt lækkert brød. En klat græsk yoghurt på toppen er heller ikke af vejen.

6 personer

1 hokkaidogræskar (ca. 500 g uden skræl og kerner) 

3 kartofler

2 mellemstore gulerødder

1 rød peber

1 løg

2 spsk. olivenolie

3 fed hvidløg

1 frisk rød chili

1 spsk. stærk karry

1 tsk. knust spidskommen

1 tsk. knust koriander

lidt revet muskatnød

1 liter bouillon (kogt på grønsager eller kylling) 

4 cm. frisk ingefær

1 dåse kokosmælk (4 dl) 

1 appelsin

salt og peber

Tilbehør:

græskarkerner

græsk yoghurt

brød

evt. frisk rød chili

 

1. Skræl græskarret, fjern kernerne og skær kødet i mindre stykker. Skræl kartofler og gulerødder og skær dem i mindre stykker. Skær peberfrugt og løg i mindre stykker.

2. Varm en stor gryde op med olie og sautér grønsagerne heri.

3. Pil hvidløgene, snit chilien og tilsæt det sammen med krydderierne. Lad det stege i et minuts tid under omrøring.

4. Kom bouillon og skrællet ingefær skåret i skiver i gryden og lad det simre under låg i ca. 20 min.

5. Blend suppen glat og ensartet med en stavblender. Tilsæt kokosmælk og saften af 1 appelsin. Smag til med salt og peber og varm suppen godt igennem.

6. Servér med ristede græskarkerner, yoghurt, brød og evt. finthakket frisk chili.