Krydderurter indenfor
SPONSORERET indhold

Sådan lykkes du med krydderurter i vindueskarmen

Kender du det – du har købt friske krydderurter i potter, men efter få dage hænger de helt slatne ud over kanten? Se med her, og få tips til at holde dem i live og til at dyrke dine egne krydderurter fra frø i vindueskarmen.

Foto: Tia Borgsmidt
22. mar. 2021 | Mad | BoligLiv

10 gode krydderurter til vindueskarmen

Køber du færdige krydderurter til vindueskarmen, er følgende planter nemme at have med at gøre:

  • Basilikum
  • Citronmelisse
  • Laurbær
  • Merian
  • Mynte
  • Persille
  • Purløg
  • Rosmarin
  • Salvie
  • Timian

Lad planterne forgrene sig

Når du klipper basilikum, skal du klippe lige over et bladpar, for så vil der komme nye skud fra bladhjørnerne.

Smukke beholdere

Dyrk krydderurter i alle former for beholdere, men sørg blot for, at der er hul i bunden, så overskydende vand kan løbe væk. Du kan også bruge beholdere uden hul, hvis du lægger småsten eller leca i
som dræn.

Tips til at få supermarkedets krydderurter til at overleve

Supermarkedets planter er drevet frem under gunstige forhold i løbet af meget kort tid, og derfor er de typisk ikke særlig robuste. Men der er dog undtagelser, og hvis du følger grundreglerne, kan de fleste planter godt klare sig over en længere periode.

 

  • Vil du have glæde af planterne i længere tid, skal du helst plante dem over i større potter.
  • Brug ikke rub og stub, men nøjes med at tage lidt ad gangen. Bruger du eksempelvis meget basilikum, kan det derfor godt svare sig at købe to planter, så er der hele tiden rigeligt.
  • Krydderurterne klarer sig bedst i lyset. En vestvendt vindueskarm er mest ideel.
  • Husk at planterne skal vandes regelmæssigt, men selvfølgelig ikke overvandes. Jo varmere det er, des mere vand har planterne behov for.
  • Planter, der står i lerpotter, skal have mere vand end planter i plastikpotter, da der fordamper en del vand fra lerpotterne.
  • I vintermånederne behøver du ikke at gøde, men fra marts-april har planterne i vinduet stor gavn af næring.
  • I nogle supermarkeder samt på planteskolen kan du få større krydderurter, der står i urtepotter og de er betydelig mere holdbare og klarer sig bedre indenfor.
  • Har du en have med krydderurter, kan du også grave små klumper op herfra og sætte dem i potter. Det er en stor forandring for planterne af komme fra haven og ind i varmen, så derfor skal sådanne planter gradvis vænne sig til de lune omgivelser og det sparsomme lys.
  • Dild og koriander er nogle af de sværeste supermarkeds- krydderurter at holde liv i – se længere nede på siden, hvordan du heldigvis let kan så dem selv.

Husk navnet - sæt navneskilte på dine krydderurter

Har du mange krydderurter, så sæt navneskilte i potterne. Du kan hurtigt lave skilte af et stykke gavepapir limet på et grillspyd.

Nye favoritter: ananassalvie og blomsterkarse

Ananassalvie har den mest eventyrlige duft. Her står den sammen med blomsterkarse, der har sjove runde blade med en krydret smag. Blomsterkarse er bedst kendt som en frodig sommerblomst, men bladene er gode om en ny variant mellem de klassiske krydderurter.

Hjælp spirerne på vej

Sæt gerne potter med frø i minidrivhus eller under en glasklokke, indtil planterne er kommet godt i gang. Under klokken er det lunere, og luftfugtigheden er højere. 

Nyklippet

Klip de korianderblade af, som du skal bruge, og lad resten af planten vokse videre.

TIP:
Har du hvidløgsfed, der så småt er begyndt at vise en lille grøn spids, så prøv at stikke dem i en potte med jord. Her vil de overjordiske dele hurtigt vokse til, og de er et skønt alternativ til purløg.

Stjerneklar karse

Karse er den nemmeste af alle krydderurter, som du kan dyrke indenfor. Du lægger blot vådt køkkenrulle eller vat på en tallerken, og herpå drysser du frøene. Papiret skal holdes fugtigt, og i løbet af ganske få dage dukker de grønne kimblade op, og snart er karsen klar til brug. Så frøene jævnt ud over en tallerken eller bakke, eller lad børnene lave tegninger eller skrive deres navn med frøene.

TIP
Krydderurterne søger mod lyset, så hvis du vil undgå, at de bliver uharmoniske i væksten, skal potterne vendes jævnligt.

Husk at vande

Når krydderurterne skal vandes, kan du sætte dem alle i køkkenvasken og lade dem suge vand i 10-15 minutter, inden de kommer op i vindueskarmen igen. Det er bedst at bruge lunkent vand, da det er et stort chok for rødderne at få iskoldt vand.

Praktiske tørvepotter

Tørvepotterne er gode til frøformering, for når planterne har brug for mere plads, kan du sætte tørvepotterne direkte over i større potter og fylde op med jord. Husk, at så længe planterne kun står i tørvepotterne, skal der vandes særlig omhyggeligt.

5 krydderurter, du får held med at så fra frø:

  • Basilikum
  • Dild
  • Karse
  • Koriander
  • Purløg

LÆS OGSÅ: Små ovnbagte kartofler med pancetta og krydderurter

LÆS OGSÅ: Fladbrød med brændte løg, krydderurter og olivenolie