Valentinskage
SPONSORERET indhold

Valentinskage

×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

Bag en lille lækker kage til din udkårne – og måske resten af familien. Kagen består af saftige kagebunde med et strejf af citron lagt sammen med en fløjlsblød creme af hvid chokolade. I anledning af valentinsdag har vi farvet bundene lyserøde

Af: Martin Dyrløv Foto: Martin Dyrløv
06. jan. 2015 | Opskrift | Hjemmet
1 kage, ca. 6 personer

Ingredienser

Arbejdstid: 1 time
Bagetid: 20 min.
Køletid: 2-3 timer
Kagebunde:
150 g hvedemel
1½ tsk. bagepulver
½ knsp. salt
100 g smør
100 g sukker
1 æg
1 tsk. vaniljesukker
1 dl mælk
1 økologisk citron
ca. 1 spsk. rød frugtfarve (eller ¼ tsk. rød farvepasta)
Creme:
150 g hvid chokolade
1 dl piskefløde
1 dl cremefraiche (38%)

  1. Kagebunde: Sigt mel, bagepulver og salt sammen.
  2. Pisk smør sammen med sukker, og pisk ægget i sammen med vaniljesukker. Rør melet i skiftevis med mælken, og tilsæt 1 tsk. fintrevet citronskal og 1 spsk. citronsaft. Tilsæt rød farve efter humør.
  3. Hæld dejen i en lille bradepande (18 x 24 cm) foret med bagepapir, og bag kagen midt i ovnen ved 180 grader i ca. 20 min. Tjek med en trætandstikker, om kagen er gennembagt, og stil den til afkøling i formen i 10 min. Vend den ud af formen, og lad den køle helt af.
  4. Creme: Hak den hvide chokolade, og kom den i en skål.
  5. Varm fløden op til lige under kogepunktet, og hæld den over chokoladen. Lad det stå i 3 min., og rør så rundt, til blandingen er ensartet. Stil cremen koldt.
  6. Udstik kagen til 2 lige store hjerter (så store som de kan blive), og gem kageresterne.
  7. Pisk halvdelen af den hvide chokoladecreme sammen med cremefraiche, til det ligner flødeskum. Brug en håndmikser. Læg de 2 hjerter sammen med cremen, og stil kagen koldt i min. 1 times tid.
  8. Smør resten af den hvide chokoladecreme (uden cremefraiche) over kagens top og sider. Smuldr kageresterne til krummer med fingrene, og pynt kagen med krummerne kanten rundt på overfladen, eller som du har lyst. Sæt kagen koldt indtil servering.