Detaljer
Foto: James Cochrane
Eurowoman

Detaljer

Her er sæsonens vigtigste detaljer

Tasker så små, at du (næsten) har brug for forstørrelsesglas, en opdatering af 50’ernes kitten heels og håndtasker, en badehætte, du har lyst til at have på til hverdag og arty statementøreringe. Her er de vigtigste accessories fra S/S 17-kollektionerne.

Af Kristine Halken, Camilla Larsson og Victoria Saceanu 01.maj.2017 Mode

Massive Attack

Der bliver leget, udfordret og pyntet maksimalt, når det kommer til dine øreringe lige nu. Vælg fx mellem Saint Laurents logo, der kravler op af øret, en oversize knap i nålestrib med matchende blazer hos Balenciaga, eller hvad med lidt asymmetri fra J.W. Anderson? Et fællestræk? Den massive og iøjnefaldende størrelse.

Iøjnefaldende øreringe hos Saint Laurent og Balenciaga.

Mikro-makro tasker

Balenciaga, Loewe og Mulberry sørger for, at du kan pakke til en hel weekend i deres, mens Valentino, Hermès og Chanel synes, at plads til en læbestift må være rigeligt. Hvis du vil skille dig ud, så tænk enten helt småt eller XXL.

XXS og XXL hos Mulberry og Valentino.

50'erne

Tænk Audrey Hepburn, Elizabeth Taylor og Grace Kelly. Det gør Céline, Dior og Prada i hvert fald, når de hist og her låner fra de über-feminine 50'ere og velkommer alt fra kitten heels, håndtasker, hornbriller, smalle bælter og perlekæder i deres kollektioner.

50'erne er tilbage hos Dior og Céline.

LÆS OGSÅ: Hvorfor skal sko være ens? Ny tendens gør oprør

Kasket-klar

Din solcreme behøver ikke gøre hele arbejdet, når du skal skærme for solen denne sommer, hvor modehuse som Dior og Chanel giver sporty hovedbeklædning som kasketter og solskygger ekstra opmærksomhed.

Sporty hovedbeklædning hos Chanel og Dior.

Vifter

Ifølge Gucci, hvor more is more is more, bør du ikke gå ned på udstyr. Blandt mærkets overflødighedshorn af fantasifulde og dekadente accessories, er de japanske vifter, som er klar til at vifte sommeren velkommen på Gucci-manér.

Japansk vifte a la Gucci.

Badenymfer

De sidste sæsoners fokus på kåber og kimonoer får nu selskab af morgenkåben. Modehuse som Byblos, Miu Miu, Moschino og Prada fuldender tendensen med badehætter og gummisandaler så fashionable, at de med garanti ikke kun vil blive brugt ved poolen.

Badeklar hos Moschino og Miu Miu.

Retrosyn

Dine solbriller skal have masser af attitude, helst vække opsigt og gerne give genklang af musikalske epoker som rock and roll, disco eller punk.

Retrobriller hos Max Mara og Jil Sander.

LÆS OGSÅ: Er dette sæsonens sejeste mobiltilbehør?

Sløjfe på anklen

Er der et fælles træk på skofronten denne sæson, er det designernes fokus på anklen. Ud over remme og spænder er især snore og sløjfer i høj kurs og hjælper dit forårslook i en mere feminin retning.

Feminine sløjfer hos Alberta Ferretti og Altuzarra.

Detaljen

Bredt, smalt, mønstret eller med et detaljerigt spænde. Det er tid til at spænde bæltet og vise den talje frem.

Fokus på taljen hos Altuzarra.

Anti-fashion

Flade, praktiske, Crocs. Det måtte vel ske på et tidspunkt, og Christopher Kane synes, at det er tid. Tid til at hylde det måske mest udskældte fodtøj, plastikskoen med god plads til at sprede tæerne. Nuvel, Kanes take er sofistikeret og luksuriøst med påsatte similisten og krystaller.

Sofistikerede Crocs hos Christopher Kane.

LÆS OGSÅ: Derfor er grimt det nye sort

Mavetasker

Med sæsonens sporty islæt følger en lille mavetaskedille. Hold især øje med Jil Sander, Marni og Stella McCartney og deres diskrete, men innovative bud på den praktiske accessory.

Mavetasker hos Stella McCartney og Jil Sander.

It's hip to be square

Vi så dem sidst i 90'erne og starten af 00'erne, og nu giver Balenciaga, Mulberry og J.W. Anderson igen den firkantede snude et comeback og viser, hvordan du kan være chic uden at klippe en tå.

Firkantede snuder hos J.W. Anderson og Balenciaga.

Handsker

Hos Chanel er der lidt punk og Michael Jackson over den, mens Simone Rocha og Balenciaga er enige om en lidt mere feminine version med blonder og flæser. Handsker om sommeren? Jo, den er god nok. Ikke for at holde varmen men som en ekstra skæv og overskudsagtig detalje.

Feminine handsker hos Balenciaga og Chanel.

LÆS OGSÅ: Crocs, flæser og sjove detaljer: London har det sjovt

LÆS OGSÅ: De 3 mest ikoniske mode-amerikanere

LÆS OGSÅ: Solbriller: 15 par under 500 kr.


Henter...