3 perfekte bøger til liggestolen
SPONSORERET indhold

3 perfekte bøger til liggestolen

ALT for damernes boganmelder, forfatteren Henriette Rostrup anbefaler tre store romaner af den slags, der kræver liggestol, lange dage og ferietid - eller weekend.

Af: Henriette Rostrup
29. jun. 2012 | Livsstil | ALT for damerne

Camilla Stockmarrs anden roman "Udflytterne" rammer lige ned i tidens diskussion om autenticitet, bæredygtighed og drømmen om det enkle liv. En familie flytter i 70'erne fra København til en nedlagt vandmølle i de svenske skove. Stedet er en ubeboelig ruin, men naturen er overvældende og slår rod i familien. Historien fortælles gennem den 8-årige Phønix's øjne, mens han strejfer rundt i skovene og følger farens flakken fra projekt til projekt. Stockmarr skriver usentimentalt og nøgternt om store og små følelser. En rigtig fin roman til eftertanke.



Forlaget kalder Liv Mørks "Næsten levende" for en slægtskrimi, men trods mord og mystiske dødsfald er romanen langt mere en skæbnefortælling, der strækker sig over tusindvis af år og holder læseren fanget til sidste side – fra Homo Erectus på de kinesiske sletter for 700.000 år siden til mordet på en italiensk mand i dette århundrede. Der er mange svinkeærinder, men det lykkedes at knytte alle historier sammen til sidst i denne befriende udanske og ambitiøse roman.



I Michael Cunninghams "Når mørket bryder" frem lever Peter og Rebecca på overfladen er misundelsesværdigt, rigt liv i New York. Under overfladen ulmer imidlertid utilfredshed, fremmedgjorthed og længsel efter mening. Da Rebeccas smukke, rodløse lillebror, Mizzy, flytter ind, vendes der op og ned på deres veletablerede tilværelse. Der er en hjerteskærende og grum roman om det moderne menneskes formålsløse famlen i verden, og man rammes af en vidunderligt kriblende genkendelse, der tvinger en til at se lidt på sit eget liv. Se, det er stor litteratur.