70 år med ALT for damerne
SPONSORERET indhold

9 kærlighedsproblemer, der aldrig forandrer sig

Meget har ændret sig på 70 år - men det har de kærlighedsdilemmaer, som ALT for damernes læsere har haft, ikke.

Af: Sofie Hviid Foto: Arkiv
10. okt. 2016 | Livsstil

Verden har forandret sig rigtig meget siden 1946, hvor den første udgave af Alt for damerne så dagens lys. Men sjovt nok er der bare nogle ting, der aldrig forandrer sig. På trods af en ligestillingskamp og helt andre levevilkår, så bøvler vi i dag med mange af de samme dilemmaer og udfordringer i forhold til sex og kærlighed, som kvinder gjorde for 70, 50 og 30 år siden.

I anledning af at Alt for Damerne i år fejrer 70-års jubilæum er vi dykket ned i arkiverne og fundet dilemmaer frem.

1. Kvinder faker orgasmer og føler sig forkerte
"Det burde være en enkel sag, at mand og kvinde kan tale sammen om deres seksualliv... gøre det til noget hyggeligt og menneskeligt, ikke bare noget maskinelt. Men hvis kvinden ikke ved, at det er fuldstændig normalt og naturligt, at hun kun reagerer på clitoral stimulering, og hvis manden ikke forstår det lige så fuldt ud, så tier hun – og bliver uforløst. Hun regner sig for frigid, selvom hun ikke er det. Hun bebrejder sig selv det - og kan endog begynde at simulere tilfredsstillelse... for manden ikke skal blive irriteret og kalde hende kold! Det er en uholdbar situation, der måske kan få et ægteskab til at vare, men prisen er så sandelig en trist kvindeskæbne, som uundgåeligt sætter sit præg på hele atmosfæren i hjemmet."

Det er Dronning Viktorias skyld, Alt for damerne 1967, nr. 2

2. Mænd tør ikke binde sig
"Jeg er 34 år og har nu levet sammen med min forlovede i 6 år, og stadig kan jeg ikke få ham til at gifte sig med mig. Hver gang jeg er lige ved at have fået ham "i saksen", ødelægger hans mor det for mig ved at fortælle ham, at han har det meget bedre hjemme hos hende. Han er snart 40, så skal det blive til noget, skulle det være snart."

Betro dem til Fru Nini, Alt for damerne 1967, nr. 2

 

3. Den nye jaloux mand
"Jeg skal skilles fra min mand, og det har været bestemt længe, for vi passer ikke sammen, og vi er heller ikke længere forelskede i hinanden. Vi har ingen børn. Nu er det sådan, at jeg er meget forelsket i hans fætter, og han i mig, hvilket altså vil sige, at min mand og jeg kommer til at møde hinanden af og til, hvis hans fætter og jeg senere gifter os. Og det er vores hensigt. Min tilkommende er meget jaloux og siger, at han ikke vil kunne holde ud, at vi til familiesammenkomster kan risikere at møde min til den tid forhenværende mand. Jeg synes nu, det er lige meget, for min mand og jeg skilles i bedste forståelse og uden at være uvenner. Men det forstår hans fætter ikke. Er fætteren måske alligevel ikke den mand, jeg skal have?"

Betro dem til Fru Nini, Alt for Damerne 1967 nr. 13

4. Min mand og jeg interesserer os ikke for de samme ting på ferien
"Når den ene vil se museer og den anden sidde på værtshus – så skal man være gode venner for at stå det igennem... Jeg ved godt, at der findes ikke så helt få mennesker, der ligefrem kan lide at gå... Min bedre halvdel kan lide det. Aldrig bliver han træt af fodsport, og hver gang jeg foreslog, at vi med passende mellemrum kunne dumpe ind på et lille værtshus og få os en lille en, og samtidig få hold på de dirrende knæ, så tog han det for en spøg. Desuden ville vi jo være kommet beruset frem til Madame Tussaud på den måde, ikke sandt? Det ville såmænd nok ellers have gjort voksfigurerne helt morsomme."

Ferie for to af Rie Osted, Alt for damerne 1977. nr. 14

5. Ingen sex er bedre end dårlig sex
"For mig er det blevet nødvendigt at leve uden sex, når jeg ikke kan få det med en, jeg elsker [...] Da min mand, som jeg havde levet et lykkeligt sex- og samliv med i 12 år, gik fra mig og børnene, var jeg først helt ude af mig selv af sorg. Så kom jeg så meget over det, at jeg begyndte at kigge på andre mænd for ligesom at prøve, om jeg ikke var god nok. Var en mand interesseret, var jeg straks villig, og det førte til nogle ikke særlig vellykkede forhold. [...] Jeg fandt ud af, at jeg ikke brød mig om at lægge krop til et hurtigt knald, der for ham kunne sammenlignes med, at man trækker en pakke cigaretter i en tilfældig automat. [...] Det kan godt virke lidt besynderligt at være vidne til pornobølgen, bøssernes befrielsesfront, lesbiske bevægelser, sex-klinikker osv., når man tilhører det tavse mindretal, der simpelt hen har vænnet sig fra."

Jeg lever uden sex, Alt for damerne 1977, nr. 17

6. Min mand synes, jeg bruger for mange penge på tøj
"Det, jeg gerne vil høre deres råd om, er, hvordan jeg skal få min mand til at give mig en fast sum i påklædningspenge. Desværre gik jeg ud fra som givet, at han ville give mig det lige så vel som husholdningspenge, men den tanke var slet ikke faldet ham ind. På nogle punkter synes vi kvinder jo til tider, at mænd er aldeles hjerneløse. [..] Min mand påstår, at jeg er ekstravagant, og at det såmænd ville være ligegyldigt, hvor stort et beløb, han ville give mig, så ville jeg alligevel bruge det hele."

Betro den til Fru Nini, Alt for damerne 1949, nr. 4

7. Min mand kan ikke sige, at han elsker mig
"Min mand er flink og rar, men når jeg spørger ham: "Hvorfor siger du aldrig, at du elsker mig" så svarer han altid: "Jamen, det VED du jo godt, at jeg gør." Og så spørger jeg ham. "Elsker du mig ligeså højt, som du gjorde, da vi blev gift?" så svarer han helt irriteret: "Ja selvfølgelig, spørg dog ikke så dumt." Synes de ikke, det er mærkeligt, at han aldrig kan sige så noget af sig selv, men at jeg altid skal hale det ud af ham."

Betro dem til Fru Nini Alt for damerne 1949, nr. 5

8. Vi er blevet venskabsforældre uden sex
En læser skriver, at hun og hendes mand, der har været gift i 14 år, nærmest lever som bror og søster. Men at det for hende er en slags kærlighed baseret på gensidig tillid. Sammen med deres to børn lever de i et familiefælleskab. Men der er ingen forelskelse imellem hende og manden, og sexlivet er næsten ophørt. Hvor mange mon har det sådan, spørger hun? Jeg tror, det drejer sig om flere, end vi ved noget om. Folk vil bare ikke indrømme det, for hvis et samliv skal fungere godt i dag, må sexlivet også være i orden. [..] Det er nok rigtigt, at der ikke tales så meget om kammeratægteskaberne, selv om der sandsynligvis findes vældig mange af dem. Men det kommer nok. Det kommer, når vi engang holder op med at fokusere så enormt meget på det seksuelle.

Kammeratægteskabet, ALT for damerne 1987 nr. 3

9. Er han mon utro med kollegaen
I det sidste halve aar er min mand flere aftener om ugen komet sent hjem. Han siger, at han har overarbejde, men naar jeg spørger ham naermere ud, viser han mig af og svarer ikke. dette har gjort mig lidt mistænksom, saa meget som det hver gang, jeg ringer ham op om aftenen, er en af hans kontordamer, der tager telefonen. Synes de ikke, at jeg har lov til at bebrejde ham hans opførsel?

Betro dig til Fru Nini, ALT for damerne 1947, nr. 43