Altewaisaome-designeren guider til den perfekte tur til Stockholm

Altewaisaome-designeren guider til den perfekte tur til Stockholm

Natalia Altewai ved, hvor du får Stockholms bedste kaffe og napoleonskage - læs hele guiden her.

Stockholm er ...

"En af verdens mest museumsrige byer, så hvis du kommer hertil som turist, skal du virkelig tage dig tid til at besøge nogle af de gode museer, vi har. Et godt tip er Fotografiska (museum med udstillinger af både upcoming og etablerede fotografer, red.)."

Det bedste område ...

"Kapten Urväders på Mosebacke. Om sommeren åbner her en lille café, som sælger is og kaffe, og det er så hyggeligt at sidde på det græsprydede torv i det fine vejr og kysse lidt. Senere kan man nyde den fantastiske udsigt over byen og vandet, hvis man går op ad en trappe til Södra Teaterns udeservering."

Det smukkeste sted ...

"Skogskyrkogården. At gå ture her giver en helt magisk følelse af harmoni og samspil mellem arkitekturen og naturen. Det føles næsten, som om man rejser tilbage i tiden, og alt det, som hører til hverdagen, forsvinder, når man er der. Man kan slappe af og være helt tankeløs og ustresset for en stund."

Mit hemmelige sted ...

"Västra Skogens tunnelbanestation. Arkitekturen er helt vild, og der er så meget at opleve på den station. Jeg plejer at tage derhen med min forlovede. Det er et af vores udflugtsmål, når vi keder os og egentlig skal med toget hjem. Så tager vi derhen i stedet og ser os omkring og har det sjovt."

Det bedste måltid ...

"Har jeg fået på restaurant Ho's, som er en lille kinesisk restaurant, der altid er proppet. Det er ikke fancy pancy på nogen måde, men maden er rigtig god. Deres spareribs er et must."

Du skal besøge butikken ...

"Svenskt Tenn, som er en klassiker. Her finder man indretning med historie og kunst i tin. De er nok mest kendt for, at man kan få alle Josef Franks mønstrede stoffer. Udbuddet er helt gigantisk, så hvis man skal købe en sofa, kan man bruge flere uger i butikken på bare at vælge stof."

Den bedste shoppepause ...

"Tager man på Sturekatten, som er et gammelt autentisk kaffested på Riddargatan, der får tiden til at stå stille. Bestil en sort kaffe og en napoleonskage bare for at gøre besøget endnu mere nostalgisk."

Når jeg skal slappe helt af ...

"Er hjemme altid det bedste sted."

Mit ultimativt bedste tip til Stockholm er ...

"At besøge byen om sommeren og nyde skærgården. På det tidspunkt viser Stockholm sig fra sin smukkeste side. Man skal huske at sejle ud til nogle af skærgårdsøerne, spise på Gondolen, som har fantastisk mad og udsigt, og gå rundt i den gamle bydel. Bo gerne på Hotel Rival, som ligger på Maria Torget, og som er en gammel biograf, der i dag ejes af Benny Andersson fra ABBA. Det ligger tæt på både Götgatan, som er en shoppinggade, samt den gamle bydel."

LÆS OGSÅ: Nina Perssions ultimative guide til Malmø

LÆS OGSÅ: 5 gyldne tips til Berlin

LÆS OGSÅ: Sådan var min ego-ferie på Madeira