Ann Eleonora Jørgensen var nyskilt og ledte ikke efter en mand, men så tog Rasmus fat i hendes hånd...

Udgangspunkt

"Jeg blev født i min mormors seng i den nordlige del af Danmark. Helt oppe omkring Hirtshals-Hjørring. Så jeg er vokset op med den bastante kraft, man mærker ved Vesterhavet, hvis man, som min mormor og mange andre i det område, har en mand, der arbejder på havnen eller sejler ud og fisker for at få mad på bordet, og som man kan være nervøs for, hvis det pludselig blæser op, og de ikke er kommet ind endnu. Det skaber en bevidsthed om, at noget er på færde – naturen og havet – der er større end os selv, og som vi ikke kan regne med, og som vi er i hænderne på. Som barn elskede jeg at komme ned på molen, når det stormede. Hvor bølgerne var så store, at de klaskede ind over bilerne. På en eller anden måde har det sikkert været min egen styrkeprøve. At turde stikke af fra de voksne og gå på bare tæer ned til molen – ikke helt ud, men nok til, at jeg blev våd og kunne mærke skumsprøjt på mine tæer og fornemme, at jeg alligevel kunne føle mig tryg, selvom jeg stod der. Det er en styrkeprøve, som jeg tror, jeg har opsøgt meget. I virkeligheden har jeg nok – i hvert fald som barn – på mange måder connectet mere med naturen og dyr end mennesker. Jeg føler en meget stor samhørighed med naturen."

"Mine forældre var 18 og 21, da de fik mig. Så de var meget unge og i gang med at finde deres ståsted i livet. Jeg var meget sammen med både Selma, min mormor, og Eleonora, min farmor, som faktisk ikke var min farmor, men min fars mormor. Hun var et kæmpe kraftcenter af kærlighed og selvopofrelse. Hun var fra Stevns og tog min far til sig, da han blev født uden for ægteskabet. Hans mor stiftede familie med en ny mand, der boede i Nordjylland. Eleonora har åbenbart haft så psykologisk vid allerede på det tidspunkt, at hun tænkte, at det ikke kunne være godt for en lille dreng at vokse op så langt væk fra sin mor. Så hun pakkede alt, flyttede til Nordjylland og slog sig ned på den samme vej som min fars mor – altså hendes datter – men min far boede hos Eleonora og blev opdraget af hende. Og det betød jo, at hun skulle sige farvel til sit arbejde på Stevns og sine to andre døtre for at gøre det, hun mente, var bedst for ham. Hun var en ret særlig kvinde. Og hende er jeg opkaldt efter. Det er min datter også."

"Eleonora og Selma døde få år efter, jeg flyttede, med ret kort mellemrum. Desværre. I dag har jeg det stadig ekstremt svært med afsked. Det er det værste, jeg ved. Og dem er livet jo fuld af."

"I dag ser jeg en utrolig stor skønhed i den lidt rodede familiestruktur, som jeg er født ind i. Jeg vidste allerede som barn, at jeg ville have børn tidligt. Men også at det skulle være far, mor og børn på den RIGTIGE måde."

Vendepunkt

"Da jeg var i 20’erne, blev jeg pludselig ramt af en ansigtslammelse. Den har formet mange ting i mit liv. Jeg var indlagt i tre uger og var tæt på at dø, da de på hospitalet kom til at give mig noget kontrastvæske, som jeg var så allergisk over for, at jeg svulmede op. Jeg kunne ligesom mærke, at kroppen var på vej et andet sted hen på en eller anden måde. Det var første gang, at den her lidt barfodede nordjyde, som bevidst opsøgte det, der var farligt, oplevede, at der ER noget, der er helt afsindigt farligt, og det kan være, at vi skal herfra, før vi havde regnet med det. Lige inden jeg skulle hjem, sagde en læge, der havde kigget på mig nogle gange: ”Hvis jeg var dig, ville jeg ALDRIG få børn, for jeg tror, at det er en autoimmun sygdom, og en graviditet kan trigge det”. Mindre end et år senere var jeg gravid. Helt med vilje. For sådan skulle det ikke være. Et liv uden børn var ikke det liv, jeg ønskede. Og heldigvis lyttede jeg ikke til hende."

"At blive mor var selvfølgelig et vendepunkt, men også en meget naturlig forlængelse af det at være menneske i virkeligheden. Det var præcis lige så fantastisk, som jeg hele tiden havde vidst, det ville være. Og det har været alt fra at være gravid til at gå hjemme, som jeg gjorde med begge mine børn i næsten halvandet år. Det har været sådan nogle bobler af uforstyrret lykke. Jeg har VIRKELIG nydt det. Der er nogle mennesker, der synes, det er kedeligt at være sammen med små børn. Sådan har jeg det slet ikke. Men jeg er også typen, der aldrig keder sig. Jeg keder mig KUN, hvis jeg sidder ved siden af en virkelig kedelig person til en eller anden sammenkomst og skal trække den. Dét er kedeligt. Stort set alle andre tidspunkter keder jeg mig aldrig."

"Jeg havde jo forestillet mig, at det skulle være en helt almindelig familie som den, jeg havde drømt om som barn. Så det var FORFÆRDELIGT at blive skilt fra min datters far efter ni års forhold. På det tidspunkt var jeg dog blevet gammel nok til at forstå, at sådan er der næsten ikke nogen familier, der er, for det første, og at det for det andet er en dødssyg ambition, for man må jo leve det liv, der nu engang ligger for ens fødder."

Yderpunkter

"Der er to lige store sider i mig, som til tider har været et helvede at balancere. Jeg ved, jeg er stærk, men jeg ved også, jeg er superskrøbelig. Jeg er begge dele. Lige meget. Og det har taget mig mange, mange år at erkende, hvor frygtsomt et menneske jeg også er. På grund af det har jeg bare holdt mig fra større sammenhænge og fællesskaber, og jeg er sjældent til premierer. Jeg er heller ikke typen, der bare lige kan stille mig op og holde tale. Jeg GØR det, men det er med rystende knæ og dirrende stemme. Det er ikke noget, jeg skjuler. Det kan jeg heller ikke. Jeg er lidt ude i nogle yderpunkter her, for jeg har udsat mig selv for farefulde ting i stormvejr på molen, men samtidig turde jeg ikke være i en børnehave sammen med andre mennesker. Begge sider er til stede. Det er et parløb. I mit tilfælde."

"Jeg er også en meget genert type skuespiller. Det tog mig faktisk nogle måneder overhovedet at vende mig mod publikum, da jeg gik på skuespillerskolen. Jeg er slet ikke interesseret i opmærksomhed udover det arbejde, jeg laver. Min rolle er en maske. Og der er ingen tvivl om, at den generte og bange side af mig – den sociale angst – har fundet en måde at kunne tale uden at vise sig selv. Jeg kunne mærke den der befrielse, der var i faktisk at kunne agere anderledes ved at SPILLE en anden, end jeg ville gøre i mit eget liv. Men det kan virke besynderligt, at jeg har valgt at blive skuespiller. Det må være behovet for at udtrykke sig alligevel, og det gør jeg så via andre."

Smertepunkt

"Jeg fik fjernet det ene bryst på grund af cancer lige før corona, så jeg har været igennem et mere eller mindre helvede, hvor jeg absolut ikke måtte blive smittet, mens jeg fik kemo. Det er en lortesygdom. Jeg tiltede selvfølgelig fuldstændig, da jeg fik beskeden. Og jeg er stadig i en form for granatchok over det. Fordi jeg altid har opfattet mig selv som stærk og vidste, jeg kunne stå der på molen uden at vælte af blæsten, troede jeg aldrig, det skulle ske for mig. Nu har jeg det sådan, ja hvorfor ikke mig, det sker jo for uhyggelig mange kvinder, desværre. Her de senere år har jeg helt klart haft et behov for at finde nogle svar og noget at give mig hen til. En måde at finde ind til min styrke igen eller min indre katedral om man vil, og den oplever jeg meget tydeligere, når jeg går ude i naturen med min hund end inde i kirkerummet."

"Samtidig med at ordet cancer nærmest flyver ud af lægens mund, er det, som om der samtidig flyver en stor rovfugl hen over dit hoved, der ligesom svæver der for altid. Kunsten er at lade være mere at gå og kigge op og tjekke hele tiden, hvor tæt den er på. Og det tager tid at lade være med at sidde og glo op hele tiden."

"Når man ser ind i sin egen dødelighed, er det også et spark i røven til at leve 120 procent – og lidt til – mens du er her. Jeg skal spise op, før jeg skal herfra. Jeg sagde det samme efter ansigtslammelsen, men det har nok mere været en ambitiøs fremadstræben efter at leve fuldt ud, mens jeg nu mere priser langsommeligheden i mine egne dage og egne ambitioner og sørger for at suge alt til mig i det, jeg står og er i. Tiden er kostbar."

Blødt punkt

"Jeg har et meget blødt punkt for folk, der rødmer. Den ærlige følelse, der ligger i det. Jeg kan huske den der følelse som barn, hvor du, inden du rødmer, kan mærke varmen. Den stiger. Du kan mærke, at den ligesom kribler op langs benene og hele vejen op mod maveskindet og halsen og booop …! Så kommer rødmen. Og den lader sig ikke skjule. Ligesom stort set alle andre følelser. Rødmen er bare så bundærlig. Den giver en indgang til mennesket, og den giver også en indgang til en følelse, vi alle sammen kender så ufatteligt godt. Det er vidunderligt. Du kan ikke løbe fra den. Det er lidt ligesom at være en kvinde i overgangsalderen. Når hedeturene kommer, så er der ikke noget at gøre."

"Jeg har altid haft hunde. Som det lidt kantede barn, jeg var, var hunde min umiddelbare følgesvend, og det har de altid været. Jeg boede i områder, hvor der ikke rigtigt var andre børn. Men så havde jeg min hund. Der er noget med hundes loyalitet, godtroenhed og stabilitet, som er fantastisk. Min hund, Dante, virker beroligende på mig. Og han får mig ud i naturen. Hvis jeg virkelig, virkelig er i dårligt humør, skal jeg bare møde en hundehvalp, så glemmer jeg alt om det."

Holdepunkt

"Mit holdepunkt er uden tvivl min familie. Det er også det eneste sted, jeg føler mig fuldkommen tryg. Jeg har lavet få ting i udlandet og har aldrig jagtet det. Men det kom ligesom i halen på Forbrydelsen i tidernes morgen. Og det var sjovt at prøve. Men at sidde der på hotelværelset helt alene og være væk fra familien – altså mit holdepunkt – dur slet ikke. Der fandt jeg ud af, at den virkelig er mit holdepunkt i livet. Jeg kan kun være i vater, hvis jeg er i kontakt med min familie, min base, faktisk på mere eller mindre daglig basis. Det lader mig op og giver mig energi og fylder mig med konstant lykkefølelse og taknemmelighed. Det er jo igennem de mennesker, jeg trækker vejret. Det er jo der, jeg har min eksistens."

"Min eksmand og jeg – og ikke mindst vores nye partnere – har heldigvis været så voksne og rummelige, at vi er hinandens gode venner og familie nu. Når du bliver skilt, kan du jo vælge at gå ind ad den dør, hvor man prøver at bekæmpe hinanden, eller du kan sige okay det gik ikke, vi har begge fejl, det gider vi ikke snakke mere om, og nu har vi taget den her store beslutning, så nu handler det kun om EN ting, og det er barnet. Når du så gør det, begynder du også pludselig at kunne se på den anden med kærlighed igen, for så har du parkeret alt det andet, der var til stede, og lever et fremadrettet liv på en omsorgsfuld og kærlig måde. Det handler om god kommunikation. Og så handler det om så meget rummelighed fra de nye partnere, der er kommet ind i mit og min eksmands liv. Det kunne jo ikke være sådan, hvis ikke de også var sindssygt rummelige og kærlige. Vi holdt faktisk jul med hinanden sidste år under corona. Vi kender hinanden VIRKELIG godt og holder mange fødselsdage og er altid med til hinandens arrangementer og NYDER at være i hinandens selskab. Og ikke mindst vores datter er jo lykkelig, og vores drenge føler sig som halvbrødre. Så min familie er stor. Den har altid været stor. På den måde er jeg i virkeligheden taknemmelig for at have fået en opvækst med så forskellige familiekonstellationer."

"Livet er sjældent lineært og ligetil. Det er broget og fuld af bump og stejle kurver, og det er alt sammen VIDUNDERLIGT. Noget af det, jeg HÅBER, jeg kan give videre til mine børn, er, at de lærer at vise kærlighed til det, der ikke nødvendigvis er det oplagte. For måske bliver de også skilt og får delebørn, og måske kommer der nogle andre med fra et andet ægteskab osv. Men jeg håber, de får visheden om, at de alligevel kan holde jul sammen alle sammen og have det hyggeligt, hvis man kan finde ud af at være åben og respektere grænser."

Kritikpunkt

"Jeg kan ikke mærke min egen alder, jeg kan ikke forstå den heller – jeg kan godt se den, når jeg ser mig selv. Hold da kæft, der sker meget. Og når man har været syg, går det pludselig MEGET stærkt. Men alderen er stadig meget relativ for mig. Jeg kan ikke få fat i halen af det, og det interesserer mig i det hele taget ikke særligt meget. Kun når min alder bliver spejlet af den verden, jeg lever i. Det mest latterlige, man kan være i denne tid, er en kvinde over 50. Vi må gerne udskammes hæmningsløst. Mænd bliver bare sejere med alderen, mens studieværtinder skal VÆK fra skærmen, når de begynder at få en lille smule karakter i ansigtet. I min branche er der heller ikke mange historier om kvinder over 50, der skal fortælles. De kan få lov til at være vedhæng til mændenes – også gerne ældre mænds – historier. Eller mødre til nogle børn, som historien så handler om. Og jeg er så sindssygt træt af det. Både at se på det og være en del af det spil. Men det er et ansvar, vi alle sammen har. Og jeg synes, vi skal tale højt om det. Vi skal vænne os til, at nyhedsværtinden sagtens kan have kalkunhals og masser af rynker. Hele vejen rundt er der nogen, der har et ansvar. Det er HELE vejen rundt, når vi har med medier at gøre. Det er der, vi skal spejle os, og som det er nu, skal vi for guds skyld ikke spejle os i et levet liv. I hvert fald ikke en kvindes. Gerne en mands. Det eneste sted, det stadig er okay at diskriminere – og udskamme – er kvinders alder. Og det er i mediebilledet all over the place. Alle prøver at gøre noget ved det, men det sker altså ikke, hvis ikke der bliver ændret radikalt på måden, ting bliver besluttet på. Jeg tror, at den generation af unge, der kommer nu, kommer til at gøre verden bedre. De er så seje, og den måde, de er opdraget til at embrace forskelligheder både i køn og politisk, er outstanding."