Moderne landejendom
SPONSORERET indhold

"Der er altid nok at lave og fremtidige projekter, når man har sådan et stort og gammelt sted"

På Ilona Alleschs gamle bondegård i Jylland mikses genbrugsmøbler med moderne design og grafiske detaljer på inspirerende vis.

Foto: Lisbett Wedendahl
19. jul. 2017 | Bolig | BoligLiv

For 10 år siden trængte Ilona og hendes mand Martin til mere plads og natur, og det fik dem til at skifte en lejlighed midt i latinerkvarteret i Aarhus ud med en mildest talt forfalden bondegård ude på landet i Midtjylland. Gården havde været familiedrevet i generationer, men sidste generation kunne ikke magte opgaven, og det betød, at ejendommen var helt slidt ned, håbløst umoderne og groet til.

– Her var så tilgroet, at vi efter at have svinget leen første gang rundt om længerne fandt fire nedgravede biler, fortæller Ilona. Når hun og Martin slog til trods stedets sørgelige stand, var det, fordi der var tale om et håndværkertilbud i et prisleje, der gjorde de mange kvadratmeter mulige.

Tosset investering

– Vi var unge og nok også lidt blåøjede. Det var først, da Martins forældre troppede op på gårdspladsen, og hans mor kneb en tåre over vores tossede investering, at jeg tænkte, at der måske blev lidt mere arbejde ved at sætte gården i stand, end jeg lige havde regnet ud, siger Ilona og griner lidt ad sig selv. Det første halvandet år var parret i gang konstant. Væk med alle nedsænkede lofter. Væk med linoleummet på gulvene. Væk med grimt malede facader. Alt skulle bygges op på ny. Så blev de forældre til Vigga og lod moderniseringen holde pause i nogle år.

– Der er altid nok at lave og fremtidige projekter, når man har sådan et stort og gammelt sted. Lad os bare sige det sådan, at vi ligger sjældent på sofaen om aftenen med benene oppe og lader gården passe sig selv, forklarer Ilona. Stilmæssigt betegner Ilona gården som et hjem, hvor der ikke er nogen regler: alt må bruges og bliver brugt. Når det er sagt, så er her for det meste meget ryddeligt, for Ilona synes, at det giver ro, når det ikke flyder med ting.

– Faktisk sidder jeg med ryggen til køkkenbordet, når vi spiser, for hvis jeg kan se alle de brugte potter og pander, så har jeg svært ved at nyde maden, siger hun. Hendes sans for orden og detaljer ses tydeligt i indretningen, der er præget af stemningsfulde stilleben i hvert enkelt rum. Ilona har nemlig haft indretning som sin hobby, lige siden hun var barn.

En sand tingfinder

– Jeg er vokset op i 70’erne i et pænt parcelhus med mahognimøbler. Nærmest i trods begyndte jeg som helt lille at være en sand samler og tingfinder. Men nu prøver jeg at lade være med at samle så meget mere, for vi har simpelthen ikke plads – og det kan også give en irriterende dårlig samvittighed at have fire længer fyldt op med skønne møbler og sager, som jeg ikke får brugt. Det er i øvrigt ikke kun brugte og gamle sager, Ilona samler på. Hun er også fan af mere moderne design og elsker at skabe stramme, grafiske effekter ved at mikse nyt og gammelt.

– Kunsten her er at balancere det nye og gamle og navnlig mængden af ting, fortæller Ilona, hvis balanceevner må siges at være helt i top!

Kontor.jpgKontoret mellem køkkenet og spisestuen er Ilonas. Her elsker hun at sidde og arbejde. Bogstavplakaten på væggen er fra Playtypes og købt i Stilleben.

Lysestage.jpgMogens Lassens lille Kubustage har sin faste plads på middagsbordet i køkkenet sammen med lidt blandet keramik og en vase af Anna Karin Dahl, hvis ting forhandles af bl.a. Designer Zoo.

Tallerkenraekke.jpgEn gammel tallerkenrække bruges til familiens yndlingsbøger. En briks med store puder gør det ud for daybed/sofa. Teaktræsbordet er fundet på et loppemarked.
Sofa.jpgStuen er helt enkel i lyse farver. Sofabordene har Ilona selv tegnet, og en  lokal smed har udført dem. En stor og komfortabel Eilersen sofa dominerer rummet.

Terrasse.jpgVerandaen i svensk stil passer ikke helt til  gården, men er superhyggelig. Den forlænger sommeraftenerne.

Laenestol.jpgMøblerne er af ældre dato, men ser moderne ud sat sammen som her i læsehjørnet.

TIP
Stofbanen på  væggen er  fundet i en af Kirkens Korshærs butik-ker og klipset på en tynd træliste. Det er en billig og nem måde at få kunst på væggene!
Spisestue.jpgMartin blander sig ikke meget i indretningen, men han insisterede dog på, at spisebordsstolene skulle være til at sidde på i mange timer. Stolene Allu fås f.eks. hos Decorateshop.dk.

Plakat.jpgFotostaten af Marilyn Monroe hang engang i diskoteket Bus Stop i Assens. “Jeg husker den fra mit første diskoteksbesøg, så den betyder noget særligt”, siger Ilona.Bord og stol er fra marskandisere. Lampen er fra et loppemarked og monteret på det nederste af et nodestativ.

Sovevaerelse.jpgForældresoveværelset på første sal er næsten helt zen-agtigt holdt i hvidt og naturtoner.

Koekken.jpgMad er en af familiens store passioner, og til dag-ligspiser familien i køkkenet. Kvik-køkkenet med masser af skuffe- og bordplads er lavet i massivt træ, så det kan slibes og males om efter behag.

Vase.jpgDe gamle Lyngby-vaser er perfekte til blyanter og kuglepenne.

Sybord.jpgI annekset er der både plads til overnattende gæster og et helt syrum til Ilona.

Ilona kommer nok ikke igennem sin samling flotte sytråd og knapper i den nærmeste fremtid.

IDE
Brug en opslagstavle som udvidet syæske, og hæng de fineste knapper og andet sygrej op på den for overskuelighedens skyld (det ser også pænt ud …)!

► SE OGSÅ: Enkel familiebolig: Rene linjer i bondegården
► SE OGSÅ: Nybygget villa: Lyst & lunt træhus
► SE OGSÅ:
Nye tider i bondegården