Bekymret kvinde taler i telefon
SPONSORERET indhold

Jeg er i tvivl om, om jeg skal blande mig i mine brødres uvenskab

Mine brødre blev for flere år siden uvenner, og i dag taler de stadig ikke sammen. Deres uvenskab gør det svært for familen at planlægge sammenkomster, og jeg er generelt bare utilfreds med, at vi ikke kan omgås normalt allesammen, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
28. mar. 2024 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om uvenskab mellem brødre

Vi er en familie på tre søskende, der alle er i 40’erne.

Desværre er mine to storebrødre blevet uvenner. Uvenskabet går år tilbage, hvor de delte et hus sammen.

Læs også

Her blev de uvenner over praktikaliteter omkring nogle møbler, de ikke kunne blive enige om, hvem tilhørte, samt nogle ret ubetydelige økonomiske uoverensstemmelser. Siden da, har de ikke talt sammen og heller ikke ønsket det. Den ene mener, at den anden skylder ham en undskyldning, som ingen af dem vil give.

Det er og har været stærkt belastende for hele familien, for de har ikke siden ville være i stue sammen, så det har været besværligt, når der skulle arrangeres fødselsdage, jul osv.

Det er mest min ældste bror, der hænger fast i vreden, mens min yngre storebror efterhånden tager det lidt mere roligt. Sidstnævnte er lige blevet far, og jeg ved, at han har besluttet sig for at invitere min ældste storebror med til barnedåben. Det synes jeg, er godt gået af ham, men jeg er bange for, at min ældste storebror ignorerer invitationen og ikke dukker op.

Nu har jeg lyst til at tale med ham og sige, at det er tid til at lægge uvenskabet bag sig. Vil det være at blande sig unødigt? Hvad tænker du?

Vibeke Dorph råder til dialog

Nej, jeg synes kun, det er på tide, at nogen sætter foden ned og får afsluttet den barnagtige konflikt mellem dine to brødre, der har fået lov til at fylde alt for længe. At den har det, tror jeg også skyldes et godhjertet, men også misforstået hensyn fra resten af familiens side.

Læs også

For ved at indrette jer efter dine to brødres uvenskab og således sørge for, at de ikke kommer til at være i stue sammen, så har I også forhindret, at de blev tvunget til at få renset luften og begravet stridsøkserne.

Derfor synes jeg, det er en glimrende idé, hvis du får talt med din bror. Lad være med at gå ind i den konkrete konflikt, forklar ham blot, hvordan det påvirker den øvrige familie. Fortæl ham også, at vrede er noget, man helst hurtigst muligt skal give slip på, hvis man ønsker sig et godt liv.

Sig til ham, at du selvfølgelig vil bakke ham op på dagen og støtte ham, så godt du kan. Foreslå f.eks. at I kan følges til festen og/eller måske komme til at sidde ved samme bord, så han ikke skal føle sig alene. Nægter han fortsat at søge forsoning, så er det hans problem. Fremover skal I dog ikke vise særlige hensyn og indrette jer efter konflikten. På den måde lærer din bror forhåbentligt med tiden, at han må rette ind, hvis han vil have en plads i familien.

Anbefalet til dig