Min mor vil ikke have, at jeg omgås min biologiske far

Spørgsmål om hemmelig biologisk far

Jeg er en kvinde i slutningen af 30’erne, mor og hustru. Jeg var et uplanlagt barn, og mine forældre blev skilt kort efter min fødsel.

Min far valgte dernæst at rejse til udlandet. Han har ikke kontaktet mig eller støttet mig økonomisk gennem tiden, hvilket min mor af gode grunde har været vred og frustreret over.

Min mor blev siden gift igen, og jeg er vokset op med min stedfar. Jeg har siden fået et sporadisk forhold til min far, som både min mor og stedfar har støttet mig i. Han har dog aldrig mødt mine børn, og vi har ikke set hinanden fysisk i 10 år, da han har boet i udlandet.

Nu skal min far giftes, og han har inviteret mig, min kæreste og vores børn med til sit bryllup. Brylluppet og den efterfølgende reception vil blive holdt i min fødeby, hvor min mor og stedfar fortsat bor. Jeg har derfor spurgt min mor, om de vil passe børnene efter selve brylluppet, når min mand og jeg skal deltage i receptionen.

I starten var min mor støttende, men så vendte hun på en tallerken. Hun sagde, at mine børn er for små til at komme med til brylluppet og ad den vej blive bekendt med min fars eksistens. Hun sagde også, at jeg skulle tænke på min stedfars følelser. Som jeg forstår min mor, så kræver hun, at jeg skjuler sandheden om min far for mine børn, og jeg har ikke lyst til at lyve for mine børn. Jeg har dog ikke tænkt mig at indvie dem i de konflikter, der har været mellem mine forældre. Nu er der ballade, for min mor er vred og såret.

Egentlig tror jeg, at det mere skyldes hendes ubearbejdede følelser i forhold til skilsmissen dengang, end om mine børn og min stedfars eventuelle sårede følelser. Er jeg så hensynsløs, som min mor beskylder mig for at være, hvis jeg deltager i min fars bryllup og dermed også lader mine børn kende til hans eksistens?

Vibeke Dorph råder til at startet et nyt kapitel

Nej, du er ikke hensynsløs, du er tværtimod ganske fornuftig og holder hovedet koldt, mens din mor derimod lyder til at have tabt sit. Grunden til, at hun har det, tror jeg skal findes i dine fornuftige ord om, at din mors uvilje mod, at din biologiske far bliver introduceret for dine børn, mere skyldes ubearbejdede følelser hos hende end noget andet.

Det kan jeg sådan set godt sætte mig ind i, for din mor har følt sig både svigtet og meget alene, dengang forholdet til din far gik i stykker. At han så tilmed ikke hjalp eller støttede jer økonomisk, det har nok ikke gjort følelserne af svigt mindre.

Alt det er dog fortid nu, og fortiden er ikke den, vi kan eller skal leve i. Vi laver alle fejl på et tidspunkt, og skulle vi bøde for dem resten af livet, så ville mange af os være ilde stedt. Og omvendt; skulle vi, der også oplever at blive udsat for andres svigt, holde fast i vrede og bitterhed i evig tid, så ville livet blive ganske ulideligt. At give slip på vrede og bitterhed er nemlig forløsende og forvandlende for et menneske. Jeg kan da derfor også kun bifalde, hvis du holder fast i den kurs, du på trods af din mors modvilje, virker til at være slået ind på.

For selvfølgelig skal du deltage i din fars bryllup, og nej, dine børns verden går ikke under, fordi der pludselig dukker endnu et venligt familiemedlem op, tværtimod. Hvad din stedfar angår, så vil han også ønske for dig, at du får renset luften i forhold til din far, hvis han ellers kan tænke klart og fornuftigt.

Om relationen mellem dig og din far så bliver tæt, varm eller noget tredje fremover, det kan kun tiden vise. Vigtigst er det, at I får lagt fortiden og alle dens spøgelser bag jer og i stedet får startet på et nyt kapitel og ser frem.