Vores venner og familie slider os ned, men vi ved ikke, hvordan vi skal sige fra

Spørgsmål om forventninger fra familie og venner

Min kæreste og jeg har været sammen i seks år.

Vi er begge i 50’erne år og har fem voksne børn tilsammen.

Vi er så heldig stillet, at vi selv kan lave meget håndværksmæssigt arbejde og altid har været et godt team. Vi elsker derfor at gå og rode med projekter i vores hus og have. Vi er til gengæld mindre gode til at give os tid til at tage på ferier, ture og bare slappe af og forkæle os selv.

Vores store problem er den efterhånden enorme efterspørgsel på vores håndværksmæssige hjælp fra børn, forældre, venner og naboer, som især jeg synes dræner os og tager alt for meget af vores tid. Jeg har konstant dårlig samvittighed, for alle hiver i os og forventningerne tårner sig op. Så snart vi har fået fixet noget et sted, så dukker der nye opgaver op et andet sted.

Vi vil rigtig gerne hjælpe, men det er ved at være for meget. Vi ved bare ikke, hvordan vi siger fra uden at folk bliver sure eller skuffede, for det har vi allerede oplevet. Så hvad gør vi, så vi kan prioritere os selv uden at føle, at vi svigter?

Vibeke Dorph råder til prioritering af tid

Det at være noget for andre er et smukt karaktertræk, men er vi det i en så ekstrem grad, at vi helt glemmer os selv, så er det som at tisse i bukserne for at holde varmen: Vi næres i et kort øjeblik af den taknemmelighed, vi mødes med, men meget hurtigt efter sker der det, der er sket for dig; Vi føler os udmattede og brugte, fordi vi helt har glemt, at vi også skal huske at passe på og forkæle os selv en gang imellem.

At passe på og gøre noget godt for os selv, kan faktisk være svært at lære, når man ikke er vant til det. Det kræver først og fremmest en ret lavpraktisk livsstilsændring, og det er der, jeg synes, I skal starte: Sæt jer ned og lav en liste over det, I gerne vil have mere tid til. Det kan være tid til jeres eget hus- og haveprojekter, tid til tosomhed, tid til at dyrke sport eller gå lange ture, og hvad det ellers kunne være, I savner og har lyst til.

Prop det så ind i en kalender, hvori I så også kan sætte en eller to dage af månedligt, hvor I kan hjælpe andre – hvis I altså fortsat har lyst til det. Følg så slavisk den plan, og forbered jer her på lidt rastløshed og snert af meningsløshed i starten.

Det er nemlig svært at lære at prioritere sig selv, men det er det, I er i gang med at lære. Når jeres venner så ringer og beder om hjælp til det ene og det andet, så fortæl dem, at de fleste af jeres dage er optaget, men at I kan på det og det tidspunkt. Ad den vej lærer I nemlig både jer selv og dem, at I ikke bare kommer springende, når der er bud efter jer, og at de derfor må melde ud i bedre tid, hvis de ønsker jeres hjælp.

Øv jer i det og hold så endelig fast. For som sagt, det kræver øvelse at lære at prioritere sig selv, men belønningen følger i form af stører livsglæde og overskud, så det er det hele værd.