Brian Holm: Jeg har aldrig rigtig haft den fulde tillid til nogen

Mor
Elsa Margit Korinth Andersen, 67.

Har tidligere arbejdet i SAS, i dag pensioneret.
– Min mor var 17 år, da hun fik min storebror, Eskild, og 18 år, da hun fik mig. Hun blev skilt fra vores far, da hun var 19-20 år, så jeg lærte hurtigt at klare mig selv. Jeg voksede op i Vinkelhusene i Tårnby på Amager, og da jeg var tre-fire år flyttede min stedfar, Hans Christian, ind. Jeg fik en lillebror, der hedder Kelvin, og på min fars side yderligere to brødre, Claus og Lars. Der var en vis disciplin derhjemme. Kæft, trit og retning. Hvis vi bandede ved aftensmaden, blev vi sendt ud at spise på toilettet. Jeg vil nok ikke anskue min mor som den perfekte mor, men det kan man vel heller ikke være, når man er 17-18 år. Hun formåede dog at få os ud på ferier, fordi hun arbejdede for SAS, og vi lærte tidligt om musik og museer, fordi hun gik op i kultur. Jeg gik i min storebrors aflagte tøj, og der var en syerske, der syede lapper på det. Vi fik ikke sodavand, og der stod aldrig slik fremme, som der gør her hos os i dag. Men sådan var det i 60'erne, og derfor begyndte jeg ret hurtigt at tjene penge selv. Jeg gik med aviser og arbejdede hos pølsemanden på Tårnby Torv.

– Jeg tror aldrig, at nogen vil beskylde mig for at være mors dreng. Jeg vil nærmere sige, at jeg nok har haft et lidt anstrengt forhold til min mor, og i virkeligheden har jeg aldrig været tæt knyttet til nogen af mine forældre i den forstand. Min mor var der, og hun satte nogle rammer. Havde vi fri fra skole kl. 14, kunne vi tage ud og lege kl. 15. Vi skulle altid være hjemme en time og lave lektier. Jeg havde respekt for hende. Det var ikke den store, varme kærlighed, men jeg havde det fint og passede mest mig selv.

– I dag sætter jeg noget større pris på min mor, fordi hun passer vores børn og hjælper til i det daglige. Min mor kommer mere her, end jeg kommer og besøger hende. Men hun er nok tæt på at være min kones bedste veninde. De hygger sig og bruger meget tid sammen. Min mor og jeg har fundet vores måde, som det fungerer på. Når hun kommer forbi med aftensmad, siger hun: "Jeg bliver kun en time, Brian, bare rolig, så går jeg igen", ha, ha. Jeg er ikke så social i forhold til det med at have gæster, og det ved hun. Jeg kan godt lide, at der kommer folk engang imellem, men jeg kan også godt lide, at de går igen. Det er ikke os, der holder store parmiddage med vin og den slags. Min kone kan godt have gæster. Bare jeg er ude og rejse, så kan hun have alle dem, hun vil.

– Ifølge min kone minder min mor og jeg i uhyggelig grad om hinanden. Vi er lige stædige og egenrådige. Og det er måske derfor, vi aldrig blev så tætte. Det bedste minde om min mor var dengang, hun lavede en fotobog med billeder af mine børn og havde lagt den i min kuffert til Tour de France. 14 dage inde i Tour de France, da jeg kom ned i bunden af kufferten, fandt jeg den. Jeg tager aldrig billeder af noget som helst, men min mor tager altid billeder. Jeg satte virkelig stor pris på den bog.

– Vores børn elsker hende overalt på jorden. Når vi sender dem op til hende i Sverige, siger vi altid til dem, "nu skal I på kostskole", for så sidder de og hører klassik musik med hende og er meget velopdragne, når de kommer hjem. Men jeg kan ikke lide, når hun opdrager på vores børn herhjemme. Hvis hun siger: "Albert må ikke gå rundt med den kniv, det kan være farligt". Og hey, vi taler altså om en brevkniv, så siger jeg til hende, at det er mig, der bestemmer, når det er hjemme hos mig. Jeg kan også huske, at jeg som barn syntes, det var irriterende, når hun spurgte, hvordan jeg havde det. Hvad fanden skal man svare på det? Jeg har aldrig haft den type samtaler med nogen i mit liv, så hvorfor skulle jeg blotte min sjæl til min mor? Jeg har ikke behov for at høre om andres inderste privatliv, og jeg kan ikke se, hvorfor de skulle høre om mit.

Kone
Navn: Christine Holm, 38 (Christine har selv oplyst sin alder!)
Arbejder med marketing på forlaget Gyldendal.

– Jeg kan ikke helt huske, hvor gammel Christine er. Sidst hun havde fødselsdag, spurgte jeg hende, hvor gammel hun blev, og så sagde hun, at hvis jeg ikke vidste det, så ville hun ikke sige det, ha, ha. Og jeg spurgte bare for at være høflig. Højtider og fødselsdage, det har aldrig rigtig været mig. Christines veninde plejer at ringe til mig og sige, husk det er Christines fødselsdag i morgen. Eller også gør min mor det.

– Christine og jeg mødte hinanden i 2000. Hun kendte en af mine venner, og efter at have kendt hinanden et års tid, flyttede vi sammen i 2001 – bare 14 dage efter vi var blevet kærester. Jeg kan huske, at folk spurgte, om det ikke var meget hurtigt at flytte sammen, men jeg havde det sådan: Hun flytter hurtigt ind, hun kan også flytte hurtigt ud igen. Det er ikke så kompliceret. Hvis det ikke fungerer, kan vi lige så godt finde ud af det nu. Og det gik så.

– Christine var model, da jeg mødte hende. Jeg syntes, at hun var meget køn, men det var der jo også så mange andre, der var. Hun kørte motorcykel, var også en habil cykelrytter, og så var hun en meget stille og rolig pige, hvilket var noget helt andet, end jeg havde været vant til. Jeg kan også huske, at hun kun havde tre par sko, da hun flyttede ind hos mig. Det imponerede mig. Jeg tænkte, at det var satans, at en pige kunne have så få sko. Men det gik hun ikke rigtig op i. Et par gummisko, et par højhælede og så motorcykelstøvler. Og det var det. Jeg har været gift før, og jeg gjorde det klart fra starten, at det bestemt ikke havde gjort mig lykkeligere, så det skulle hun ikke regne med skete en gang til. Og det var hun meget afslappet med, det var ikke hendes store drøm. Jeg har det sådan, at hvis man holder af hinanden, så viser man det i hverdagen. Det handler ikke om det øjeblik, man står i kirken.

– Jeg tror aldrig, at jeg har været tæt knyttet til nogen før i mit liv. Ikke engang selvom jeg har været gift før. Eller haft kærester. Jeg har aldrig hengivet mig til nogen. Jeg har aldrig rigtig haft den fulde tillid til nogen mennesker, før jeg mødte Christine, og pludselig fik jeg derfor alligevel lyst til at gifte mig med hende. Vi havde kendt hinanden i ti år, vi havde to børn, jeg havde været ved at dø af kræft, og det satte nogle tanker i gang. På et tidspunkt var jeg i Århus i forbindelse med min tidligere bog, og der mødte jeg en dame, der havde læst min bog, hun sagde: "Så gift dig dog med hende, dit skvat!" Hun sagde det uden at fornærme mig, og der begyndte jeg at tænke endnu mere over det. Og så sagde jeg til Christine: "Hvis du vil, så vil jeg gerne gifte mig med dig. Alt, hvad vi ejer og har, kan stå i dit navn. Jeg vil ikke eje noget mere. Så hvis der en dag sker noget, kan jeg ikke true med at smide dig ud eller sige, at du ikke får noget. Nu er hele baduljen dit." Og jeg ved med mig selv, at skulle der komme en skilsmisse nu, så skal jeg ikke giftes igen. Jeg skal ikke have nogen ny familie. Det vigtigste er, at Christine og børnene skal have det godt. Og Christine siger jo bare, at det er helt fint, men vi kommer ikke til at gå fra hinanden. Det var første gang i mit liv, jeg turde sige sådan noget til et andet menneske. Det er første gang, jeg har trukket stikket og virkelig har troet på noget, uden at have en lille hæl i døren eller en nødudgang. Det giver en ro i sjælen, at jeg har besluttet mig for, at det er sådan, det er.

– Jeg går ikke så tit ud, men hvis jeg går på bar med et par venner og kommer sent hjem, kan jeg høre Christine hviske til børnene næste morgen, at far er træt og skal sove, og så tager de i svømmehallen, så jeg kan sove et par timer ekstra. Det er simpelthen fantastisk, at hun gør sådan noget, for jeg har hørt mange historier om, hvad andre koner byder deres mænd, når de skal straffes, hvis de har været fulde. Jeg føler virkelig, at Christine respekterer mig. Hun har accepteret alle de mange særheder, som jeg har. I tidligere forhold har jeg fået at vide, at jeg ikke er noget nemt menneske at leve sammen med, men Christine prøver ikke at lave om på mig.

– Christine er utrolig overbærende og tålmodig. Det må hun være for at kunne holde mig ud. Hun har ikke nogen trang til konflikter. Og så undrer det mig faktisk, at hun altid er i godt humør. Jeg kan ikke forstå det. Jeg har altid haft en teori om, at man ikke kan stole på folk, der altid er glade. Der skal være en skæv dag eller to om ugen, for hvis man ikke har det skidt nogle gange, kan man heller ikke have det godt. Men Christine har manet alle de teorier i jorden, man kan faktisk godt være glad hver morgen. Hun har også svært ved at være negativ eller sur på folk. Hun kan ikke sige noget dårligt om nogen mennesker. Hun gør mig glad hver dag, og jeg glæder mig sgu til at se hende hver dag. Jeg kan godt finde på at skrive et lille brev til hende, hvor der står, at jeg elsker hende eller savner hende, og lægge det i hendes pung. De øjeblikke, hvor hun gør mig allermest glad er, når jeg ser hende komme gåede med vores to børn. Det kan du ikke købe for alt guld i verden. Min kone og mine to børn er det bedste, jeg har i verden.

Læs også: Emil Thorup - Min kæreste skal kunne gå fra mig på 5 minutter

Læs resten af interviewet på næste side...
Datter
Mynte, 5.

– Det bedste ved min datter er hendes humor. At man kan have så meget humor – eller sarkasme – som femårig, det er helt utroligt. Hun kan spørge: "Skal du have en is, far"? "Ja tak", siger jeg. "I morgen"! Hun er virkelig sjov. Den største udfordring ved min datter må nok være vores noget anstrengte forhold. Hun er sgu ikke vild med mig! Jeg kan simpelthen ikke vinde hendes kærlighed. Og jeg føler mig lidt skyldig over det. Det var ikke min drøm at få barn nummer to. Det var Christines projekt. Da hun sagde, at hun gerne ville have en til, sagde jeg, "så er det dit projekt. Det er dig, der står op, det er dig, der skifter ble. Jeg kommer ikke til det". Og sådan blev det. Og det tror jeg, at den lille pige har fornemmet. Det har hun aldrig rigtig tilgivet mig, så jeg arbejder på det. Christine siger, at hvis jeg en dag går bort, så tror hun ikke, at Mynte kommer til at savne mig specielt, ha, ha.

– Mynte har mit sind. Og min mors. Vi er lige stædige og umulige at være sammen med. Vi viger aldrig en millimeter. Jeg kan huske engang, da Mynte var tre år, hvor hun ikke kunne sidde stille og spise. Og ja, nu har jeg lige brokket mig over, at min mor sendte mig ud på toilettet, når jeg sad uroligt ved bordet, men jeg sendte altså Mynte ind på værelset. Hun tog sin lille stol og gik. Ifølge børnebøgerne skal man gå ind til barnet efter et par minutter, så hun fik tre minutter, og så gik jeg ind til hende. Hun sad på sin stol og kiggede ind i væggen. Jeg sagde til hende: "Mynte, du må kunne forså, at du skal sidde stille, når vi spiser. Kom, tag min hånd, så går vi ind igen og spiser sammen og hygger os". Så drejede hun sit hoved, kiggede på mig, og sagde: "NEJ FAR!" Med sådan en uhyggelig mørk stemme. Det løb mig koldt ned ad ryggen, hold da kæft, hun er ikke sådan at have med at gøre for mig.

– Jeg forstår ikke rigtig, hvad der foregår inde i hovedet på hende, men egentlig er jeg holdt op med at spekulere for meget over det. Vores søn, Albert, er en dreng, som klatrer og den slags. Men Mynte, hun skifter tøj konstant og hele tiden. Hun kommer med nyt tøj hvert kvarter. I går var vi ude hos min mor, og hun VILLE have Christines sandaler på. Og så en flamenco kjole, som jeg har købt på strandpromenaden i Palma. Hun er en lille dame. Albert har altid hængt på mig, mens Mynte er mors pige. Men jeg håber, at Mynte får brug for mig på et tidspunkt. Jeg prøver i hvert fald på at vinde hendes kærlighed.

Læs også: Claus Meyers kone - "Jeg kan da engang imellem synes, han er vanvittig"

Samarbejdspartner
Leyla Mirzay Chirazi, 32.
Arbejder som rådgiver i den finansielle sektor og bruger en stor del af sin fritid på velgørenhed.

– Jeg får mange mails, næsten dagligt, fra alle mulige folk, der har forskellige projekter, som de gerne vil have, at jeg deltager i. Der er mange, der har mange gode idéer, og de fleste mener det godt, men nogle gør det også lidt for at promote sig selv. Så jeg er meget selektiv i forhold til, hvad jeg stiller op til, for jeg har dårlige erfaringer med folk, der ikke har hele hjertet med i det. En dag fik jeg en mail fra Leyla, som skinnede igennem. Leyla har boet de første seks år af sit liv i Iran og kom til Danmark i 1984. Hun er ved at skrive en bog, hvor pengene fra salget skal gå ubeskåret til børn, der har mistet en forældre på grund af kræft, og til børn, der sidder i asylcentre. Efter at have skrevet lidt frem og tilbage med hende, mødtes vi og snakkede om, hvordan jeg kunne hjælpe hende. Hun er virkelig en ildsjæl, der brænder for det, hun laver, og det er jeg meget imponeret over.

– Jeg har stillet op til interview til hendes bog "Kære mænd", som handler om kendte mænds tanker og synspunkter omkring kærligheden til livet og til kvinder, og jeg prøver at hjælpe hende videre via mit eget netværk. Leyla slås stadig med at få bogen udgivet, for et forlag udgiver ikke bare en bog, der koster dem penge. Men hun bliver ved. Hun farer rundt for at få sponsorer, og hun har lavet standup med Sebastian Dorset for at skaffe penge. Det er meget sjældent, at folk gør noget, uden at de tænker, at de også kan redde lidt til sig selv, men det gør Leyla. Jeg forstår, hvad hun har af problemer, for jeg samler også selv ind via Laflammerouge.dk, så kræftramte kan komme ud og rejse. At samle ind er ikke noget, man bare lige gør. Det er sindssygt tidskrævende, og der er mange ting, man skal tage højde for med beskatning og den slags.

– Efter jeg selv blev ramt af kræft, har jeg mødt flere bemærkelsesværdige mennesker. Både de sygeplejersker, der hjalp mig, da jeg var indlagt på Bispebjerg, og mennesker som Leyla. De har nok været der hele tiden, men der er nogle, man først er så heldig at møde, når man er så uheldig, at man har fået kræft. Jeg tror, at det er meningen, at man skal vende det dårlige, der sker i livet, til noget godt, og for mig har det været fantastisk at få øjnene op for mennesker, der virkelig gør noget godt for andre.

Læs også: Mikkel Fønsskov - Vigtigt med distance til mor