Klumme: Jeg er træt af voksne, der er ligeså kræsne som børn

"Jeg hader ham mere end stegt lever", sagde den 15-årige. Om hvem husker jeg ikke. Men udtrykket står klart for mig.

Det er ikke usædvanligt, at børn og unge mennesker ikke kan lide stegt lever (og rosenkål). Men jeg er træt af voksne menneskers kræsenhed.

Når jeg diskuterer emnet med andre, siger de: "Jeg er ikke kræsen, men der er da noget, jeg spiser med større glæde end andet."

Hmmm, siger jeg bare.

Jeg har nemlig lagt mærke til, at det bliver vanskeligere og vanskeligere at lave mad til andre. Tag nu f.eks. et middagsselskab, jeg deltog i forleden.

Der var en, der ikke kunne tåle ris (jeg mistænker hende for, at hun bare ikke kan lide det). En anden kunne ikke under nogen omstændigheder indtage svesker, så de dejlige tørrede frugter, der var i retten, blev sorteret fra og lagt på kanten af tallerkenen. En indtog aldrig hvede, så hun kunne ikke spise det hjemmebagte brød.

Der var herrenhjælpemig også en, der var på kur, så hun ville meget gerne have lov at springe desserten over. En femte brød sig ikke om rosinerne i æblekagen, så de blev pillet fra og lagt ind i servietten.

LÆS OGSÅ: Camilla Lindemann: “Jeg har aldrig forstået dyrkelsen af vejret på tv”

Jeg havde ondt af værtinden, der havde gjort sig umage med at sammensætte et smagfuldt måltid, som i den grad blev pillet fra hinanden.

Jeg møder det hele tiden, andre menneskers begrænsninger, når det kommer til indtagelse af mad. Så er der laktoseintolerance, eller også kan de ikke være i stue med gluten. Jeg er helt med på, at man kan have lidelser, som gør, at man ikke kan tåle det ene eller det andet, og selvfølgelig bør der tages hensyn til det. Men i de tilfælde vil jeg råde til, at man, før man går i byen, lige nævner over for værten eller værtinden, at der er visse ting, man ikke kan spise. Så kommer han/hun ikke i den situation, jeg var i, da jeg forleden havde to kvinder til frokost. Den ene gæst er vegetar, men spiser fisk. Jeg lavede derfor fyldte portobello-svampe og dampet fisk i små pakker.

Så snart vi var bænket, sagde gæsten: "Åh jeg spiser aldrig svampe, og den eneste fisk, jeg tåler, er laks".

På mit køns vegne må jeg med skam melde, at det fortrinsvis er kvinder, der har forbehold, når det drejer sig om mad. Eller også er mænd bare bedre til at spise, hvad der bliver sat foran dem, uanset om de kan lide det eller ej.

Om der slet ikke er noget, jeg nægter at indtage? Der er selvfølgelig enkelte ting, men ikke noget, jeg snakker højt om, endsige ville lufte over for en, der havde tilberedt mig et måltid. Når det så er sagt, bør jeg tilføje: Heldigvis er frølår ikke noget, man jævnligt får serveret i Danmark, for det er en af de ting, jeg har svært ved at få ned. Har kun smagt det en enkelt gang i udlandet, og jeg kan stadig få kuldegysninger ved tanken om de små lår og benene, der knasede, når man bed i dem.

Det gjorde det heller ikke bedre, at jeg som ung journalist arbejdede på en avis, hvor typograferne i trykkeriet havde sat en plakat op med en frø, der sad i kørestol!

Velbekomme.