Christiane Schaumburg-Müller Åxman: "Det er svært at passe på sig selv i det her"

Hun ved ikke helt, hvor den kommer fra.

Om hun er født sådan, eller om den er vokset hos hende igennem årene. Evnen til at se det lyse i det mørke.

Christiane Schaumburg-Müller Åxman blev som lille af sin mor og far kaldt familiens solstråle. Selvom hun var gået hidsig i seng, vågnede hun altid glad, og når vejret viste sig fra sin dårlige side, var hun den, der først hoppede i regntøjet og glædede sig til varm kakao i stedet for at brokke sig.

Adspurgt direkte kommer Christiane frem til, at det nok er en blanding af personlighed og et bevidst valg. De seneste år i hendes liv har hun oplevet sorger, der i hvert fald er blevet lindret af, at hun har valgt at fokusere på de ting, der stadig er livsbekræftende, selvom det meste udefra set er alt andet.

"Der er altid to tangenter, du kan gå ud af, når du bliver ramt. Den ene er mørk, og den anden er lys. Jeg føler, at jeg tager et valg om, at når jeg går ned i den mere mørke og destruktive side, så skal jeg ikke blive dernede, for det er ikke sundt. Jeg giver mig selv lov til at være i smerten, for det har jeg brug for, men efter et stykke tid trækker jeg mig selv op igen.

Det kan jeg både gøre ved, at jeg arbejder med mine tanker, men helt konkret kan det også handle om, at jeg simpelthen flytter mig fysisk. Hvis jeg sidder i sofaen og er fyldt med depressive tanker, har jeg brug for at rykke mig et andet sted hen, så mine tanker bliver optaget af noget andet," siger Christiane.

En af de sværeste perioder i Christianes liv startede i februar 2022. Sammen med sin mand, Daniel Åxman, som hun mødte tilbage i 2019, havde hun flettet sin søn og Daniels to døtre sammen i en vellykket sammenbragt familie, og nu var hun gravid med deres første fælles barn.

Lykkefølelsen blev desværre hurtigt erstattet af en kvalme og madlede så ekstrem, at Christiane faktisk mistede alt lyst og glæde ved livet. Alt blev gråt, og meningen med at stå op så ligegyldig, at Daniel til tider måtte føre Christiane ud i bilen pakket ind i en dyne og køre hende en tur eller nærmest tvinge hende til at mødes med veninder for netop rent fysisk at flytte hende væk fra dårligdommen.

Fire måneder senere endte graviditeten, da en scanning viste, at barnet i maven ikke ville overleve. Christiane delte tabet med offentligheden på sin Instagram, hvor hun samtidig beskrev den stærke kærlighed, hun følte til Daniel, deres tre børn og livet. For hende var der stadig lys.

"Jeg var ikke så lang tid i det helt dystre, fordi jeg oprigtigt oplevede en så enormt stor kærlighed til familien og til Daniel, og det blev faktisk til noget meget smukt. Samtidig havde jeg haft den her lidelse under graviditeten, som havde kastet mig så tæt på en depression, og der var nogle alarmklokker i mig, der havde sagt mig, at der var noget galt, og nu var jeg pludselig ude af det, så selvom det ikke var en trøst, så kunne jeg se på det som noget befriende."

I dag har Christiane sluttet fred med det kapitel af sit liv.

"Jeg er lidt spirituel omkring det. Det bliver man nok tit, når man er udsat for sådan noget. Så finder man svar nogle andre steder, og jeg fandt et svar i, at det bare ikke var meningen. Min krop fortalte mig allerede fra starten, at det var den vej, det skulle gå. Der var et lille væsen, der boede hos mig en tid, og jeg kunne værne om ham i den tid, jeg kunne, og så skulle han ikke det mere, og det var meningen helt fra starten."

Eget vinbrand

I slutningen af december kom der en helt ny mening med Christianes liv. Her blev hun mor for anden gang til lille Ludovika Noël, som hun selv kalder for en mirakelbaby. Hvor Christiane og Daniels første fælles barn var skabt ved fertilitetsbehandling, blev Christiane naturligt gravid med Ludovika Noël, inden parret overhovedet nåede at tale om, hvorvidt de skulle starte behandlingen op igen.

Den lille kærlighedsbombe er opkaldt efter den italienske pianist Ludovico Einaudi, som Daniel ofte spiller numre fra på hjemmets klaver, og hun har samlet familien endnu mere og bragt en ro, som gør, at Christiane står helt stærk og klar til alle de ting, det nye år byder på.

En af de største er lanceringen af hendes eget vinbrand, ”LOINA by Christiane”, hvor det første produkt, en cava i den tørre smagsende af druer fra Valencia-området, rammer butikkerne 19. april. Brandet er lavet i samarbejde med Danmarks ældste vinhandel, Ludvig Bjørns Vinhandel, og Christiane har brugt mange måneder op til og efter sin graviditet på at smage en lang række forskellige væsker for at sammensætte lige netop den cava, der afspejler hende.

"Det her er ikke bare et projekt, hvor jeg sætter et label på en flaske, og så er det fint. For mig er vin lig med følelser, og smagsnoter er meget personlige, så kvaliteten og smagen er nødt til at være ét hundrede procent mig, når jeg er afsender. Det allervigtigste for mig har været, at begge dele er den ypperste kvalitet indenfor det segment, jeg kalder affordable luxury," siger hun om den flaske, hvis etiket er printet med en stregtegning af hendes profil.

Hun var ikke i tvivl om, at lige netop et vinbrand var det helt rigtige næste iværksætterskridt for hende. Med egne ord er hun gået væk fra de projekter, hvor hun selv har ageret blæksprutte på alt fra start til slut, som da hun tilbage i 2014 startede livsstilsmagasinet ChriChri. Nu handler det om at finde de rigtige partnerskaber og de produkter, hvor drivet er så stort, at hun slet ikke kan lade være med hele tiden at skrive små stikord og ideer i den notesbog, der ligger ved hendes seng.

"Jeg går virkelig meget op i både madlavning og vin, og jeg elsker at hoste og entertaine gæster, så det gav så meget mening at lave et vinbrand. Jeg har lavet projekter, der er gået i mange forskellige retninger, men det, jeg siger ja til, udspringer altid af en personlig interesse og af noget, som giver mig en glæde og nogle gode oplevelser.

Der er noget voksent og modent over et vinbrand, som passer godt til den fase, jeg er i lige nu, og jeg har arbejdet så intenst med det, fordi det skal være et produkt, som jeg kan være stolt af. Som jeg selv vil tage med som en værtindegave og sætte på bordet til Ludovikas dåb."

Navnet på cavaen er ikke bare et navn. Loina er en sammensætning af Lolla og Ina, som på filippinsk betyder bedstemor og mor, og det står der af en helt særlig grund. Navnet er en hyldest til Christianes mor, Birthe, som blev ramt af alzheimers for syv år siden, og det filippinske kommer fra Christianes bedste veninde gennem 28 år, som er filippiner, så Christiane har hørt ordene altid fra hende.

"Undervejs i processen fik jeg en stærk lyst til, at det her brand skulle være til ære for min mor, fordi jeg ved, hvor sindssygt fedt hun ville have syntes, det var. Hun var ikke selv en stor vindrikker, men hun elskede kulturen omkring at tage et glas vin, og hun var indbegrebet af det her med at hoste en middag.

Når vi skulle have gæster i mit barndomshjem, var der så meget glæde forbundet med det for hende. Hun brugte virkelig lang tid på at tænke over menuen og forberede, og jeg har arvet min begejstring for at hoste et middagsselskab fra hende, så hun ville simpelthen have klappet i hænderne og drømt med mig, hvis hun kunne forstå, hvad jeg var i gang med."

En forbandet sygdom

Christianes mors alzheimers er blevet gradvist forværret og har taget til i styrke i de senere år. Så meget at hun nu bor på et plejehjem, hvor Christiane og resten af familien sørger for, at hun får den bedste hverdag som muligt.

"Det er en meget stor sorg, jeg hele tiden har med mig, at min mor er syg. Hun er ikke gået bort, men hun er borte, og det er meget, meget svært. Der bliver hele tiden rippet op i sorgen, fordi der er så mange steder, hvor hun mangler. Når det er jul, når vi rejser sammen, når jeg har mine søskende på besøg, bare for at nævne nogle få eksempler.

Hun er her jo kropsligt, så jeg bliver hele tiden gjort opmærksom på, at hun kunne være her på den måde, hun var tidligere. Det er gået virkelig stærkt, og det bliver bare ved. Jeg tænker hele tiden, at det ikke kan blive værre, og så bliver det alligevel værre. Det er et plaster, der bliver revet af hele tiden, så det er en on-going sorg," siger Christiane.

Sammen med sine to søskende og sin stedfar holder hun fast i, at hendes mor skal se ud på den måde, hun selv værdsatte. Hendes tøj skal være rent og pænt, hendes hår skal sidde ordentligt, og hendes negle skal være lakerede.

"Sådan nogle ting bliver pludselig vigtige, fordi det var ting, hun selv gik op i, og det er en måde at bevare en værdighed. Hele hendes voksenliv har hun talt om, at hun bare ikke ville ende på et plejehjem, så det er benhårdt, at hun nu sidder der. Det er så ubehageligt at være i, fordi jeg føler, at jeg efterlader hende, når jeg går. At jeg tager hjem til mit liv, og så sidder hun bare der. Det er en forbandet sygdom at være vidne til."

Christiane beskriver forholdet til sin mor som meget tæt. De delte fødselsdag, talte sammen flere gange om ugen både om de store ting og de helt små og ubetydelige. De mødtes og spiste frokoster, og de spiste middag sammen hver onsdag. At Christiane netop selv er blevet mor igen, har gjort tabet af hendes egen endnu stærkere.

"Under min graviditet var jeg ret stærk, og det var for eksempel mig, der fortalte hende, at hun skulle på plejehjem, men da jeg så blev mor til Ludovika, ramte det mig helt vildt. Den der følelsesmæssige ustabilitet, der kan komme som nybagt mor, er ét hundrede procent gået over på min mor.

Hver gang jeg sidder og ammer, ryger mine tanker hen på hende. Ikke så meget i forhold til at Ludovika ikke lærer sin mormor at kende, det handler meget mere om mig og hende. At jeg har mistet min mor. At jeg godt gad ringe til hende lige nu. At min mor skulle se mig lige nu. Se at jeg har fået et lille barn. At jeg i det hele taget bare virkelig savner min mor."

Som i de andre svære situationer, som livet byder hende, prøver Christiane at træde ud af mørket og ind på den lyse tangent, også når hun har sagt farvel til sin mor efter et besøg. Og også selvom det nærmest er umuligt at navigere i så usikker en situation.

"Det er svært at passe på sig selv i det her, fordi det er så sindssygt svært at vide, hvad man skal gøre. Det er næsten som at have et spædbarn, som har ét mønster i den ene uge, og ugen efter så sker der noget andet, så jeg kan kun forholde mig til, hvordan jeg skal agere lige nu og her. Men jeg ved, at jeg kan trække mig selv op, når jeg har besøgt min mor, også selvom tårerne triller, og jeg er helt nede i det destruktive.

Jeg har måske brug for at komme hjem og blive trøstet, men når jeg så har været nede længe nok, hopper jeg aktivt over på den anden side og siger, okay, men hold kæft hvor har hun oplevet meget, og hvor har hun egentlig haft et vidunderligt liv, og hvor har jeg lært meget af hende, som jeg gerne vil tage med videre."

Forbundet i sorgen

Der, hvor Christiane finder trøst, når hun træder ud af bilen, er hos sin mand. Parret blev gift i marts sidste år, og Daniel er hendes nærmeste fortrolige og den person, der kan også kan give hende det, som hun ikke længere kan finde hos sin mor. Følelsen af, at man aldrig behøver at starte forfra, og at den anden med et enkelt blik kan se, hvis dagen har været dårlig.

Efter oplevelsen med at miste deres første fælles barn føler Christiane sig forbundet til Daniel på en måde, hun ikke har prøvet tidligere i et forhold.

"Efter at vi mistede, blev jeg fuldstændig som en magnet, der klistrede mig til ham. Han måtte bare ikke gå nogen steder, og jeg var helt opslugt af ham. Jeg skrev et brev til ham om, hvor meningsfyldt jeg syntes, det hele var, og hvordan det fortalte mig, at vi var meant to be. Jeg kan huske, at jordemoderen kaldte ham min kæreste, og det ord lød bare helt forkert for mig. Vi lå ikke her og havde mistet et barn, og så var vi kærester.

Jeg havde det sådan, at nu skulle vi bare giftes, og for mig behøvede der slet ikke at være nogen med til brylluppet andre end ham og mig, så alt det, vi har oplevet, har forbundet os helt vildt. Når man oplever noget så stærkt sammen, kan det enten trække mennesker fra hinanden, eller det kan forene, og det forenede virkelig os. Det er så fint, at sådan en oplevelse kan ende sådan. Jeg kunne mærke, at det bare var så rigtigt, at vi var sammen."

Skal hun selv forklare, hvorfor de er gode sammen, fremhæver hun, at de begge to er fuldstændig dedikeret til deres familie. Alt, hvad de gør, gør de med det formål, at det skal være godt for dem som forenet familie. Og så har han fået en sårbarhed frem i Christiane, som hun tidligere har haft svært ved at åbne op for. Ved at forsætte samtalen, også når den kan være svær.

"Jeg har altid været i den her showbizz-verden, hvor det handlede om at være på, og alle skulle videre, og så var jeg god til at fortrænge, hvis der var noget, der var svært, og det gør, at man glemmer sin sårbarhed nogle gange. Jeg kunne godt vige udenom det svære, bare glem det, stå op i morgen, og alt er godt igen. Det har Daniel skubbet til. Han holder fast, og så løser vi det sammen.

Det kan godt være, at det kræver et skænderi, og så må vi skændes, men vi skal nok løse det. Det har givet os en sindssyg kommunikation. Vi taler enormt meget. Ej, hvor vi taler meget. Vi tillader hinanden at være enormt sårbare, og det er tilladt at sige alt til hinanden. Det skaber en tillid og vildt meget nærvær. Daniel bringer en ro til bordet, der er helt fantastisk."

Holder fast i nærværet

I tråd med Christianes lancering af et vinbrand har hun sammen med Daniel en tradition med, at de hver eftermiddag drikker et glas vin sammen, når der laves mad. For at nyde vinen, da de begge er store vinelskere, men meget mere for at tjekke ind hos hinanden.

"Den der lyd af vinproppen, der åbner, det er sådan en voksen frihedsfølelse. Der bliver lige skålet, og vi kigger hinanden i øjnene, og selvom jeg ikke altid får drukket mit glas, minder det os om, at vi stadig har et liv sammen rundt omkring alt det andet.

Så kan det godt være, at der efter fem minutter er en baby, der skriger, en, der skal have hjælp til lektier, eller en anden, der vil lege med Lego, men det er et ritual, som er freaking fantastisk, fordi vi bare lige fanger hinanden for en stund. Jeg tror, det er et meget godt symbol på, at vi hele tiden mærker hinanden."

Netop nærværet er enormt vigtigt for Christiane at holde fast i. Så hun og Daniel ikke glemmer hinanden, og så ingen af dem pludselig er på vej et sted hen, som den anden ikke kender til.

"Vi er et partnerskab, og så fiser man ikke bare ud af en tangent alene. Vi kan sagtens lave mange ting hver for sig, men vi holder hinanden i loopet hele tiden, ellers bliver det nemt sådan, at ingen af os rigtig ved, hvad den anden laver. Vi går også mange små ture, hvor vi analyserer på vores familie og ser, om der er nogle punkter, hvor vi kan forbedre os. Eller måske anerkender vi bare hinanden, fordi der er nogle ting, vi synes, vi gør godt."

Lille Ludovika Noël er blot én af de ting. Hvor Daniel bringer roen til bordet, bringer Ludovika Noël kærligheden.

"For en familie med tre sammenbragte børn kommer hun ind og samler. Hun forbinder os virkelig som familie. De er alle sammen hendes søskende, og det er mor og far, der sidder ved bordet. Det er helt vildt, hvad sådan en lille efternøler kan give af livsglæde. Pludselig har de andre børn så meget lyst til at være mere nede i køkkenet og stuen, fordi der bliver puslet rundt, og vi som forældre også er der mere, så hun har simpelthen pumpet hjemmet op.

Det var jo ikke en nødvendighed for os at få et barn mere, fordi vi begge to allerede havde børn, men vi havde begge to lyst til at være forældre påny, og så kom hun helt uplanlagt. Det føles som om, at hun på en eller anden måde hele tiden har været meningen."

For Christiane er fremtiden ikke planlagt som sådan. Der er drømme om rejser med hele familien, fordi de inspirerer hende, og så siger hun heller ikke nej, hvis der kommer et tilbud om at lave noget spændende tv. Men det er ikke noget, hun går og venter på. Hun lider på ingen måde af fomo. Faktisk er hun med eget ord blevet lidt en hjemmekat.

"Jeg bruger meget tid på at planlægge min tid, for at alt skal gå op med arbejde og familie. Institutionstid er arbejdstid, og jeg afleverer og henter gerne i nattøj, ligesom jeg går tidligt i seng.

Jeg ser mine veninder til frokoster, når det kan lade sig gøre, og indimellem har jeg en times tid for mig selv om aftenen til at se en serie, men det er helt okay, at jeg ikke kan finde tid til alt, for lige nu er jeg det mest meningsfyldte sted i mit liv, jeg nogensinde har været. Jeg hviler virkelig sådan i tilværelsen og i fremtiden."