Derfor brød jeg med min far
KLUMME: Efter jeg er blevet voksen, har jeg ofte tænkt, at der må gå mange sindssyge mennesker rundt derude, som aldrig bliver stemplet som "sindssyge", da de fortrinsvis er det bag lukkede døre i deres familier. Sådan var det med min far. Han var og er ikke sindssyg ligesom en massemorder på film, men som i en stille og rolig psykopat, der manipulerer med sine ofre.
LÆS OGSÅ: Her går grænsen for, hvad du skal finde dig i fra dine forældres side
Jeg har haft masser af gode oplevelser med mine forældre som barn. Men hver gang, jeg mindes noget godt, sniger der sig hurtigt noget ubehag indover. Min far var altid meget humørsyg, og alt i vores familie blev tilpasset hans humør.
Jeg kan ikke huske, at min far nogensinde, da jeg var barn, var med inde og synge fødselsdagssang ved min seng om morgenen. Det var altid kun min bror og min mor. Når vi så sad godt i gang med morgenmaden, stod han op og stødte til. Og så var hans gave – ja mine forældre gav gaver hver for sig - altid den sidste, der blev givet. Som om den var langt bedre end alle de andres eller fortjente mest opmærksomhed.
LÆS OGSÅ: Sådan undgår du at blive som dine forældre
Juleaften foregik på listefødder
Når juleaften nærmede sig, glædede jeg mig hvert år ligeså meget som alle andre børn. Det kan undre mig i dag. For hvert år, når den 24. oprandt, var min mor, bror og jeg på listefødder, for hvordan mon fars humør var i år? Ville det blive en god dag og aften, eller ville det blive en katastrofe? Det var altid kun os fire til jul. Præcis hvorfor, ved jeg stadig ikke helt. Men måske var det fordi, min far ikke talte med min mors familie. Han synes, de var nogle forfærdelige mennesker alle sammen.
Jeg husker en jul, hvor min far ikke ville komme ud fra sit værelse (han havde sit eget værelse i vores lille lejlighed). Alle vi andre græd, for vi ville bare så gerne have en god aften. Og når han så endelig kom ud, var alt glemt, og vi kunne fortsætte med at gøre alle de traditionelle ting, der hører sig til.
Når jeg skulle have venner på besøg, var det op til min far, om det var i orden. Og ikke i den forstand, at mine forældre selvfølgelig skulle bestemme, om det passede ind i vores families kalender, men i den forstand, at min far tit og ofte ikke kunne overskue det. For han var, uden at han sagde det direkte, flov over, at vise vores beskedne lejlighed frem til mine venner, der stort set alle sammen boede i store villaer.
Når vi spiste aftensmad, var min far ofte som en tikkende bombe. Og op til aftensmadens indtagelse, som han altid stod for at tilberede, havde han ladet os vide med raseriudbrud, at vi da også bare altid forventede at få maden serveret. Når vi så sad om bordet, var stemningen ofte trykket. Min far var i et lunefuldt humør, og min mor ville forsøge at glatte ud. Hvis man skulle have noget i køleskabet, som var svært at åbne, da min far, med sin placering ved bordet, sad lige foran, fik man stensikkert en kommentar med på vejen: "Kan du nu ikke skynde dig lidt" eller "her bliver koldt."
LÆS OGSÅ: 5 gode råd: Sådan bryder du dine dårlige hverdagsvaner
Han overfaldt min kæreste
Jeg var middelmådig i skolen, men fik indimellem en høj karakter. Især i dansk, som var mit yndlingsfag. Jeg elskede at analysere og nå til en forståelse af karaktererne i bøgerne. Ikke så underligt, tænker jeg i dag. Men når jeg stolt kom hjem efter en prøve og fortalte mine forældre, hvad jeg havde fået i karakter, sagde min far altid, før han gav udtryk for glæde og stolthed: "Hvad fik de andre?" Som om hvis de andre havde fået samme karakter eller højere, ville det ikke være noget særligt eller værd at rose.
Min far kunne ikke lide min første rigtige kæreste, som jeg også flyttede sammen med. Det lå mellem linjerne, at min far ikke synes, at han var god nok til mig. Og jeg husker især én pinagtig episode, hvor han verbalt overfaldt min kæreste, da vi var på besøg hos mine forældre. Min daværende kæreste og jeg sad og ordnede noget ved computeren, da min far ud af det blå kom ind i rummet og begyndte at beskylde min temmelig overraskede kæreste for at føle sig bedre end ham. Det skal lige siges, at min ekskæreste var lidt genert anlagt i selskab med min far – hvilket også er den effekt min far har haft på alle mine efterfølgende kærester.
Da ovennævnte kæreste slog op med mig, befandt jeg mig i en dyb krise. Det var første gang, jeg var blevet forladt, og pludselig så jeg mig selv uden tag over hovedet. Alle, der har prøvet det, ved, hvor hårdt det er. Jeg så mig nødsaget til at flytte hjem i løvens hule. De måneder, der fulgte, var bestemt ikke rare. Jeg græd meget over tabet af min elskede, og min mor var sød og forstående, men det var min far ikke. Det nåede til et punkt, hvor han kaldte mig sindssyg, fordi jeg var så ked af det. Og han lod mig vide, at jeg i hvert fald ikke kunne blive i mit barndomshjem. Han kunne ikke tåle at være vidne til min ulykke, og det lod han gå ud over mig, i stedet for at give mig et stort knus og tørre mine øjne. Den største varme, jeg fik fra ham, var sarkasme og dårlige vittigheder om min situation.
Han så ham aldrig i øjnene
I dag har jeg to børn og er gift. Min mand ser ikke min far længere, og jeg ser ham kun sjældent og mest for, at han kan have bare noget, der minder om et forhold til mine børn.
Da jeg var gravid og ventede mit første barn, valgte jeg at slå hånden af min far, da han overskred mine grænser mere og mere. Ikke mindst med måden han opførte sig på over for min mand: Han så ham aldrig i øjnene eller talte direkte til ham. Ikke engang det, at jeg var gravid, fik min far til at kæmpe – og opføre sig efter et normalt socialt kodeks - for familiefreden. Han var skruppelløs.
I to år så jeg ikke min far. Det var først, da han blev akutindlagt med en blodprop i hjertet, at jeg valgte at se ham igen. For jeg tænkte, at hvis han skulle dø nu, ville jeg give ham en chance for at bede om tilgivelse. Og den ville jeg have givet ham, hvis han havde bedt om den. Men det gjorde han ikke.
Min far ser sjældent sine børnebørn – eller nogle andre mennesker end min mor for den sags skyld. Men ifølge min mor spørger han meget ind til dem og ser alle de billeder og videoer, hun konstant tager af dem. Han har da også indimellem, trods det, at vi i dag stort set ikke taler sammen, sendt mig links til artikler, når der har været noget ny forskning omkring børnesygdomme for eksempel, som han synes, jeg har skullet være opmærksom på. Upassende, malplaceret og sårende tænker jeg.
I min fars verden har han måske et fint forhold til sine børnebørn? Måske tror han, at mine børn synes, at de har en sej morfar, hvilket de for så vidt måske også tror, da de stadig er meget små og derfor uvidende? Jeg ved det ikke. For langt om længe har jeg opgivet at blive klog på ham. Efter et langt liv at have kæmpet for retfærdighed og på at få ham til at være som mine veninders fædre, der var glade, har jeg givet op. Og det er en kæmpe lettelse. Ikke at skulle tænke, hver gang jeg har skullet besøge mine forældre: Vil jeg gå grædende derfra igen?
Følte mig som en falliterklæring
Den allerhårdeste periode, var lige da jeg havde født mit første barn. Min far kontaktede mig ikke en eneste gang. Jeg følte mig som en stor falliterklæring: Tænk at have en far, der elsker én så lidt, at han ikke en gang ringer og siger tillykke, når man har født et barn? Jeg græd hele tiden, selvom jeg rationelt set jo godt vidste, at det ikke var mig, men min far, der var noget galt med.
Den seneste uges tid har jeg været til nogle undersøgelser på hospitalet. Og selvom det ikke er alvorligt, har de mange timers ventetid i lokale med pårørende til døende mennesker fået mig til at tænke over, hvordan jeg ville have det, hvis jeg selv lå dér, og troede jeg skulle dø. Ligesom min far gjorde, da jeg besøgte ham. Og dér fik jeg en meget stærk følelse – så stærk, at jeg delte den med min mand – at jeg ikke ville have, min far skulle komme, hvis jeg lå på mit dødsleje. For jeg ville ikke have brug for en tilgivelse fra hans side. For hvad skulle han tilgive mig? Da jeg brød med ham under min graviditet af mit første barn, døde han i mine øjne. Det var måske også derfor, jeg var så ked af det og måske i virkeligheden også lidt lettet.
LÆS OGSÅ: Hvornår er det okay at slå op med en veninde?
LÆS OGSÅ: "Hvor var jeg clueless, naiv, pinlig, uvidende og dødirriterende"