Julie Fagerholt: ”Jeg følte, at jeg fik mit liv tilbage”

En martsmorgen i 2018 vågnede Julie Fagerholt tidligere, end hun plejede. Hun. Kunne. Ikke. Vente. Mere. I et halvt år havde hun virkelig tænkt sig om og var nu nået til et punkt, hvor hun havde ro med beslutningen. Pressemeddelelsen lå klar, hun åbnede mailen på sin computer – og sendte sin opsigelse. Lettelsen ramte hende med det samme, mens andre snarere blev ramt af en følelse af chok, for hvem forlader sin egen succesfulde virksomhed på toppen? Det gør Julie Fagerholt.

20 år efter at have stiftet brand i eget navn, forlod hun Julie Fagerholt Heartmade en, som der stod i pressemeddelelsen, “yderst veldreven virksomhed,” der de seneste seks et halvt år havde haft “ubrudt vækst,” hvilket i artikler blev til overskrifter a la “Julie Fagerholt forlader sit hjertebarn.”

Hun ser glad ud. Hun har lige trænet, drikker iskaffe og virker veltilpas i sin alder, sit hjem og sin hverdag, der med ét blev forandret for fem et halvt år siden. Det optager hende heller ikke, at Heartmade, som resultat af de afsluttende forhandlinger i forbindelse med overdragelsen af firmaet, fortsat bærer hendes navn som en del af brandets. Hvis nogen stadig forbinder hende med tøjet, der lever videre på andres hænder, så fred være med det.

“Det lyder måske mærkeligt, men jeg var bare så lettet over at slippe ud af noget, som ikke gjorde mig glad. Jeg følte, at jeg fik mit liv tilbage, og det var meget livsbekræftende at mærke den energi. Pludselig kunne jeg trække vejret igen,” siger hun.

Nu stod hun der på vej til at blive 50 og uden nogen plan for fremtiden. Hun skulle genopfinde sig selv. Men først skulle hun til New York. Noget, der var utænkeligt, mens hun var kreativ direktør i Heartmade, hvor alene tanken om jetlag var komplet uoverskuelig med det arbejdspres, hun var underlagt, for ikke at tale om kalenderen, der var booket et år frem.

Tag ikke fejl, Julie Fagerholt har også travlt i dag, men det har hun ikke det fjerneste imod, fordi hun befinder sig godt i sit arbejdsliv. Det gjorde hun ikke den sidste tid i Heartmade. Hendes mand havde lagt mærke til, at hun ikke gik glad på arbejde, ikke kom glad hjem og virkede træt.

Nu var han overrasket over, at hun kunne overskue andet i sin ferie end at ligge på en strand. Men med opsigelsen blev Julie Fagerholt med ét “pivfrisk” som en nyudsprunget student, klar til livet. Planen var at holde en lang sommerferie, men sådan gik det ikke. For en dag ringede telefonen med et godt tilbud.

Tjekket vært

Julie Fagerholt er en god vært, jeg er en utjekket gæst. De to sidste trappetrin op til lejligheden tager jeg i frit fald opad, hvordan det end kan lade sig gøre. Sådan forestiller jeg mig ikke, at hun selv plejer at entrere. Da jeg tager mine sko af, opdager jeg et stort hul på min strømpebuksehæl, der før var skjult af min kondisko. Det var nok heller ikke sket for min vært.

Jeg har læst, at hun får lavet negle hver anden uge, at hun bærer en forskellig parfume morgen og aften, og så kan jeg selv se, hvor tjekket hun bor. Uanset hvor jeg kigger, er der moderne kunst på enten sofabord eller vægge. Et lysværk af Gun Gardillo er seneste tilføjelse. De arkitekttegnede møbler kender jeg ikke navnene på, men man sidder godt her med uforstyrret udsyn til spir og trætoppe i indre København. Foran min plads er stillet an med chokolader, vand og kaffe i en keramisk kop.

Som designeren overfor mig selv siger, er hun meget visuel, det er hendes måde at tænke på. Boglig er hun ikke, Julie Fagerholt er ordblind og var ikke glad for de mere klassiske discipliner i skolen, hvorimod hendes sans for det visuelle på ingen måde fornægter sig: Det, vi kan se, den måde, vi bor på, det tøj, vi tager på, den mad, vi spiser.

“Jeg synes, at man skal gøre sig umage, og som jeg også har sagt til dem, jeg arbejder sammen med: “Vi tager ikke de lette løsninger.” Det er ligesom ikke det, der er udgangspunktet.”

Hun uddyber:

“Hvis man inviterer nogen indenfor, hvad enten det er derhjemme eller i ens virksomhed, synes jeg, at man skal gøre sig umage. Det vidner om, at man har glædet sig til at se dem, der kommer, og de føler sig taget godt imod og dermed betydningsfulde.”

I hjemmet skal håndklæderne foldes på en bestemt måde, æbleskrog fjernes omgående fra enhver overflade, og på Julie Fagerholts nuværende arbejdsplads er hver enkelt toiletrulle pakket ind i silkepapir med logo. Det viser jo bare, at man, siger hun, “selv derude faktisk har tænkt over tingene.”

Kvalitetsbevidsthed og omhu er noget, hun er født med eller mere præcist vokset op med. For Julie Fagerholt er adopteret ind i sin familie. Seks dage efter hun kom til verden på Rigshospitalet, blev Nuni Tholstrup og Nils Fagerholt, der ikke kunne få børn sammen, ringet op. Der var en lille pige til dem.

De biologiske bånd bagud interesserer hende ikke, hvorimod den familie, der tog hende til sig, har gjort hende til den, hun er i dag. Moren var skuespiller, siden skolelærer og læste som 50-årig til psykolog. Hun var utrolig sikker på, hvad hun ville og gik efter det, hvad enten det var at skifte karriere eller at finde det perfekte uopnåelige sommerhus – hun fik det til at ske.

Da Julie fandt den lejlighed, hun og hendes mand, Jacob Grønlykke, har boet i siden 1998, var de ikke enige om prisen. Det kunne Julie ikke tage sig af, så en dag, hvor Jacob var ude at rejse, bød hun på lejligheden, ringede og fortalte det til Jacob, der skreg ind i røret, at hun var sindssyg. Hun foregav en dårlig forbindelse, afbrød samtalen og lagde buddet alligevel.

Farens hverv som arkitekt og professor i industrielt design ved Kunstakademiet fornægtede sig ikke. Familien, der snart også omfattede en lillesøster, boede i Klampenborg i et hus tegnet af arkitekt Mogens Lassen, og middagslurene foregik på en “Poul Kjærholm,” som Julie omtaler barndomshjemmets sofa.

Han var i øvrigt ven af familien. Var H2O-sandalen, som Julie Fagerholt siden gav nyt liv, opfundet dengang, havde hun nok ikke haft et par. Æstetikken var en lidt anden i barndomshjemmet, hvor Nils Fagerholt lærte alle sine fem børn – i hans andet ægteskab kom de tre yngste til – principper som ’lidt, men godt’. Når de var i Paris, fik de lov at vælge én god kjole hver, i London fik pigerne cottoncoats, og skoletaskerne var i læder. Julies far var nydeligt og nedtonet klædt, og hans børn vidste fra ham, at en sømandssweater nemt kunne holde i 30 år.

Lige så fint at være kreativ som boglig

Julie Fagerholt var ikke ubetinget glad for at gå i skole. Mens de andre i klassen nemt kunne få bogstaver til at danne genkendelige ord, dansede bogstaverne rundt, når Julie åbnede en bog. Hun havde svært ved at stave, og selv om det aldrig som sådan blev diagnosticeret, var alle enige om, at hun var ordblind.

Heldigvis gik hun på en skole, den private Bernadotteskolen i Hellerup, hvor det var lige så fint at være kreativ som boglig. Hun blev aldrig tvunget til at læse højt, den ydmygelse slap hun for, men tværtimod gjorde lærerne, hvad de kunne for at få øje på hver enkelte elevs stærke sider og hjælpe med at udfolde dem. Særligt én lærer så Julie.

Når hun blev lang i blikket i timerne, placerede Lena hende foran en symaskine i stedet. Hun satte Julie i gang med at lave gulerodsbukser og stak hende et målebånd, og så skulle buksebenene gerne være lige lange. Uden Julie selv opdagede det, lavede hun pludselig matematik. At lave den slags udelukkende for tallenes skyld havde aldrig interesseret hende, og hun blev heller aldrig god, skal hun hilse at sige. Det gav først mening for hende, når regnestykkerne kunne bruges i praksis.

“Lena fangede mig der, hvor jeg kunne vokse. Det var hendes fortjeneste, at jeg ikke hadede at gå i skole, hun reddede faktisk min skolegang,” siger Julie Fagerholt.

“At nogen så noget i mig, selv om jeg faldt uden for de kasser, der er i samfundet, var enormt vigtigt for mig i de der betydningsfulde år. Vi er da nogle stykker, der er kommet hele ud af den skole, ovenikøbet med enormt meget selvtillid. Jeg er sådan set ligeglad med, om jeg kan stave eller ej, og min ordblindhed har ikke hæmmet mig, fordi jeg blev styrket i de ting, jeg gerne ville.

Det kunne nemt have været et nederlag at være mig, men skolen fik det vendt til en styrke,” siger Julie Fagerholt, der som den største selvfølge inviterede Lena med, da hun i 2010 for anden gang i karrieren vandt ALT for damernes Guldknap og i den anledning lavede et show. Et sted, Julie ikke var nået til, hvis ikke de voksne havde troet på hende som barn.

“Jeg synes, at skolesystemet bliver mere og mere firkantet med tests og alt muligt. Det giver mindre plads til de skæve og kreative hjerner, og de er lige så vigtige i vores samfund,” siger hun.

Hvad angår det boglige, har Julie Fagerholt i sin mand fundet sit modstykke. Efter en karriere som manuskriptforfatter og filminstruktør har Jacob Grønlykke, der har overtaget gourmetvirksomheden Løgismose og en ejerandel i Falsled Kro efter sine forældre, kastet sig over at skrive bøger. Julie Fagerholt elsker, når han læser passager højt for hende.

“Hans læsegruppe kan stadig ikke forstå, at jeg ikke har læst nogen af hans fire bøger. Altså endnu. Men jeg skal til det. Jeg forstår det bare meget bedre, når han læser op.”

Det er ved at være 25 år siden, at de to mødtes. På første date inviterede han hende på Kong Hans, der ligeledes var ejet af Jacobs forældre, og bagefter på natværtshuset Andy’s Bar.

“Der havde jeg godt nok ikke været før,” som Julie Fagerholt siger.

Da de mødtes, havde Julie allerede en datter, Amalie, og i det nye ægteskab fik de sammen Bex, der som voksen skulle vise sig at blive en vigtig forretningspartner for sin mor. Da pigerne var små, var den vigtigste regel i hjemmet, at de voksne ikke måtte tale om arbejde.

Jacob Grønlykke, hvis forældre havde haft meget travlt med deres fælles arbejde, talte ofte hen over hovedet på børnene, så det lovede han sig selv ikke at gøre som forælder. Når han og Julie kom hjem fra arbejde, talte de ikke forretning, og så lavede de den udmærkede regel, at Julie ikke måtte komme ind ad døren, hvis hun talte i mobiltelefon.

Hun gjorde sine opkald færdige på trappen og var til stede, fra hun satte nøglen i låsen. Nærværet blev også dyrket i det sydfynske øhav, hvor parret for 20 år siden købte et hus, det eneste på den ø, de bor på. Huset har ingen elektricitet, alting foregår med generator, der bliver varmet op med brændefyr, og der kommer højst ubudne gæster forbi i kajak.

Brugte to år på at lære at tegne

Efter 10. klasse gik Julie Fagerholt bare én dag på EFG, men så kort tid tager det jo ikke at blive skrædder. Hendes mor rev sig i håret, da hendes datter skrev sig ud af skolen, men den var ikke målrettet nok. Hendes far forstod hende bedre. Julie ville være designer, men var kun 16 år, så de to år, der gik, før hun kunne søge ind på Designskolen, brugte hun på at lære at tegne. Hun lavede stort set ikke andet.

Hun tegnede modeller, gik til croquis og i Zoologisk Have, hvor hun tegnede dyr i bevægelse. Om eftermiddagen gik hun til syning, og om aftenen tog hun kurser i tilskæring. Fliden bar frugt. Et par måneder efter hun fyldte 18, kom hun ind på sin drømmeuddannelse, som ifølge hende selv nok også var hendes eneste mulighed. Projektet, hun søgte ind med, lavede hun på sin fars tegnestue i Nyhavn. Han fulgte med over skulderen, men sagde ikke noget og roste hende først for en tegning to år efter, hun var startet på Designskolen.

“Det var ikke noget med “ih, hvor er du dygtig” hver anden dag. Men når han så sagde noget pænt, vidste jeg, at han mente det. Mine børn vil nok sige, at jeg er lige sådan. “Hold da op, mor, jeg fik ros!?” Men mine børn kommer jo til mig for at få min ærlige mening, og den skal de få. Man skal være ærlig, og man skal kunne tage imod konstruktiv kritik. Når Bex afleverer et regnskab til mig, får hun at vide, hvis det ikke er i orden, for måske er det ikke mig, hun afleverer til næste gang. Man kan lige så godt ruste dem til livet.”

Starten på Heartmade

I 1993 fik Julie Fagerholt sin master i design og datteren Amalie. Men ægteskabet med godsejer Ivan Reedtz-Thott holdt ikke, livet på landet skulle alligevel ikke være, og da Amalie var knap tre år, tog Julie hende under armen og flyttede til København.

Hun skulle have sit “lille liv” op at stå igen, fik et lille værksted, syede for andre og tog lige så stille tilløb til at blive selvstændig. Hun ville udtrykke sig, skabe sine egne kollektioner, lave noget i eget navn. Egentlig var det ikke meningen, at det skulle tages så bogstaveligt, at navnet Julie Fagerholt ligefrem skulle indgå i brandets navn, og det gjorde det heller ikke fra starten i 1998, hvor Heartmade blev til.

Men efterhånden som brandet voksede sig større og større og fik agenter i udlandet, sagde en af dem: “Vi er vant til, at der sidder store teams bag mærker som dit, hvorimod der hos jer kun er én person. Hvorfor fortæller du ikke den historie i brandets navn?”

Det kunne kvinden bag godt se fornuften i, og efter nogle år stod der Julie Fagerholt Heartmade i nakken på kjoler og bluser i et, fornærmer man ikke nogen ved at sige, meget feminint univers. Da Nils Fagerholt første gang besøgte sin datter i værkstedet i Pilestræde, blev han så imponeret, på sin egen afmålte facon, at han måtte skrive et brev, hvor han roste hendes kompromisløshed og sans for kvalitet. Han så sig selv i hende.

“Jeg brugte nogle rigtig dyre blonder, og alle metervarer var også i den dyre ende, men jeg kunne jo tydeligt se forskel på den type blonde, der var halv pris, og på den, jeg ville have. Derfor kostede mine ting også mere. Det mente jeg, at der var en kundegruppe til, og det bliver jeg stadig bekræftet i, når kvinder viser mig en 18 år gammel top, de stadig bruger, og som stadig holder. Butikken lå i en baggård, hvilket nogle vil sige er lidt op ad bakke i forhold til at få kunder, og det var det også i starten, men det gik. Og det kunne min far forstå.”

Heartmade voksede stødt og roligt, i 2000 fik Julie Fagerholt sin første ALT for damernes Guldknap og sin anden datter, Bex, og ca. seks år senere var de omkring 20 ansatte med købere i udlandet og kronprinsesse Mary blandt stamkunderne.

Tilbage til start

Efterhånden gik det virksomheden så godt, at Julie Fagerholt blev nødt til at lære at drive den som en forretning. Hun lagde budget, lavede personaleplaner, holdt MUS-samtaler, tog møder i banken og lavede revisoropgaver. Selv om hun derved fik en skræddersyet uddannelse, hun ikke kunne have taget på nogen officiel businessskole, huede arbejdsopgaverne hende ikke i længden.

“I mange år kæmpede jeg med balancen mellem at være kreativ og at drive en forretning. Det sker for mange kreative, at de starter med det, de er bedst til, og så vælter det ind med arbejdsopgaver, der ikke er relateret til netop det.

Det interesserede mig til dels, fordi jeg gerne ville have min virksomhed til at vokse, og det gjorde den, men jeg har da den selvindsigt, at jeg hellere vil bruge mine kræfter på design og udvikling frem for ved en computer. Det kæmpede jeg for at få lov til, og vi prøvede at ansætte direktører, så jeg kunne blive fritaget og dykke ned i den kreative proces. Men det var svært,” siger Julie Fagerholt. Efterhånden gik hun ikke glad på arbejde, og hun indså, at hun skulle væk.

“For mig er det vigtigt, at man i toppen af virksomheden et meget langt stykke hen ad vejen deler drømme og visioner for at komme i mål. Det gjorde vi ikke til sidst, og jeg ville ikke gå på kompromis med min vision for Heartmade. Jeg syntes, at vi var sat i bås i den der feminine stil med blonder etc. og syntes, at mærket kunne så meget andet. Min intuition sagde mig, at tiden var kommet. Forsvinder gejsten og den gode energi, er det ikke værd for mig at blive. Selv om mærket bærer mit navn.”

Fra blonder til badesandaler

Sommerferien blev ikke så lang som ventet, for når man er en driftig forretningskvinde og modeskaber og tilmed ledig på jobmarkedet, står telefonen ikke stille. Julie Fagerholt blev overrasket med “fantastiske tilbud” fra branchen. Men det, hun sagde ja til, kom lidt udefra.

Det var Christian Trads Hansen, CEO hos H2O, der ringede. Altså sportsbrandet, du kender for badesandaler i 80’erne og 90’erne. Han ville lave et samarbejde med Julie og hendes datter Bex.

Oplagt? Dét syntes Julie, og de sagde begge ja, da det stod klart, at de ville få fuldstændig kreativ frihed. Ingen skulle blande sig i så meget som en syning. Tilliden gik begge veje, og H2O Fagerholt præsenterede sin første kollektion i januar 2019, og hvad der for omverdenen lignede et æstetisk umage par – blondekjoledesigner møder familien Danmark-sportstøj – var for Julie Fagerholt “ret interessant og måske i virkeligheden lige det, jeg ledte efter, noget med kant, noget skævt.” Hendes udgangspunkt har altid været, at hun selv skal have lyst til at gå i tøjet, og hun var færdig med at gå i flæser.

“Det passede fuldstændig med, hvor jeg selv var stilmæssigt,” siger Julie Fagerholt og kigger ned af sin sorte tanktop og sine sorte bukser.

“Og samtidig passer tøjet til den livsstil, som mange mennesker har i dag,” siger hun.

I 2016 boede Julie, Jacob og Bex et års tid i London, hvor sportstøj blev en større og større del af gadebilledet. Folk var hele tiden på vej til yoga eller gik i byen i et tracksuit.

H2O Fagerholt skulle klæde os på til dagen, hvad end den måtte bringe. Et par tights, nogle smarte, men praktiske sko, en dynejakke med flotte detaljer. Bex Fagerholt, der i dag er bare 22 år, blev hyret som designer på lige fod med sin mor. H2O’s CEO så et stort potentiale i et mor-datter-samarbejde, der favnede bredt generationsmæssigt.

“Bex har været en vigtig brik i mit videre forløb. Jeg tror, at det holdt mig i gang, at jeg kunne se potentialet i hende. Hun har en helt anden måde at gå til tingene på end mig. Jeg er en gammel, garvet rotte i faget, og hver gang der skal laves en ny style, tænker jeg på, hvad der kan komme af reklamationer, hvor hun kommer med helt friske øjne,” siger Julie om sin datter og forretningspartner, der har været i branchen, dog på sidelinjen, siden hun tre måneder gammel var med sin mor på stofmesse i Paris og til leverandørmøder i Indien.

Samtidig beundrer Julie Fagerholt Bex’ generation.

“Hun er, på en anden måde end min generation, vokset op med en forståelse for forskelligheder, og det tager hun med ind i designprocessen. Hun lærer mig om åbenhed over for køn og kulturer, og det præger tøjet, så det bliver mere inkluderende. Du behøver f.eks. ikke at have en bestemt krop for at kunne bære en bestemt jakke, og meget tøj er til begge køn.”

Julie Fagerholt befinder sig godt. Hun har tilrettelagt sit liv med mere fritid, bl.a. til at være sammen med sit ældste barnebarn, Bobbie på fire år, og lille Georgie, der blev føjet til flokken i efteråret. At være mormor er en af Julie Fagerholts fornemste titler. Hun har en fast hentedag i børnehaven, træder til ved sygdom, smører madpakker og tager Bobbie med på Geologisk Museum, børneværkstedet på Statens Museum for Kunst eller i Zoologisk Have. Når Bobbie og Julie har en aftale, er telefonen på lydløs.

“Når vi er sammen, vil jeg ikke forstyrres. Bobbie kræver min opmærksomhed, og jeg synes, at jeg får så meget igen ved at være til stede. I en travl hverdag, hvor man altid er på vej til næste møde, og hele tiden tænker på tiden, er det virkelig dejligt at få lov til at stige af.”

Samtidig med alt det andet værner hun om sine vuggegaver: det stålsatte og det kompromisløse. Nu venter hun bare på, at flere markeder bliver parate til det tøj, hun og Bex designer. Paris er ikke – endnu – et oplagt marked. De færreste parisere kunne tænke sig at blive set i joggingtøj ved højlys dag, endsige dyrke motion, men Julie Fagerholt er sikker på, at det nok skal komme. Men London er klar, New York er parat, og nye markeder er begyndt at røre på sig. H2O Fagerholt er født i Danmark, men drømmen er international.