”Det er blot en ny livsstil”, forklarede jeg folk, når de spurgte ind til det store vægttab. Men jeg kendte selv sandheden
SPONSORERET indhold

”Det er blot en ny livsstil”, forklarede jeg folk, når de spurgte ind til det store vægttab. Men jeg kendte selv sandheden

Det var først, da Mette lod sig udskrive og opgav, at andre skulle tage ansvar for hende, at hun fik det bedre. Her skriver hun, hvilke tanker der har hjulpet hende af med et usundt fokus på kost og kalorier.

Af: Mette Henriksen Foto: Privat
20. nov. 2015 | Livsstil | Eurowoman

KLUMME: 18 år og dimitteret fra gymnasiet med et 12-tal i huen. Hele livet foran mig med de bedste forudsætninger. Men ét år på sygeplejestudiet og ét år på universitetet i Århus var, hvad det blev til på skolebænken. Herefter fik jeg job hos Bestseller og et kæmpe energiboost. Som om livet kom og tog mig tilbage. Troede jeg. Men efter 14 måneder, måtte jeg igen give op og se et nederlag i øjnene. Jeg kunne ikke mere. Med gajoler og sukkerfri sodavand som mine bedste venner var jeg udkørt, når klokken passerede 12.00.

Kroppen sagde stop. Psyken sagde stop.

LÆS OGSÅ: Sådan konfronterer du din veninder, hvis du har mistanke om en spiseforstyrelse

"Hvad sker der med dig, Mette? Hvorfor kan du ikke holde ud at være i dét, du nu er i? Er du syg? Er det ikke normalt at spise 500 kalorier dagligt?" Jeg spurgte mig selv hver eneste aften, når jeg gik i seng, og tænkte "i morgen er en ny dag. I morgen prøver du forfra".

LÆS OGSÅ: Lotus kæmpede med anoreksi i 12 år: "Jeg levede af Cola Light og salte fisk"

Men tingende ændrede sig ikke. Vægten sagde minus 16 kilo på kun ét år. "Det er blot en ny livsstil", forklarede jeg folk, når de spurgte ind til det store vægttab. Men jeg kendte selv sandheden. Det var et helt bevidst vægttab. Kød og proteinholdige madvarer. Intet andet. Det var det eneste jeg spiste. Jeg gik ikke op i andet. Helt og aldeles umuligt var det, når jeg skulle købe ind. Jeg blev bevidst om alt, hvad diverse madvarer indeholdte og i kurven kom kun én pakke hamburgerryg og ét bundt broccoli – og en masse pakker med sukkerfrie gajol'er.

Jeg vidste godt, at noget var galt, men jeg vidste samtidigt ikke, hvordan i alverden jeg skulle håndtere det. Det var på mange måder et nederlag for mig, og jeg følte, at jeg i så mange år havde tilbageholdt en masse følelser og tanker. Specielt over for min familie, for det var dem, jeg prøvede at snyde allerbedst. Familien betyder jo alt, og et væsen som jeg, der helst gør alt for at behage andre, jeg holder af, blev det et kæmpe problem at være ærlig.

Men en helt almindelig lørdag, var jeg sammen med mine forældre. Kortene blev lagt på bordet. De vidste nu besked. Psykiatrisk modtagelse i Herning blev kontaktet, og umiddelbart efter blev jeg indlagt. Dette skulle vise sig at blive starten på ni måneder som patient på en psykiatrisk afdeling. Alt blev prøvet af. Medicin og kostplaner, mere medicin og nye kostplaner.

Jeg forventede, at mine problemer ville blive løst, og at det var behandlerne omkring mig, der skulle bære det største læs. Jeg forventede, at jeg fra den ene dag til den anden ville mærke en markant forbedring. Det skete bare ikke. Alt gik i mod mine forventninger. De forbød mig at ryge og træne, og prøvede at skærme mig, når jeg skulle spise. Jeg modarbejdede alt det, jeg kunne. Jeg følte udelukkende, at jeg gik store skridt tilbage, og jeg blev nødt til at forholde mig til, om medicin skulle spille den bærende rolle i min helingsproces.

Svaret blev nej. Ni måneder efter min indlæggelse, lod jeg mig udskrive. Det var i juli i år, og dette er, utroligt nok, den bedste beslutning, jeg i det her forløb har foretaget mig, set i lyset af, hvor få ressourcer der var på hospitalet, og hvor lidt tid og opmærksomhed, jeg følte, de kunne give.

Da jeg pludselig stod på egne ben igen, blev jeg tvunget til at se på, hvad jeg selv kunne gøre, hvis jeg ville få det bedre. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at blive god til at registrere, hvad der var godt for mig og ikke mindst hvorfor det var godt for mig. Jeg prøvede at holde ud, når alting gik i mod mig. Jeg prøvede på at fortælle mig selv, at jeg altså var den vigtigste spiller i dette forløb. For at kunne sige dét til sig selv, er det vigtigt, at man også tror på, at de handlinger man gør sig, er ligeså vigtige som de handlinger, naboerne gør.

Jeg erfarede, at simple sætninger, jeg fandt frem til, hjalp mig på vej: "Hvis du ønsker dig en forandring, Mette, må du forandre dine nuværende handlinger og følelser", "Du bliver god til dét, du gør" og "Hvordan kan du forvente, at du kan cykle, hvis du aldrig har lært det?"

Dette minimerede min selvbebrejdelse, og stille og roligt kom troen på forandring og et bedre liv tilbage. Livet kom på en eller anden måde og tog mig tilbage, og jeg lærte at tænke, før jeg handler. Tænke på, at livet lige nu ser ud, som det nu gør – og det ændrer sig ikke fra den ene dag til den anden.

Jeg begyndte, at se helheden i stedet for de små detaljer. Det er helheden, der er afgørende for, hvordan dit liv arter sig. Små detaljer som kalorier, skal simpelthen ikke ødelægge dén helhed, jeg er i gang med at opbygge, og i dag handler jeg på disse tanker. Jeg prøver at bevæge mig væk fra kontrol og små detaljer. Jeg sætter mig et mål uden at forvente, at det i morgen vil blive indfriet. Jeg giver mig tid til at blive rask, og jeg accepterer tilstanden jeg er i.

Jeg har erfaret, at selvhjælp kan hjælpe meget mere end dét, man forventer, andre kan hjælpe med. I dag kæmper jeg for den, jeg gerne vil være. Jeg kæmper for at få et endnu bedre liv. Jeg ved, at et bedre liv er et liv, der ikke vælter mig, men derimod et liv, som motiverer mig til at leve videre.

Min overbevisning er, at modgang ikke blot skal ses som et negativt omdrejningspunkt, men som en forudsætning for, at dit liv kan ændre sig. Ændre sig til det bedre, hvis du selv tør at se forandringen i øjnene. Du skal selv kæmpe kampen. Du skal påtage dig det største ansvar og selv navigere rundt i, hvordan du selv (og andre) kan hjælpe dig til en bedre tilværelse – det er der ikke andre, der kan gøre for dig.


I dag vejer Mette 57 kilo, og skal gerne op på 65 kilo for at matche sine 176 cm. Hun er fortsat sygemeldt.

LÆS OGSÅ på Euroman: Fanatisk sundhed skaber ny spiseforstyrelse

LÆS OGSÅ: Cecilie træner Body Fitness: "Min numse forsvandt, og det gjorde ondt, når jeg cyklede, fordi der ikke var noget fedt"

LÆS OGSÅ: "Lykken blev et tal og ikke en følelse"