Sådan siger du på en pæn måde til din veninde, at du ikke kan lide hendes kæreste.
SPONSORERET indhold

Sådan tackler du det, hvis du ikke kan døje din venindes kæreste

Svin ham ikke til. Aldrig.

Foto: SNAP/REX Shutterstock
07. aug. 2015 | Livsstil | Eurowoman

Han er luddoven. Han knækker fingre under middagen. Han er usoigneret. Han er højtråbende. Og han taler ned til hende. Synes du.

Det værst tænkelige er sket: Din elskede veninde, som du altid har kunnet dele alt med, har fået en ny kæreste. Og du kan ikke udstå ham. Og for første gang oplever du, at jeres venskab bliver testet, for skal du sige noget til hende – eller vil det bare skabe splid?

LÆS OGSÅ: Christina er ekspert på Facebook. Sådan skaffer hun kærester til sine venner.

- Hvis udgangspunktet er, at din veninde trives godt i det her forhold, og det kun er din egen holdning, at han er en stor idiot, så synes jeg ikke, man skal sige noget til veninden, siger psykolog Pia Rasmussen.

Du er ikke kæreste med hendes kæreste
For det er jo ikke dig, der skal have en hverdag med ham (heldigvis), og det er derfor heller ikke dig, der skal samle hans sure underbukser op, eller se ham ligge på sofaen og se fodbold hele aftenen (hver aften) eller opleve, at han taler ned til dig, når I er ude blandt andre.

- Du har en veninde, som du skal have dit fokus på. Selvom han måske er lad og doven, så kommer det ikke dig ved, hvordan de fordeler tingene i deres forhold. Det er din veninde, der er i forholdet, og det er hendes argumentation for at være i forholdet, der gælder. Du er ikke kæreste med hendes kæreste, pointerer Pia Rasmussen.

LÆS OGSÅ: Derfor er det blevet sværere at finde kærligheden

Psykolog og daglig leder hos Girl Talk, Anna Bjerre, synes det er vigtigt at gøre rede for over for sig selv, hvorfor man ikke kan udstå ham.

- For hvis det bare er kemien, der er dårlig, vil jeg mene, at man må få det til at fungere bedst muligt. Men hvis man oplever, at han er ondskabsfuld, kan det være en god idé at indvie veninden i ens tanker. Men der skal være et belæg for det, siger hun.

Og så er det også interessant at være opmærksom på, hvad veninden selv siger om sin kæreste.

- Hvis hun f.eks. siger: "Jeg er så træt af, at han aldrig hjælper med noget", så kan man godt sige, at man også har tænkt over det. Men det kan være svært at sige det uden, der er en indbydelse til det. Så jeg vil mene, at du skal vente med at sige noget, til hun selv nævner det. For din veninde har valgt sin kæreste og valgt ham med de gode og dårlige sider, han har, siger Anna Bjerre.

Jeg ville ikke finde mig i det
Pia Rasmussen er inde på, at du skal du huske på, at det er din venindes kæreste. Og en kæreste er det menneske, man har i sit liv, som er tættest på én.

- Hvis du skal sige noget til din veninde, må du sige det på en ordentlig måde. F.eks. kan du jo godt sige: "Jeg ville ikke finde mig i det dér" osv., for så tager du udgangspunkt i dig selv. Og hvis du oplever, at han virkelig behandler hende dårligt, må du sige "søde skat, jeg er lidt bekymret for dig, for her på det sidste har du været trist og ked af det. Har du det godt? Behandler han dig ordentligt? Er du lykkelig? Osv." På den måde får du udtrykt din bekymring igennem, at du viser hende, du holder af hende, siger Pia Rasmussen.

LÆS OGSÅ: Den er god nok: 20'erne er de sværeste

Din veninde må ifølge Pia Rasmussen selv tage stilling til, om du har ret. Men afhold dig fra at svine ham til over for din veninde, for så sviner du indirekte også hende til, da hun jo har valgt ham.

- Tag udgangspunkt i, at du er bekymret for hende. For det er så nemt at sige, "han er bare en skid", men hvis de så finder sammen igen, så har du gravet en voldgrav imellem jer, og den tætte relation imellem jer vil være ødelagt, siger Pia Rasmussen.

Men én ting er, ikke at åbne op omkring sin mening over for sin veninde – hvilket kan være svært nok – noget andet er, at skulle udstå ham ved hyggeaftener og dobbeltdates. Hvad gør man f.eks., når ens veninde igen spørger, om I skal ses alle sammen, og du ikke kan komme på flere dårlige undskyldninger?

- Fokusér på at bruge tid med din veninde og hvis hun insisterer på, at I skal på ferie sammen eller dobbelt date HVER weekend, så må du fyre en plade af om, at du ikke kan, eller at din kæreste ikke er så meget til en dobbelt date. Hvis det er hver anden måned, hun foreslår, at I laver noget fælles, må du æde den. At din veninde, som du er super glad for, har valgt en kæreste, du ikke kan lide, skal du egentlig ikke blande dig i, siger Pia Rasmussen.

Ikke mange parmiddage
Så i bund og grund må du bare lære at leve med ham, selvom du synes din veninde fortjener det allerbedste.

LÆS OGSÅ: Medina: "Jeg har aldrig haft en kæreste før, der gav mig overskud, aldrig"


- Og så bliver det måske ikke til voldsomt mange parmiddage. Og sådan må det jo bare være. Det er helt okay at have veninder, der har kærester, man ikke har så god kemi med. Det gør jo bare at venskabet udvikler sig på en anden måde og i en anden retning. Og ikke nødvendigvis en dårlig retning, siger Anna Bjerre.

Det værste, der næsten kan ske, er, hvis din veninde spørger dig direkte, hvad du synes om hendes nye kæreste. Og det gør rigtig mange kvinder, lige når de har præsenteret den nye fyr for veninden. For vi vil jo så gerne bekræftes i, at vi er heldige med vores nye catch. Hvad gør du så? Lyver?

- Som udgangspunkt skal du ikke lyve, men jeg synes heller ikke, du skal miste din gode veninde, fordi du er hudløst ærlig omkring hendes kæreste. Så må du sige på en sød og venlig måde, at du ikke ville falde for ham, og at han ikke er din type. Og det er jo okay, for han er hendes valg. Det kan godt være, at du har en holdning, og synes det er super vigtigt, at hun får det at vide, men jeg tror bare, der kommer dårlige ting ud af det, siger Pia Rasmussen.

Hvis du er hudløst ærlig, risikerer du, at hun ikke vil åbne op over for dig næste gang, hun har noget at brokke sig over omkring kæresten. Og at risikere at miste jeres fortrolighed pga. en doven kæreste? Det er bare ikke det værd. Som teenagepiger ynder at sige: Kærester forgår, veninder består.

 

LÆS OGSÅ: "Jeg brugte ånssvagt meget energi på mænd, som ikke ville mig"


LÆS OGSÅ: Skilt som 26-årig: Sådan kom jeg over min skilsmisse

 

LÆS OGSÅ: Efter 40 dates: "Jeg er blevet mere hård følelsesmæssigt"