Det perfekte bedrag: Dagen hvor jeg blev digitalt forskønnet

For to år siden stod jeg i en fotoforretning i Madrids gamle centrum. Det var et af de der notoriske øjeblikke som forælder. Min dengang 3-årige datter skulle have taget portrætbilleder forud for hendes sydeuropæiske skolestart. Der var 15 mennesker i det 25 m2 store butikslokale. Jeg var højgravid, det var mindst 38 grader i forretningen, for eftermiddagssolen var specielt nådesløs den sommerdag, og min datter var ikke meget bedre.

Efter at have ventet 25 minutter og endelig være kommet til, begyndte hun at gøre sig skeløjet og række tunge ad fotografen, som, på trods af at forretningen nu var tom, var tydeligt irriteret både på den uvorne unge og på moren, som ikke kunne lade være med at grine.

Vi fik endelig taget et billede, og mens vi ventede på fremkaldelsen, kom et par ind i forretningen.

"Er det ikke her, man kan få lavet særlige pasfotos?"

"Er det ikke her, man kan få lavet særlige pasfotos?" spurgte kvinden, som var omkring de 50. Nydelig dame i dyrt tøj. Det blev bekræftet og damen fik taget et billede, der røg igennem computerens forskønnelses-softwareprogram.

Jeg var dybt fascineret. Med et klik med musen, fik damen større øjne, ingen rynker, helt glat hud og var ganske uigenkendelig på det foto, som jeg regner med, hun skulle bruge til en eller anden form for identifikation. Og så ryger pointen ligesom.

Det fik mig til at tænke at en hel ny æra er undervejs, hvor vores hjerner vil skulle kunne afkode hvilket menneske, der muligvis kunne tænkes at findes bag de digitalt forandrede glansbilleder af kvinder. Den er allerede startet, den æra, for der findes stort set ikke billeder af kvinder i det offentlige rum, der ikke er forskønnet og manipuleret. Jeg bliver ligesom mange andre kvindelige forfattere selv photoshoppet til bogomslag og af visse medier og min alder fjernes ved den lejlighed, mens mine mandlige forfatter-kollegaer fremstår livskloge, hærdede og dybt menneskelige.

"Vi har for længst vænnet os til at reklamer for cremer og skønhedsprodukter intet har med produktet og dets virkning at gøre."

Vi har for længst vænnet os til at reklamer for cremer og skønhedsprodukter intet har med produktet og dets virkning at gøre. Repræsentationer af kvindekønnet i vores kultur har fjernet sig fra realismen og er blevet noget kreativt, bortset fra at kreativiteten ikke ledsages af særlig stor fantasi. Skønhed er nemlig totalt ensrettet i retning af et dukkeagtigt, barnligt ideal, som alle ved, hvordan ser ud.

Den digitale manipulation gør, at kvinder på filmplakater, i reklamer og digitale og trykte medier fremstår anderledes end de såkaldte 'rigtige' kvinder ude i virkeligheden. Det er naturligvis en illusion. De andre er også rigtige kvinder af kød og blod, men optisk forandres de, så det er svært at relatere til dem eller spejle sig i dem.

Men her kommer softwareindustrien så de 'rigtige' kvinder til undsætning med software, som ændrer deres ansigtstræk, så de kommer til at ligne den illusion, som kvinderne i det offentlige rum udgør. Dette software er udviklet efter den standard, som vores tid opfatter som det eneste udtryk for kvindelig skønhed. Den er den standard, som kommunikeres så universelt og uniformt, at den må opfattes som en integreret del af vores samtid, hvis ikke civilisation.

Men når man udsætter sit ansigt for digital forskønnelse sker der mere end bare det, at man får et perfekt image at gemme sig bag på de sociale medier. Klikket med musen producerer også en facitliste, der sætter et flueben ved alle de ansigtstræk, som ikke lever op til skønheds-standarden.

Se for eksempel billedet af min egen digitale forskønnelse:


Programmet PortraitPro fortæller mig, at mit ansigt er lidt for stort og for aflangt, så det gør min pande mindre, mit ansigt rundere, min hage en smule mindre, og afstanden mellem næse og mund mindre. Så gør det min næse virkeligt lille og spidsere, end den er, og lægger fylde i min overlæbe.

Mine øjenbryn er fra naturens side lidt som en vikinge-version af jokeren i Batman-universet. De er lange og sidder ret højt og kommer muligvis fra min farmor Ellen, som var en jordbunden og indsigtsfuld sygeplejerske fra Agger i Thy. Min datter har dem også bare i mørkebrun. Men den slags særpræg kommer til kort overfor PortraitPro, og mine øjenbryn er, som det fremgår, blevet sænket og forkortet.

Endelig er min hud gjort helt glat og har fået mere farve, end min beskedne pigmentering giver den fra naturens hånd.

"Så det var min facitliste, listen af skønhedsfejl."

Så det var min facitliste, listen af skønhedsfejl, eller der, hvor mit genetiske udgangspunkt kommer til kort overfor den mytiske standard, som jeg bliver præsenteret for hver eneste gang jeg kigger andre steder hen end i spejlet.

Og på en dårlig dag ville det være meget nemt at konvertere facitlisten til en indkøbsliste og spæne ud på markedet for skønhedsoperationer og behandlinger i forsøget på at gøre mit illusoriske portrætbillede til virkelighed.

Heldigvis har jeg ikke så dårlige dage. Mine omgivelser synes at have vænnet sig til, at jeg i påfaldende grad ligner et menneske. Og vigtigere endnu: jeg synes, det er godt sådan. Alternativet er uoverskueligt. Eller for at citere Leo Tolstoy: Hvis du søger det perfekte, vil du aldrig blive tilfreds.