Perfektionisme kan være et reelt problem

"Du behøver ikke at rydde op for at have sex"

Det er ikke sådan, at forfatter og tegner Maren Uthaug har givet op. Hun har bare aldrig rigtigt været interesseret i det der med at rydde op. Ligesom hun heller ikke går op i, at maden skal stå på bordet hver dag klokken 18.30 eller i at diske op med små delikatesser, når der er komsammener på døtrenes skole.

– Jeg vil hellere læse en bog, lege med mine børn eller træne vores nye hund, siger hun.

Og Maren trives da også fint i kaos sammen med sin kæreste, sine tre døtre på henholdsvis 11, 8 og 5 år samt en hund og en kanin. Og det gør hun, selvom rodet er noget, der bliver bemærket. Som da hun mødte en nabo på vejen, der havde fået ny au pair.

– Hun ville forklare au pairen, hvor jeg boede, og sagde "i det sorte hus, nede på hjørnet".

Au pairen vidste ikke, hvad hun talte om, så hun prøvede igen: "Det er nummer ti". Det hjalp heller ikke. Først da hun forklarede, at jeg boede huset med alt det shit udenfor, fandt au pairen ud af, hvilket hus, der var tale om, siger Maren.

Der bliver ikke ryddet op

Man skulle umiddelbart tro, at den slags kunne føre til kontroverser med overboen i tofamiliehuset, som Maren og familien bor i. Men ifølge Maren har de to parter indgået en aftale: Der bliver ikke ryddet op i haven. Og nogenlunde det samme gør sig gældende indenfor. Hverken Maren, børn eller kæreste har nemlig interesse for oprydning.

– Hvis jeg er i dét humør, kan der være virkelig pænt hjemme hos mig, men som regel er der ret rodet. Og jeg har ofte prøvet at rydde op en hel formiddag, og når gæsterne så kommer, siger de: "Hvor er det dejligt, at du ikke har ryddet op, bare fordi vi skulle komme."

Helt konkret betyder familiens afslappede forhold til rod, at nogle ting i Marens hjem aldrig har fået deres helt egne pladser.

– Møblerne står som regel, hvor de skal, men alligevel er det sådan, at hvis nogle har brugt en stol til at nå noget i et skab med, så bliver stolen stående henne ved skabet, indtil der er nogen, der skal bruge den et andet sted, siger hun og fortæller, hvordan hun stadig tager tøjet af, som hun gjorde da hun var barn: Krænger det af og efterlader det i en bunke, der gerne bliver liggende, indtil der er brug for dele af den. Det gør sig også gældende for familiens kufferter, når familien vender hjem fra ferie. Således får kufferterne lov til at stå, mens de bliver tømt for indhold i takt med, at der er brug for det.

"Nogle gange har jeg min ældste datters barbiestrømper på."

Og familiens sokker? De holder til i en spand i soveværelset. Af og til er de rullet sammen, men ellers handler det bare om at finde et par, der passer.

– Det betyder, at jeg nogle gange har min ældste datters barbiestrømper på, eller også har jeg en sort sok fra min mand og en fra min datter, siger Maren, der i princippet gerne ville have, der var mere styr på tingene men af erfaring ved, at det ikke kan lade sig gøre.

– Jeg kan ikke kontrollere, hvor min kæreste og mine børn stiller tingene, og jeg kan faktisk heller ikke kontrollere mig selv. Jeg tager en ting, bruger den, og så stiller jeg den fra mig, fordi jeg skal i gang med noget andet, forklarer hun og fortæller, at der dog altid er rent hjemme hos familien.

– Det har vi erkendt, at vi ikke magter, så det køber vi hjælp til, siger hun.

Børnenes trivsel er det vigtigste

Det er ikke kun i forhold til det fysiske rod, at Maren er afslappet. Heller ikke når det kommer til en ting som børnenes sengetider, er der mange regler.

– Mine børn bliver trænet i at være robuste og selvkørende. Det vigtigste er, at de lærer at mærke sig selv. Og de fungerer: De er gode i skolen, og de har venner. Og det ændrer sig ikke, fordi de f.eks. kommer sent i seng en gang imellem – det fungerer fint for os ikke at have faste sengetider. Nogle gange er børnene trætte den næste dag, men så falder de i søvn tidligt om aftenen, siger Maren og fortæller, at når familien er på ferie, er der frit slag: Der må børnene gå i seng præcis, når de har lyst.

– Vi har den regel, at hvis de begynder at skrige ad ligegyldige ting, er det, fordi de er trætte, og så er det på hovedet i seng.

– Vi er lige kommet hjem fra ferie, og der fik de lov til at aftenbade meget sent i poolen. Det havde de jo skønt med, og imens sad jeg og drak et glas rødvin.

"Det endte med, at vi fik pølse og pasta."

Også familiens spisetider er ret afslappede.

– I går var klokken 19.30, da jeg kiggede på min kæreste og spurgte, hvad han egentlig havde tænkt omkring aftensmad (det er ham, der for det meste står for aftensmaden), og så gik han ned for at købe ind. Mens han var væk, satte jeg pasta over. Lidt efter kom han tilbage, fordi han havde glemt penge. Det endte med, at vi fik pølse og pasta. Det er lidt simpelt, men derfor kan kvaliteten godt være god alligevel. Pastaen var økologisk rugpasta, og pølserne var nogle gode nogle fra Irma. Derudover spiste vi min mors hjemmelavede pesto, som vi har i fryseren, og så fik vi avocado, agurkestave og cherrytomater. Og børnene er altså ligeglade med, om de får grøntsagerne blandet sammen i en salat eller hver for sig – faktisk så elsker de af få hele cherrytomater, så sidder de og stopper dem i kinderne og laver klovnekinder, og på den måde spiser de en masse tomater.

Jeg bager ikke

Samme afslappede holdning til mad har Maren, når det gælder skolearrangementer.

– Jeg bager ikke! Enten gør børnene eller deres far det, eller også tager jeg brød med fra bageren. Bageren er god til at bage brød! Det er jeg ikke. Jeg tager også gerne en købt pizza med.

– Jeg tænker ikke, at jeg bliver dømt, fordi jeg har pizza med, og hvis jeg gør, så er der jo ikke noget at gøre ved det. Det er dejligt, når de andre har lyst til at lave hjemmelavede frikadeller til børnehavearrangementet, men jeg vil hellere selv bruge tiden på at læse en bog.– Jeg vil ikke pege fingre, for folk skal have lov til at leve, som de vil, og nogle mennesker finder jo en enorm stor fornøjelse i at rydde op, gøre rent og bage boller. Jeg synes bare, man skal have for øje, for hvis skyld man bruger fire timer på at støvsuge huset, siger hun, der interesserer sig meget lidt for facade – både sin egen og andres.

"Jeg gider heller ikke følge alle dem på Facebook, der tager billeder af deres kaffe og deres mad."

– Jeg synes, det er ligegyldigt. Jeg gider heller ikke følge alle dem på Facebook, der tager billeder af deres kaffe og deres mad. Det er uinteressant. Ligesom smalltalk: "Hvad laver du? Hvordan bor du? Hvilken slags stuk har du?" Hvis jeg skulle gå op i det, ville jeg synes, at livet var så kedeligt, at jeg skulle have en valium. Altså, man kan jo lave mange ting, der er meget sjovere end at rydde op. Du behøver f.eks. ikke rydde op i soveværelset for at have sex! Samtidig så gør det, at du selv er afslappet, jo også at andre slapper af. Og så er livet sjovere, siger hun.

Børnenes madpakker er fantastiske

Hun understreger dog, at der er visse sider af hendes liv, der er fuldstændigt styr på.

– Jeg kan tegne, og jeg kan skrive. Og når det kommer til mine deadlines, er der ikke kaos. Af den simple grund, at hvis jeg ikke overholder dem, er der ikke noget arbejde. Dér kan jeg ikke slække på den. Men sådan en ting som opvasken sker der jo ikke noget ved at lade stå.

– Noget andet, jeg virkelig går op i, er mine børns madpakker – de er fantastiske. Dér er groft brød, sundt pålæg, frugt- og grøntposer, lidt salt, lidt sødt osv. Det falder mig nemt, fordi jeg synes det er sjovt, og det er rart at vide, at min børn får noget godt, når de er væk fra mig. Selvom jeg i sidste ende ikke ved, om de bytter dem til nutellamadder, siger hun, der heller ikke gør en stor indsats for at finde ud af det.

– Jeg har droppet det med at tro, jeg kan styre særligt meget. Verden falder jo hele tiden sammen. Folk dør, og cykler bliver stjålet. Det er jo fjollet at gå rundt og tro, vi har kontrol over noget som helst.

LÆS OGSÅ: Er du særlig sensitiv?

Maren Uthaug, 41 år

Arbejde: Fast tegner på Politiken. Forfatter til romanen "Og sådan blev det".

Privat: Bor med sin kæreste gennem ti år, Allan, på Frederiksberg og døtrene Kamille på 11, Mynte på 8 og Anemone på 5 år. Har derudover bloggen Marensblog.dk