"Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at det ikke har været enormt dejligt at 'elske' mig til en bedre økonomi"

Jeg vil ret pludseligt giftes. Ikke pludseligt på "Gift ved første blik"-måden. Det er mere sådan, at jeg, bortset fra et par øjeblikkes forelskelsesvanvid, altid har sagt, jeg hverken skal være hvid brud eller en tur på rådhuset. Lysten til den slags medgang og modgang eksploderede inden i mig, da min kæreste spurgte, om vi ikke skulle få styr på en samejekontrakt.

Vi har boet i vores fælleskøbte lejlighed i halvandet år, og jeg ved så udmærket, det er aldeles uansvarligt, at vi ikke har en form for skriftlig aftale i ­forbindelse med vores investering, og hvis en af os dør, er det selvfølgelig en slags ­plaster på såret, at den anden arver. Med min ­fornuft fik jeg mit hoved til at ­nikke, men min hals snørede sig sammen som en vimpel omkring en flagstang, da han insisterede på formalia. Jeg har ­sådan lyst til, at vi ikke tænker i papirer på, hvad der skal ske, når vi ikke er her, ­eller hvis vi ikke længere skal leve ­sammen. Jeg har meget mere lyst til, at vi får ­papir på, at vi vil hinanden. 

Ved at springe ud som bridezilla-wannabe i Danmarks største dameblad bøjer jeg selvfølgelig min giftelyst i ­neon, og måske får det sameje til at ­blive til bryllupsnat. En på anden vis vigtig sag er, at vimpelsituationen i mine luftveje også kastede lys over mit forhold til økonomi. Jeg behandler den enten, som var den virkelig vanskelig atomfysik, ­eller jeg lægger følelser i alt fra mails til min bankmand, som får rigeligt med smileyer i sine mails, til investeringer i fremtiden. Og hvis man blev kronet for klatpensioner i flere selskaber, var jeg dronning (jeg lægger også ekstra til side til Skat, bare hvis Skat nu lige pludselig skulle stå og ville have flere penge. Som om Skat ændrer mening).

Jeg blander på flere måder følelser og økonomi sammen, og det er måske ­ikke så underligt. Vi har eksempelvis tradition for, at man lige præcis i ægteskabet vikler økonomi og følelser ind i hinanden. For især kvinder har ægteskabet været en accepteret vej til et par nøk op ad klassestigen. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at det ikke har været enormt dejligt at elske mig til en bedre økonomi – at købe en fin lejlighed i København ­alene havde været umuligt.

Jeg har aldrig været egentlig ­økonomisk uansvarlig, haft forbrugs- eller studiegæld, men jeg har derimod tænkt, at økonomiske forpligtelser var lig ufrihed. Min modstand i forhold til at købe ­vores hjem var derfor kolossal, men ved at ­være blevet boligejer står det klart som ja i kirken, at det er den slags, der skal til, hvis man i Danmark vil have ­rigtig ­økonomisk frihed. Nogle former for ­forbrug avler fradrag.

Du har hermed mit ord på, at jeg får fod på mine bank- og pengesager, men jeg er virkelig ikke glad for, at vi ­herhjemme nu forbereder os på, hvordan et brud vil tage sig ud økonomisk. Jeg tænker, at forbereder man sig på et farvel, så rykker det også tættere på. Hov, der kom ­følelserne ind i billedet igen...

Vi forbereder os – helt ­voksenfornuftigt – på en slags skilsmisse, førend vi er­ blevet gift, før jeg synes, jeg kan kalde os "familie", og før muligheden for en bryllupstale, hvor jeg ville kunne dele ­store ord om et helt almindeligt parforhold. Den slags romantik parkeres et andet sted end i banken og hos advokaten, og det er åbenbart helt almindeligt at planlægge det store farvel før det store "I do". Det er givetvis hverken strategisk smart ­eller særlig høfligt at plage om giftemål, men åh altså, hvor vil jeg bare hellere ­tale om fremtiden sammen end om den hver for sig.