Edith droppede karrieren til fordel for det stille liv på landet

Da Edith Lia Hernandez sad foran tv-skærmen og så "Glamour" som niårig, fik hun et meget klart mål i livet: Hun ville arbejde i modebranchen. Uden at vakle gik hun benhårdt efter sin drøm, og da hun var 30 år, havde hun nået alt det, hun ville. Som moderedaktør på et nystartet magasin stod hun nu på sidste trin af sin indre karrierestige, hvis trin var stylist, personlig shopper og moderedaktør. Det hele kørte derudaf i et hæsblæsende tempo, og selv da hun blev gravid, var hun konstant i gang. Men så skete der noget, der ændrede alt.

– Da min søn var tre måneder, blev jeg ringet op og fik at vide, at jeg ikke skulle komme tilbage efter min barselsorlov. Jeg blev fuldstændig knust. Jeg var så forgabt i modebranchen, jeg elskede den på den nørdede måde, elskede jobbet og de mennesker, jeg arbejdede sammen med. Det slog mig fuldstændig ud. Det var samme følelse, som hvis en kæreste er utro.

Selvom Edith hurtigt fik arbejde som moderedaktør på to af konkurrentens magasiner, blev hun aldrig helt glad igen. Det var, som om hun begyndte at se modebranchen med andre, mere kritiske, øjne. Da hendes kæreste Andreas fik tilbudt job som forsker i Singapore, var det let for hende at forlade branchen og tage med.

– For første gang havde jeg tid til mig selv. Jeg arbejdede kun 12 timer om ugen i en undertøjsbutik, så jeg havde meget tid til at tænke over, hvordan jeg havde det, og hvad der var sket i mit liv. Så da vi tog tilbage til Danmark efter to år, havde jeg ikke lyst til at bo i København og styrte rundt som før. Jeg var kommet så langt ned i tempo, at jeg ikke kunne se mig selv komme op igen, og jeg havde heller ikke brug for det. Jeg ville hellere være i den tilstand af ro, som jeg oplevede i Singapore.

LÆS OGSÅ: Katrine vil hellere på vilde Tinder-eventyr end jagte ”en bedre halvdel”

Edith og hendes kæreste vendte tilbage til Danmark med en masse kasser. Møblerne havde de solgt, og svigerforældrene tilbød dem, at de kunne flytte ind hos dem i landsbyen Bisserup. Efter fire måneder lejede Edith og kæresten et hus i landsbyen, og da Edith blev gravid, købte de drømmehuset, et stort bjælkehus med en dejlig have. Modebranchen er skiftet ud med vikarjob på en efterskole og en pædagogmedhjælperstilling på det lokale julemærkehjem. Ediths kæreste har skippet forskerkarrieren til fordel for et lærerjob på Slagelse Gymnasium. Deres to drenge går i det samme børnehus, og der er for det meste tid til at spadsere stille og roligt afsted om morgenen.

– Det kan virke superfrelst, og jeg er sikker på, at mine veninder synes, jeg er irriterende, når jeg fortæller, at mine børn får vafler eller pandekager hver dag, fordi vi har tiden til det. Men jeg hviler i mig selv og ser sådan på det: Vil vi arbejde helt vildt meget og have dårlig samvittighed over at hente børn kl. 17, eller vil vi bo med højt til loftet og være glade, slappe af, hente drengene kl. 14.30 og bo tæt på deres bedsteforældre? Det er egentlig meget simpelt. Jeg vil være i mit drømmehus, og jeg vil være der sammen med mine børn, følge dem og have tid med dem.

– Da jeg var i modebranchen, var der uger med 40.000 ting, der skulle gøres. Min hjerne kørte på højtryk, også når jeg havde fri. Jeg lavede huskelister, ringede rundt og var altid i gang. Det ville jeg sagtens kunne klare nu, men jeg ville ikke få det samme kick ud af det. Af og til kan jeg tænke, at jeg bare leger voksen. Jeg spørger mig selv: "Skal du ikke snart være rigtig voksen?", men det skyldes mest københavnervennernes reaktion. De havde svært ved at forstå mit valg. Deres forestilling om min hverdag er, at jeg sidder og malker en ko, og når den er færdig, malker jeg den næste ko. Det skræmmer mig, hvor lidt fantasi de har.

Edith mødte allerede sin kæreste, da hun var 16 år. Nok bor de på landet, men hun går stadig i byen med sine veninder. En af dem bor i Kalundborg, og en gang om måneden lejer de et hotelværelse et par dage for at være sammen og have det sjovt uden børn og mænd. Der skal både være plads til pandekager, bjælkehus og lækre cocktails i hendes liv. Deciderede karriereplaner må vente en stund.

– Jeg var så bange, da jeg lukkede døren til modebranchen. Før tænkte jeg "Hvis jeg ikke er stylist, er jeg ingenting". Tænk, hvis jeg var pædagogmedhjælper, hvad var jeg så? Det er ikke flashy nok. Men der er ikke kun ét job til en person for evigt. I stedet for at tænke "Det er jeg god til, det vil jeg altid lave", burde man måske spørge: "Hvad kan jeg også lave?" Tage chancer. Måske finder man ud af, at det er et springbræt til noget andet. Det er da underligt, at vi er megamodige med mange ting, men lige med arbejdslivet skal det være trygt.