"Jeg kigger mig hele tiden over skulderen for at se, om der er nogen, der filmer mig"
SPONSORERET indhold

"Jeg kigger mig hele tiden over skulderen for at se, om der er nogen, der filmer mig"

To kvinder er ufrivilligt blevet filmet. Den ene mens hun tissede – den anden i træningscenteret. Videoerne ender ligesom ved hævnporno på Facebook og lyssky hjemmesider.

Foto: Mia
12. jul. 2016 | Livsstil | Eurowoman

"Jeg kigger mig hele tiden over skulderen for at se, om der er nogen, der filmer mig."

Sådan fortæller den 19-årige kvinde, der i sidste uge opdagede, at en fremmed mand havde filmet hende og efterfølgende lagt videoen på internettet, mens hun styrketrænede i sit lokale fitnesscenter. Hendes navn er Mia. Hun har valgt at lade sit efternavn være anonymt.

LÆS OGSÅ: Unge spiseforstyrrede og selvskadende finder inspiration på sociale medier

"Jeg føler mig krænket. Ikke fordi nogen har set et billede af min bagdel i et fitnesscenter, men fordi denne fremmede mand har filmet mig og smidt videoen på nettet uden, jeg har givet tilladelse til det. Selvom jeg ved, at personen har slettet videoen fra Facebook og ask.fm (red. en social netværkstjeneste), så kan jeg jo aldrig være sikker på, at den ikke dukker op igen, fordi nogen har gemt den" fortæller Mia, der i dag ikke tager ned og træner uden, hun har sin kæreste med.

Flere kvinder krænkes
Mia er ikke den eneste, der i den seneste tid har oplevet at blive blufærdighedskrænket i det offentlige rum af en fremmed mand med et mobilkamera. På Roskilde Festival havde Nanna Nielsen en lignende oplevelse. Og i hendes tilfælde var det med bukserne om anklerne under et toiletbesøg på et pigepissoir ved festivalpladsen. I vrede og frustration over at være blevet filmet i dette intime øjeblik, valgte Nanna Nielsen at skrive et debatindlæg til Politiken, hvori hun udtrykker sine følelser omkring hændelsen.

"Jeg kan ikke holde tanken ud om, at jeg ikke ved, hvor det ender henne. Dit smørrede smil fortæller mig, at du er fuldstændig ligeglad med, om jeg føler mig krænket. For dig er det måske en drengestreg," sådan skriver Nanna Nielsen i sit indlæg "Du skal ikke filme mig, mens jeg tisser", som du kan læse her.

En stigende tendens
Mia og Nannas historier er langt fra enkeltstående. I 2014 blev en 52-årig mand sigtet og idømt en bøde for at filme tissende kvinder på Roskilde Festival. Ligeledes dukkede der inden årets festival ifølge Ekstra Bladets artikel "Pornosider udnytter danske festivalpiger" en hjemmeside op, der reklamerede med at have mere end 140 klip af danske kvinder, der tisser på forskellige festivaler rundt om i landet.

Ifølge de tre eksperter, Eurowoman har været i kontakt med, vil vi se flere af denne slags sager i fremtiden.  

"Der er et stort marked for denne form for videoer, så jeg er overbevist om, at vi vil se flere af dem," siger psykolog og sexolog Cleoh Dharma Søndergaard, der blandt andet beskæftiger sig med seksuelle overgreb i sin praksis i København. Hun bakkes op af medlem af Dansk Kvindesamfund og debattør Ulla Tornemand, der ligeledes mener, at den stigende efterspørgsel på den her slags film, hvor kvinder ikke ved, at de filmes i intime situationer, vil få antallet af seksuelle blufærdighedskrænkende videoer til at stige.

Også hos Sex & Samfund har man bidt mærke i udviklingen. Her frygter man, at der er langt flere sager, end vi kender til:

"Vi har bemærket udviklingen, og det er et fænomen, der vækker vores bekymring. Jeg tror, at vi fortsat vil se flere af denne slags videoer. Der vil også være mange, der aldrig finder ud af, at de har været videofilmet, fordi de ikke kigger på den slags sider, hvor indholdet havner," siger projektleder Jeppe Hald.

Problemet med denne slags sager er, at den digitale virkehed gør, at man som offer aldrig kan vide sig sikker på, om ens video dukker op igen.

"Der er ikke tale om en beluring ligesom før i tiden, hvor én mand borede et hul gennem væggen til et solcenter og lod sig ophidse alene. Videoerne af kvinderne vil potentielt blive delt mellem hundredevis af mennesker på få sekunder. Og med denne hastige spredning vil ofrene aldrig kunne vide sig sikre på, om deres video er blevet slettet. De risikerer, at hver gang de er kommet ovenpå, så vil videoen dukke op igen, hvilket vil få de sjofle kommentarer, de verbale svinere og snakken om kvindernes kønsdele til at rulle igen," lyder det fra Ulla Tronemand.

LÆS OGSÅ: "Hvis det her bliver din diagnose, er der ingen hjælp at hente"

Nyt syn på porno
Men hvordan kan det være, at der overhovedet er opstået en interesse for at optage og se videoer af kvinder, der træner og tisser? Og hvor er de moralske skrupler blevet af? Spørger man Cleoh Søndergaard, skal forklaringen findes i vores ændrede syn på porno.

"Vi er i dag nået til et mætningspunkt, hvad angår traditionel porno. Det er ikke længere spændende at se et skuespil udspille sig mellem to mennesker, der har sex. Porno skal være ægte. Det skal være virkelighed. Og netop derfor er det nærbilleder af virkelige numser eller en kvinde, der tisser, som stimulerer os, " siger hun og fortsætter:

"Pornoen skal være vildere og vildere før, nogle vil se den, og en af måderne, den bliver det på, er, ved at kvinder filmes ufrivilligt. Denne udvikling er et kedeligt tegn på, at vi er blevet mere hårdføre og fjerne fra hinanden. Når personer sidder derhjemme og ser denne form for videoer, er der ingen, der tænker på, hvilke konsekvenser videoen har eller kan få for kvinden i den anden ende."

Ulla Tronemand mener da også, at kønsdiskriminerende reklamer fremmer interessen for videoerne. Hun nævner blandt andet Fitness Worlds reklamefilm fra 2015 som eksempel.

"Denne reklame er med til at reproducere den sexisme, som jeg mener, at kvinder er underlagt. Med billedet og hashtagget #kugodt bliver kvinden gjort til et seksualiseret objekt. Kvinden er ikke sej, fordi hun træner hårdt, men en genstand hvis eneste formål er at være til for at kunne tilfredsstille mænd seksuelt. Sådanne reklamer er medvirkende til at opdrage drenge og mænd til, hvad de kan og ikke kan tillade sig over for piger og kvinder. På den måde skrider normerne for deres egen vurdering både i forhold til, hvad der er moralsk forkasteligt, men også af hvad der rent faktisk er kriminelt," siger Ulla Tornemand.

Vi skal forbygge videokrænkelserne
Mia og Nannas sager er begge eksempler på ulovlig fildeling på lige fod med hævnporno, hvilket i Danmark giver en plet på straffeattesten og en bøde. Spørger man Cleoh Søndergaard og Jeppe Hald, vil problemet med de krænkende videoer ikke blive mindre af, at loven skærpes. Det er derimod helt andre steder, vi skal kigge hen.

"Det, jeg tror, man kan gøre, er, at vi får opbygget en endnu større konsensus om, at det er sejt og cool at beskytte kvinder, ligesom at det er godt at være gode ved mænd. Det skal gøres endnu mere kikset at være mandschauvinistisk og kvindenedgørende. Og den eneste måde det bliver det på, er ved at vi får italesat problemet med de krænkende videoer eksplicit. Både i medierne, men også blandt de personer, der er i berøring med videoerne," siger Cleoh Søndergaard.

Jeppe Hald mener ligeledes, at vi mangler en solid debat om, hvor grænsen går i forhold til deling af billeder, især nu hvor fotografering er blevet en allemandsting. Når man begynder at filme situationer af privat karakter, som når nogle er i bad, træner eller tisser, så ved langt de fleste godt, at det er forkert. Men vi skal alligevel have en snak om det. Det gælder i skolen, blandt børn og deres forældre og rent politisk. Det sidste, vi skal gøre, er at slå videoerne hen som drengestreger, fortæller han og uddyber:

"Vi kan også gå i den helt anden retning og lave mobilforbud i omklædningsrum, lave restriktioner om at kvinder kun må tisse bag lukkede døre og få kvinder til at begive sig rundt i burka, men sådan et samfund ønsker vi jo heller ikke," siger han og understreger, at vi ikke må glemme, at der også kan være mandlige ofre, der udsættes for ulovlig fildeling af nøgenbilleder, hvilket der helt ses bort fra i debatten.

LÆS OGSÅ: "Min første kæreste var kriminel, et røvhul og fantastisk spændende. Derfor faldt jeg for ham"

LÆS OGSÅ: Mads Holgers kæreste: Kærligheden er en drabelig affære

LÆS OGSÅ: Her er 21 kærlighedserklæringer, der holder for evigt