Ugerne efter Emily fødte sin datter, var alt ved det gamle, troede hun – to måneder senere brød hun sammen

Egentlig skulle det bare have været en Airbnb for sommeren, men Emily Weiss og hendes forlovede endte med at leje et helt hus i tre år.

Jeg banker på hoveddøren til Glossier-stifterens danske base – et stort, smukt hus ved Københavns Havn – men kan allerede se Emily Weiss gennem glasset i hoveddøren. Hun står med front mod et gigantisk spejl i entréen og en telefon rettet imod det.

Hun er opdaget, åbner døren og griner af sig selv.

“Her står jeg så og tager en selfie.”

Hun byder mig ind i varmen, og det er nok det første adjektiv, man vil bruge til at beskrive atmosfæren i huset: Varm. Det kan hun takke sin danske veninde, designeren Julie Fagerholt, for. Det var hende, der foreslog Emily Weiss – som egentlig bare søgte et sted at bo med mand og baby et par måneder sidste sommer – at leje dette hus. I tre år. Umøbleret.

Det var også Julie Fagerholt, der tilbød at møblere det. Hun havde to uger. Julie Fagerholt griner højt over telefonen:

“Det var en meget mærkelig og en meget sjov opgave,” siger hun og fortæller, hvordan hun på bare 14 dage sidste sommer fik købt, lånt og lejet sig til alt fra håndklæder, sengetøj, bestik, vaser og stearinlys, over støvsuger og gulvskrubbe, til kunst på væggene, gardiner, bestilt og syet på mål, og Steiner-legetøj til Emily Weiss’ datter. Udvælgelsen var “nem,” siger Julie Fagerholt, fordi de to kvinder kender hinanden indgående og deler smag.

Julie Fagerholt ved, at Emily Weiss ville sætte pris på et stort spejl i entréen, en lys sofa, en god stol at amme i, smukke bordlamper, nyt blandet med gammelt, malerier og en antik bronzekikkert i stuen. Den slags, der skaber stemning i et hjem, som allerede har fået en del forærende ved at være gammelt og rummeligt, højloftet og med smukke, fritlagte bjælker.

“Jeg ville gerne skabe en varm stemning for Emily og hendes lille familie. En følelse af at komme hjem og blive omfavnet,” siger hun.

Et sted, hvor Emily Weiss og familien kan have en base, de to-tre gange om året – ofte i mange uger ad gangen – de er i København hvert år.

Men hvad bestiller en travl og driftig newyorker overhovedet her? Og hvorfor bliver hun ved at vende tilbage?

Historien tager sin begyndelse, da Emily Weiss i sine start-20’ere arbejdede som assistent for stylisten Elissa Santisi på amerikansk Vogue. Hun stod bl.a. for at snøre sko på modellerne forud for modeshows eller skydninger, og en dag kiggede hun op på en ung kvinde, der bar et par af skoene. Det var den danske model Caroline Bille Brahe, dengang Brasch Nielsen, der var omkring 15 år og smilede og sagde: “You should come to Copenhagen one day.”

Men det er jo bare sådan noget, man siger, tænkte Emily Weiss. Ikke desto mindre gentog den danske model sin invitation, hver gang de to mødtes: “Kom og besøg mig i København en dag.”

“For at være ærlig tænkte jeg: Hvad er København? Ha ha. Jeg var så ung, og når man som amerikaner taler om at tage til Europa, er København ikke det første sted, man tænker på. Men Caroline blev ved. Og en dag havde hun sagt det så tilpas mange gange, at jeg besluttede at tage af sted.”

Det var i 2016, dvs. to år efter Emily Weiss i en alder af 29 skabte Glossier, der blev det vel nok største nybrud inden for skønhedsbrands i 10’erne. Kort efter lanceringen af de første bare fire produkter bestormede kvinder den første forretning i New York samt Glossier.com for at købe prisvenlig, uhøjtidelig makeup indpakket i lyserød bobleplast med et budskab, forbrugerne godt kunne lide at høre: You look good.

I dag er virksomheden 1,8 millarder dollars værd.

Emily Weiss anede selvsagt ikke, hvad Glossier ville udvikle sig til, selv om brandet var kommet godt fra start, da hun begyndte at komme til Danmark. Her tog Caroline Bille Brahe hende med til alt, introducerede hende for folk som Cathrine Saks og Barbara Potts (til sammen brandet Saks Potts), der i dag er Emily Weiss’ nære venner, de tog til middage, de havde det sjovt, og den nyslåede amerikanske forretningskvinde blev “bare forelsket i det her sted.”

Hvorfor?

“Mest på grund af menneskene her. Jeg var så vild med alle, jeg mødte. De var frie, de havde det godt med sig selv, de var sjove, og de var cool uden at prøve for meget.”

Hvad mener du med frie?

“Det var, som om de var hævet over andres mening om dem. Eller forudindtagede meninger om, hvad de burde gøre, og hvordan de burde være.”

Og så kunne Emily Weiss se, at vi danskere virkelig sætter pris på vores relationer. På en anden måde, end hun oplever det i sit hjemland. Og det er grunden til, at hun bliver ved at rejse hertil.

“Der ligger noget i det danske dna, som jeg altid selv har troet på og søgt efter, og det er en følelse af fællesskab. At være sammen om noget. Særligt i USA oplever jeg, at folk sætter det at have det rette hus, det rette job, den rette bil og den rette grad fra universitetet op på en meget høj piedestal, men intet af det lader til at være af lige så stor betydning for de danskere, jeg kender, som deres familie og deres venner, deres community.”

Emily Weiss advarer om, at hendes datter Clara på halvandet år måske kommer op i stuen til os, hvis hun får brug for det. Hun er grunden til, at Emily Weiss har forandret sig. Fundamentalt.

Sammenbruddet

Og det har overrasket hende. Hvor hun tidligt i livet var stålsat i sine karriereambitioner, har det at blive mor ikke været en livslang drøm eller en selvfølge for Emily Weiss.

“Jeg har altid været ambitiøs og startede min første forretning, da jeg var 10, Clay Creation and more. Nok var det bare i keramikværkstedet på skolen, men jeg gik så vidt som til at lave visitkort og logo. Jeg har altid vidst, at jeg ville arbejde med noget kreativt, og jeg har været meget bevidst om, at jeg ville kunne klare mig selv økonomisk. Men jeg vidste ikke, at jeg ville være mor, før jeg blev gravid.”

Inden babyen kom, tænkte hun, at hun ville blive sådan en mor, der ikke kunne komme hurtigt nok tilbage til arbejdet – godt hjulpet på vej af den i dansk kontekst ultrakorte barsel, amerikanske kvinder har – og lade sit barn passe fra en meget tidlig alder. Sådan blev det ikke.

Første skridt væk fra den person, hun længe havde været, tog Emily Weiss, da hun en måned før termin trådte tilbage som CEO for sin egen virksomhed.

“Jeg har aldrig drømt om at lede en flere hundrede millioner dollar global forretning,” siger Emily Weiss, der i stedet blev executive chairwoman. En stilling, hvor hun koncentrerer sig om det kreative, herunder udvikling af produkter, design og butikker. Og hvor arbejdsbelastningen ikke er konstant, men kommer i bølger.

Men først skulle hun føde sit barn. Ulig mange amerikanske kvinder valgte Emily Weiss at føde uden bedøvelse derhjemme med et badekar i dagligstuen. En fødsel, hvor hun blev bestyrket i at tage valg, der føles mest rigtige for hende, uagtet hvad andre siger.

De første par uger efter Clara blev født, troede Emily Weiss, at alt var ved det gamle. Hun var stadig sig selv, det gik da nemt nok, intet behøvede at blive anderledes. Måske var det adrenalinen, der talte, for efter to måneder kom sammenbruddet.

“Jeg har hørt mange mødre beskrive, hvordan de falder fra hinanden, når de bliver mødre, og stykke for stykke skal sætte sig selv sammen igen. Og det var præcis det, der skete for mig. Jeg blev total angst, deprimeret og ked af det, og jeg måtte revurdere, hvem jeg var,” siger hun.

“Der gik et år, før jeg kunne kigge på det, jeg havde fået bygget op og forlige mig med det. Pludselig følte jeg mig kaldet til at være sådan en hands on-mor. Det var ikke noget, jeg planlagde, det skete af sig selv.

Og det var virkelig et mindfuck. For hele min identitet var jo at være den her stærke forretningskvinde, der sørger for sin familie og arbejder uden stop. Jeg kunne nærmest mærke mit gamle jeg glide ud mellem fingrene på mig: Oh my god, jeg er ved at blive sådan en mor, der bruger tre timer på at koge grøntsager til mit barn, og så har det været en god dag,” siger hun.

Emily Weiss er nu god til at koge grøntsager. Vi har to dybe tallerkener foran os med en varm kokos-ingefær-kikærte-gurkemeje-suppe, som Emily Weiss har lavet. I går og ca. en gang om ugen de seneste 10 år.

Arbejdet har stort set taget resten af hendes tid. For visionen med Glossier – som det er en fornøjelse at høre hende udtale: Gloss-ee-ay (et forfransket ord udtalt med amerikansk accent) – har været ambitiøs.

Idéen til at skabe sin egen virksomhed fik hun som indehaver af bloggen Into The Gloss, som hun oprettede i 2010. Den gik kort fortalt ud på, at Emily Weiss spurgte kvinder, hun syntes så godt ud, om hun måtte komme med ind på deres badeværelse i en time og høre om deres skønhedsrutine.

Bloggen blev mildt sagt populær for sin konkrete og jordnære tilgang til creme og makeup, Emily Weiss fik diverse skønhedsbrands som sponsorer og sad i en masse marketingsmøder med dem. Hun oplevede, at mange brands talte en lille smule ned til forbrugeren fra et elitært og bedrevidende perspektiv.

“Og det fik mig til at tænke: Gid der fandtes et brand, jeg gerne ville være venner med,” siger Emily Weiss. Og skabte det selv. “I dag er der mange brands, der siger: “Hey guys, vi vil gerne være venner med dig” og så videre, men dengang var det ikke set før.”

Hvad vil du gerne have, at folk oplever, at Glossier står for?

“Frihed, glæde og humor. Og det er jo en bedrift, hvis man opnår det med et skønhedsbrand, for skønhed har så mange lag af betydning for folk og er tit forbundet med skam, usikkerhed og noget pinligt.”

Hvad gør Glossier sjovt og frit?

“Den måde, vi taler om skønhed på: Hvor end du er i din skønhedsrejse, ser du godt ud. Det fjerner lidt af presset og hjælper folk til at se, at skønhed gerne skal være let. Hvis du har et anstrengt forhold til den slags, kan vi måske gøre det bare lidt nemmere. Det større formål med Glossier er at løfte folk.”

Men det er også en god forretning. Efter den nye CEO er trådt til, er Glossiers parfume blevet nummer et på tværs af alle Sephoras mere end 650 forretninger i USA – dvs. foran parfumer fra Chanel, Gucci, Dior etc. – hvilket har givet et salg på over 100 millioner dollars i år i amerikanske Sephora-butikker alene. Det er bare ét eksempel.

“Og det er ikke normalt,” siger Emily Weiss.

Det er det heller ikke at have en venteliste på 18.000 mennesker til en deodorant. Men sådan er det.

København kalder

Den danske barnepige, der hjælper, når familien er i København, kommer op med Clara, der har været ude på tur i sin klapvogn langs vandet.

Den lille lyshårede pige i orange strikkede smækbukser sætter sig på skødet af sin mor og vender sine kolde røde kinder ind mod hende. De sidder, så længe Clara har brug for det, inden de går op, og Emily Weiss gennemfører en imponerende lydløs maratonputning af sin datter til lur. Otte minutter. Aldrig sket for mig.

Clara blev født i Malibu i Californien, hvor Emily Weiss og hendes forlovede var bosat det meste af pandemien. Da den var ovre, tog de tilbage til New York, tilbage til byens konstante summen af mennesker, fester, dyttende biler og udrykninger.

“Det er alt det bedste ved New York, men alt det værste, hvis du har en baby. Og det gik op for mig, at der ikke var noget græs i miles omkreds. Det krævede så meget energi at lande i. Og samtidig var jeg postpartum (tiden efter fødslen, red.). Det kan jeg tale længe om, for jeg vil virkelig gerne være med til at sætte fokus på, at kvinder er sårbare, mere åbne og følsomme i lang tid, efter de har født,” siger Emily Weiss.

“Og lige der tænkte jeg bare: Jeg må tilbage til København! Hvor der er en normalitet omkring moderskabet, hvor jeg følte, at jeg ville passe godt ind og blive bestyrket i mit eget moderskab. Og så er det bare let at være i København. Min kæreste var heldigvis med på idéen, og så gik vi i gang med at lede med Julies hjælp.”

Venskabet imellem de to er af den uforudsigelige slags, der opstår senere i livet, og som former mennesker. I dag er Julie Fagerholt en af de vigtigste mennesker i Emily Weiss’ liv – “she is my chosen godmother” – og de er i kontakt flere gange ugentligt. Hvem skulle have troet det, da de to kvinder med ca. 16 års aldersforskel for seks-syv år siden tilfældigvis befandt sig i den samme Chanel-butik i New York på samme tid.

Emily Weiss sad og ventede på at prøve et par sko, da Julie Fagerholt kom ind iført en metallisk reflekterende gulvlang Balenciaga-trenchcoat. Eller sagt på en anden måde:

“Det var en kvinde omkring 50, der havde den mest fire style, jeg nogensinde havde set.”

Men det var ikke kun tøjet, der gjorde indtryk på Emily Weiss. Det var først og fremmest Julie Fagerholts energi, og måden hun bar sig selv på, hendes elegance. Emily Weiss gjorde, hvad man burde gøre noget oftere, når man oplever en særlig fascination ved eller nysgerrighed over for et andet menneske: Hun rejste sig op og gik hen til hende.

Gør du ofte den slags, altså bare går op til folk?

“Ja, det vil jeg faktisk sige. Se bare på Into The Gloss, hvor jeg (i dag drives bloggen videre af andre, red.) opsøger folk, som jeg synes, er fantastiske.”

Ud over at være på samme sted på samme tid var de også begge modtagelige over for mødet. Julie Fagerholt havde tre dage forinden forladt sit livsværk, brandet Heartmade, og var lettet. Faktisk sprudlede hun af energi og gåpåmod, så da den ligefremme amerikaner inviterede hende til New York igen to uger senere, sagde Julie Fagerholt ja. Kalenderen var åben, ligesom sindet.

Julie skulle hjælpe Emily med at finde hoved og hale i hendes garderobe. Men vigtigere blev mødet på et menneskeligt plan.

Emily Weiss var lige blevet skilt fra sin første mand og ved at finde ud af, hvem hun nu var, samtidig med at hun havde travlt med sin forretning.

“Der er et tidspunkt i start-30’erne, hvor du er på tærsklen til at blive en rigtig kvinde, og det var der, jeg mødte Julie. Jeg så virkelig op til hende som rollemodel: Hun er en kærlig mor, en talentfuld designer, generøs, betænksom og i stand til at sætte grænser. Hun er meget sikker på sig selv og meget rolig og kommunikerer meget klart, og jeg tænkte: Det er sådan, jeg vil være, når jeg bliver stor,” siger Emily Weiss om veninden.

Levede København op til det, du havde brug for i tiden efter fødslen?

“100 procent. Kulturen omkring og respekten for moderskabet er meget anderledes her end i USA, hvor mødre er en lidt glemt samfundsgruppe. Tag bare barslen. I New York starter de fleste med at arbejde umiddelbart efter fødslen, og i Danmark kan du få et år.”

Hun har også oplevet en mere ligelig fordeling af ansvaret forældrene imellem her.

“Nu er jeg meget heldig, at Claras far er en virkelig god og deltagende far, men når jeg går ned og køber kaffe længere nede ad vejen, synes jeg alligevel, at det er overraskende, at mindst halvdelen derinde er fædre med babyer. Sådan ser det ikke ligefrem ud, hvor jeg bor i New York.”

Hvad har du lært af den danske tilgang til forældreskab?

“For det første oplever jeg, at det danske samfund virkelig respekterer børn, og at de hører til overalt. Børn må gerne være på en café, på en restaurant og på offentlige områder. Det lader også til, at det er meget naturligt for mødre at sove sammen med deres babyer, længe efter de er blevet født, hvor sleep training er en kæmpe ting i USA.

Men det er jo, fordi folk føler, at de bliver nødt til at gøre noget, fordi mødrene skal hurtigt tilbage til arbejdet og derfor ikke har den luksus at ligge i sengen med babyen og være oppe om natten og amme. Det hele hænger jo sammen. Folk gør det ikke at lyst, men af nød, man bliver jo desperat.”

Hvad gjorde du?

“Den måde, jeg er forælder på, er ikke typisk amerikansk. Clara sover stadig i sengen med mig, jeg ammer stadig, og det er heller ikke mange, jeg kender i USA, der vælger at føde derhjemme.”

Hvad har Clara lært dig?

“At sænke tempoet. Og så har hun skabt kontakt til en blidhed og en ømhed i mig, som måske altid har været der, men som jeg ikke har været i kontakt med. For at kunne skabe det, jeg har gjort på så kort tid, i så ung en alder og som kvinde i en mandeverden – de fleste topchefer inden for skønhed er stadig mænd – er jeg blevet tykhudet. At genfinde min bløde side og opleve en tryg, nær og umiddelbar relation til min datter har været profound.”

Hvad drømmer du om?

“At Glossier har lige så stor gennemslagskraft om 90 år, som vi har haft de første 10. Vi ønsker at blive det næste legacy beauty brand, som kan følge folk gennem hele deres liv.”

Og privat?

“Jeg vil gerne have en stor familie. Følelsen af at høre til starter derhjemme. Det var den følelse, jeg gerne ville skabe gennem brandet Glossier, og nu vil jeg gøre det samme med, lad os sige tre til fem mennesker. Den intimitet, der er i en familie, er selvfølgelig på et helt andet niveau, end man kan skabe gennem et brand, men det er samme princip.”

Overvejer I at flytte til Danmark i længere tid ad gangen?

“Det ville jeg elske, men jeg har min forretning i USA, og den er meget vigtig for mig. Men afvekslingen mellem København og New York er perfekt for os lige nu, og vi glæder os til at komme tilbage til en dejlig lang, dansk sommer.”