Alle kunne lide Charlottes kæreste – men langsomt dukkede en anden side af ham op

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Charlotte opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Da jeg mødte Kim, var jeg ikke på udkig efter en ny mand.

Tværtimod følte jeg for første gang i lang tid, at der var ved at komme en tiltrængt ro over mit liv.

Forud var gået nogle hårde år, hvor min datter, Mathilde, havde haft det svært. Hun var begyndt at selvskade, da hun var 14, og derefter fulgte en periode med angst, indtil hun langt om længe blev diagnosticeret med ADHD. De evindelige rutsjeture, der fulgte med i de år, tog hårdt på os forældre. Og for fire år siden blev Mathildes far og jeg skilt.

Heldigvis var Mathildes liv nu ved at falde på plads. Hun havde fundet en sød kæreste, som hun var flyttet sammen med, og et job, hun trivedes i. Og så havde hun fået mentale værktøjer og medicin, der hjalp hende med at tøjle både angst og ADHD.

Jeg selv følte, at jeg endelig kunne trække vejret igen. Jeg var ved at finde mine ben som single og nu altså også som mor uden et hjemmeboende barn. Derfor mente min veninde, Kate, at det var på tide, at jeg tænkte lidt på mig selv. Jeg var lige fyldt 55 år, og Kate forslog, at hun kom til Kolding, så vi kunne gå ud og fejre min fødselsdag.

Den aften mødte jeg Kim. Vi faldt i snak, og den korte historie er, at jeg syntes ualmindeligt godt om ham. Han var sjov og lattermild og fik mig til at føle mig så godt tilpas, at jeg gav ham mit telefonnummer. Vi mødtes en gang, som hurtigt blev til flere, og snart var vi kærester. Kim boede i Vejle, men overnattede inden længe de fleste nætter hos mig.

Efter nogle måneder præsenterede jeg ham for Mathilde. Kim satte al sin charme ind, og jeg var lettet over, at Mathilde kunne lide ham. Sådan var det faktisk med alle, der mødte Kim første gang. Det var da heller aldrig kedeligt at være i hans selskab, og jeg følte mig mere i live, end jeg havde gjort i mange år.

Da vi havde kendt hinanden lidt over et år, begyndte vi at tale om at flytte sammen, og Kim satte sit rækkehus til salg. Men kort efter meldte min arbejdsplads ud, at der skulle spares, og en del af mine kollegaer blev fyret. Jeg gik fra at gå glad på arbejde til at møde op med ondt i maven.

Når jeg forsøgte at tale med Kim om det, blev han hurtigt træt af emnet. Han foreslog i stedet, at jeg enten accepterede, at det var sådan, det var nu – eller fandt mig noget andet at lave. Jeg var overrasket og ked af, at han bare sådan skar mig af. Men han så ikke ud til at mene, at vi kom videre i den sag, så hvorfor blive ved med at spilde dårligt humør på det? Jeg syntes, at Kim bagatelliserede situationen, men bed det i mig. I stedet diskuterede jeg det hele med nogle veninder, og til sidst sagde jeg op, selvom det betød, at jeg måtte leve for mindre.

Kim og jeg havde ikke fælles økonomi, og kort efter foreslog han, som om intet var hændt, at vi tog en uge sydpå. Jeg synes ikke, tidspunktet var til det, men Kim holdt på sit: Jeg bekymrede mig for meget og trængte til opmuntring. Og jeg kunne bare låne pengene af ham. Jeg tænkte, at det jo også på en måde var meget sødt, så jeg gav efter.

På ferien faldt Kim hurtigt i snak med et andet dansk par, Torben og Bettina. Vi gik ud sammen om aftenen og mødtes på stranden om dagen. Jeg kunne godt have ønsket mig mere alenetid med Kim, men sagde ikke noget. Jeg var også lidt irriteret over, at han ikke rigtigt accepterede, at jeg skulle spare. For Kim så aldrig på prisen, når han bookede bord, og hver aften fik den med vin og cocktails. Når jeg sagde noget, fik jeg bare et kys og den sædvanlige kommentar om, at nu skulle jeg ikke være så bekymret.

På feriens fjerde dag modtog jeg et opkald fra Mathilde. Hun græd og sagde, at hun troede, at hendes kæreste var hende utro. Indeni rejste den gammelkendte følelse sig i mig; den uro, som havde været min grundfølelse i hendes teenageår, og mine tanker løb løbsk. Ville hendes angst vende tilbage? Ville hun falde ned i et sort hul igen? Jeg kunne næsten ikke rumme det.

Selvom jeg sagde til mig selv, at mange af mine bekymringer sikkert ville vise sig at være ubegrundede, lykkedes det mig ikke at slukke for dem. Jeg foreslog derfor Kim, at vi blev på hotellet den aften, bare os to. Jeg var ikke i humør til at gå ud og feste.

"Det kan vi da ikke! Vi har allerede lavet en aftale med Torben og Bettina," svarede han.

Igen blev jeg fejet af. Og igen gav jeg mig. Jeg forsøgte at involvere mig i de andres samtaler, men mine tanker var hos Mathilde. Bettina spurgte på et tidspunkt, om alt var okay. Jeg sagde kort, at min datter ikke havde det så godt, hvilket affødte et irriteret blik fra Kim. Han forklarede hurtigt Torben og Bettina, at sådan var det jo med de unge; op- og nedture, hvorefter han skiftede emne.

"Din kæreste er virkelig en humørbombe," sagde Bettina lidt efter, da mændene var gået i baren.

Jeg nikkede. Det var han unægtelig. Men kommentaren fik mig også til at tænke. Kim var altid ”på,” når vi mødte nye mennesker, og han var i topform, så længe han kunne få lov til at være den sjove, hyggelige Kim. Men så snart noget blev alvorligt, stak han hovedet i busken.

Denne erkendelse blev for alvor tydelig, da vi kom hjem, og det ganske rigtigt viste sig, at Mathildes kæreste var utro. Min datter ville gerne flytte hjem. Jeg overvejede ikke engang at spørge Kim, for jeg tænkte, at det da var en selvfølge. Jeg kunne godt se, at han ikke ligefrem så glad ud, men håbede, at det skyldtes bekymring for Mathilde. I starten forsøgte han da også konstant at muntre hende op. Tog hendes yndlingstake-away med hjem, inviterede os i Tivoli og fandt komedier på Netflix.

"Tak Kim. Det er sødt af dig, men jeg har ikke rigtigt overskud til alt det der. Jeg vil bare gerne være lidt alene," sagde min datter en dag.

Den kommentar gjorde Kim vred. Han syntes, at Mathilde var utaknemmelig og satte spørgsmålstegn til, hvorvidt hun egentlig selv ønskede at få det bedre. Det gik op for mig, at hans bestræbelser på at muntre hende op, faktisk ikke handlede om Mathilde som om ham selv. Han kunne simpelthen ikke holde den trykkede stemning ud.

"Måske skulle du ikke pylre så meget om hende. Hun er jo ved at gå til i selvynk," sagde han en aften.

Jeg var målløs. Jeg havde fra starten fortalt Kim om Mathildes svære teenageår, og dengang havde han virket forstående. Nu var han iskold. Mine tanker vandrede tilbage til et par måneder inde i vores forhold, hvor en veninde var blevet alvorligt syg. Lige da jeg fik beskeden, havde Kim trøstet mig, men snart var han blevet træt af at høre om sygdom. Han tog aldrig med, når jeg besøgte hende, og når hun kom hos mig, trak han sig. Engang havde han ligefrem spurgt, om vi virkelig behøvede at tale sygdom hele tiden.

"Det er jo nærmest til at få en depression af oveni. Måske skulle I hellere snakke om noget positivt; noget, der kan muntre hende op i stedet."

Mine alarmklokker burde nok allerede havde ringet dengang, men det gjorde de ikke. Nu kunne jeg se, at det var samme reaktion, der gentog sig.

Efter episoden med Mathilde, overnattede Kim oftere i Vejle. Det føltes, som om vi gled fra hinanden, men Kim nægtede at tale om det. Det hele kulminerede en lørdag, hvor vi skulle til middag hos nogle venner. Mathilde havde det forfærdeligt, og jeg var så bekymret, at jeg ikke brød mig om at lade hende være alene. Så jeg ringede til min veninde, som var meget forstående og sagde, at selvfølgelig skulle jeg blive hjemme. Hun ville have gjort det samme. Så let tog Kim det ikke.

"Det kan da ikke passe, at din datter skal styre vores liv. Her er sgu snart ikke til at holde ud at være mere," råbte han, hvorefter han tog sin jakke og meddelte, at han kørte hjem til Vejle.

Den aften sad jeg længe i køkkenet og tænkte. Jeg elskede Kim, og livet med ham var let, når det altså gik godt. Men lige så forbundet, som jeg følte mig med ham i de gode stunder, lige så ensom følte jeg mig i de svære. Kunne jeg leve med det i længden?

Efter mange lange nætters grublen, nåede jeg frem til, at det kunne jeg ikke. For jeg ville ikke leve sammen med en mand, der ikke støttede mig i at nære omsorg for mine kære. Og jeg kunne ikke leve med en kæreste, der hverken havde lyst eller evne til at bakke mig op, når livet gik ned ad bakke.

Derfor gjorde jeg det forbi med Kim, og i dag ved jeg med mig selv, at jeg tog den rigtige beslutning. For det er trods alt i modgang, at mennesker viser sit værd. Og skal jeg nogensinde være sammen med en mand igen, så skal det være én, der har lyst til at være der for mig på både gode og dårlige dage.