Hannes kamp for et barn

„Det var en lille sommerfugl, der fløj hele vejen fra Spanien med det glade budskab, at der var både en mand og en kvinde, som var parate til at hjælpe Hanne med at blive mor til lille Maise.“ Sådan lyder en del af den tilblivelseshistorie, som Hanne fortæller sin datter på halvandet år. Hanne er nemlig en af de efterhånden mange danske kvinder, der hvert år vælger at blive mor uden far – med hjælp fra en donor. Ifølge en opgørelse lavet af Karin Erb, biolog på Odense Universitetshospital og formand for Dansk Fertilitetsselskab blev der sidste år født 400 børn uden en far.

I Hannes tilfælde fra både sæd- og ægdonor.

– Det kan varmt anbefales at få sådant et spansk æg, siger Hanne, mens hun med et stort lykkeligt smil skubber gyngen, som lille Maise sidder og ser meget tilfreds ud i. – Det er uforståeligt, at det ikke er tilladt for singler i Danmark at benytte donoræg.

45-årige Hanne Prien er en af de kvinder, der højst sandsynligt ikke havde kunnet blive gravid uden hjælp fra en ægdonor. Men det vidste hun intet om dengang for fem år siden, hvor hun besluttede sig for at få et barn alene. Dengang troede hun, at det eneste problem var fraværet af en mand.

– Jeg har da haft kærester, men forholdene er bare aldrig nået dertil, hvor det blev aktuelt at få børn sammen. Og på et tidspunkt omkring 40 års alderen gik det pludselig op for mig, at nu skulle det altså være, hvis det skulle være, fortæller Hanne, der for alvor opdagede sit eget ønske om at blive mor, da hendes søster fik børn.

– Jeg var vel omkring 30, da jeg begyndte at mærke behovet for et barn. Indtil da var det egentlig ikke noget, jeg havde tænkt så meget over. Jeg havde nok blot regnet med, at det skete, når tid var, og været overbevist om, at det naturligvis ville ske. Men med årene blev ønsket om et barn stærkere og stærkere, og jeg var stadig single.

Beslutningen om at blive mor uden far, traf Hanne først, da hun var 40 år.

– Nogle synes måske, det er lidt sent at „komme i tanke om“, at man gerne vil have børn, når man er 40 år. Men jeg havde jo hele tiden håbet at møde en mand. Jeg har også gjort rigtig meget for at møde ham, blandt andet været på netdating og deltaget i mange sociale arrangementer. Men det skete bare ikke. Egentlig kan jeg heller ikke selv forstå, at det ikke skete, siger Hanne og tilføjer med et skævt smil, „måske er jeg bare ikke så god til det med kærester.“

Alene om lykken
Det var en stor beslutning for Hanne at få barn med en donor.

– Jeg tænkte meget over det med at få et barn alene. Især tænkte jeg meget over, om jeg ville blive ked af ikke at have nogen at dele børnelykken med. Hvordan mon det ville være at ligge alene i sin seng og få veer? Den slags overvejelser fyldte meget. Hvis nogen havde sagt til mig dengang, at jeg oven i købet ville ende med at gøre brug af både donorsæd og -æg, havde jeg sagt, at dét troede jeg godt nok ikke.

Hanne havde faktisk slet ikke regnet med, at hun skulle have nogen form for medicinsk hjælp til at blive gravid.

– Dengang tænkte jeg, at hvis jeg skulle have hormonbehandling for at blive gravid, så var det nok, fordi det ikke skulle være. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg havde det sådan, og da jeg først var i gang med at forsøge at blive gravid, skænkede jeg det da heller ikke en tanke. Medicinen var bare nødvendig, for at jeg kunne opnå det, jeg så højt ønskede mig.

Den eneste mulighed
Allerede ved første besøg hos gynækologen stod det klart, at det ikke var et problemfrit projekt, hun havde kastet sig ud i.

– Jeg fik en stor overraskelse. Efter første undersøgelse gjorde gynækologen det klart, at det ikke så særligt gunstigt ud for mig at blive gravid. Det var et kæmpe chok, og da jeg gik derfra, havde jeg bare lyst til at skrige HJÆLP!

Den første undersøgelse blev startskuddet til et langt fertilitetsforløb med både inseminationer og IVF-behandlinger og masser af hormoner samt en tvillingegraviditet, der endte i abort i 2008. Hele forløbet kulminerede i, at hun blev kaldt til samtale hos lægen.

– Det var ikke nogen særlig sjov samtale. Lægen sagde, at mine muligheder for at blive gravid med mine egne æg, var så små, at hun anbefalede, at vi stoppede behandlingen. Derefter fortalte hun mig om muligheden for at benytte ægdonor. Hun forklarede også, at det ikke var muligt at få den behandling herhjemme for mig, fordi jeg var single. I Danmark er det kun par, der kan benytte sig af ægdonor, for mindst en af forældrene skal være biologisk knyttet til barnet. Derfor anbefalede hun en klinik i Spanien, som hun havde hørt godt om. Men jeg måtte finde ud af alt selv og fik kun navnet på klinikken. Det var lidt af en mundfuld.

Beskeden om, at Hanne måtte opgive at få sine egne biologiske børn, skulle lige synkes. Og det var ikke uden sorg, hun traf beslutningen. 

– Nu havde jeg lige forliget mig med tanken om, at mit barn ikke ville have en far. Nu skulle jeg så forholde mig til, at jeg slet ikke ville kende mit barn biologiske ophav.

Læs også: "Det er naturligt at have et yndlingsbarn"

Hanne traf den endelig beslutning til en gospelkoncert. 

– Det var kort efter, at lægen havde fortalt, at jeg ikke skulle regne med at blive gravid med egne æg. Gospel er jo meget følelsesmæssigt stærk musik, og jeg kan huske, at jeg sad helt stille, mens tårerne bare trillede ned ad kinderne. Men samtidig med sorgen over ikke selv at kunne levere det biologisk ophav, kunne jeg også mærke, at behovet for at få et barn ikke var til at komme udenom. Så derfor, med tårerne strømmende ned ad kinderne og til lyden af gospel, traf jeg beslutningen. Hvis det var min mulighed for at få et barn, så var det sådan, det skulle være.

Er hun nu min?
Beslutningen om at forsøge med donoræg og -sæd kastede Hanne ud i helt nye overvejelser.

– I starten tænkte jeg over, om det mon var at købe et barn. Og hvad hvis der viste sig at være noget i vejen med barnet, var det så en dårlig vare, jeg havde købt? Mange af de overvejelser, jeg gjorde mig dengang, virker fuldstændig absurde på mig i dag, hvor jeg har fået Maise. Men hun er jo min! Og det var hun lige fra det første øjeblik, hvor jeg så hende til scanningen.

Hannes bekymringer om, hvordan det ville være at få et barn med et andet biologisk ophav end hendes eget, er også helt væk.

– Jeg ser sådan på det, at Maise har et biologisk ophav, og så har hun en mor – og det er mig. Maise er mit barn, og det æg og den sædcelle hun er blevet til af, kan bestemme, hvilken højde og øjenfarve hun får. Det er en del af hendes genetik. Men den person, hun er, er skabt i relationen til mig. Man kan også sige, at hendes genetiske ophav kommer fra Spanien, men hendes menneskelige ophav, kommer fra mig.

Ingen hemmelighed
Hanne har valgt at være helt åben omkring æg- og sæddonationen. Maise skal også kende sin historie, så tidligt som muligt.

– Jeg har allerede fortalt Maise om, hvordan hun er blevet til. At det var en lille sommerfugl, der fløj fra Spanien til Danmark med besked om, at der var en mand og en kvinde, der ville hjælpe mig, så jeg kunne få hende. Manden og kvinden kender vi ikke. De er vandret videre ud i verden, efter at de har hjulpet mig. Sådan lyder historien indtil videre, og så må den blive mere detaljeret efterhånden, som hun bliver større.

Hanne har en klar holdning til, at åbenhed og ærlighed er grundlaget for en sund relation.

– Selvfølgelig skal Maise kende sin historie. Det er nemlig en god historie, og jeg er stolt af, at det er lykkedes for mig at blive hendes mor. Det skal bestemt ikke være en hemmelighed.

Positiv modtagelse
Hanne var meget spændt på, hvordan hendes venner, familie og kollegaer ville reagere på hendes beslutning. Ville de mon synes, det var for anderledes?

– Jeg blev faktisk meget glædeligt overrasket over folk reaktioner. De var positive og syntes, det var en god løsning for mig. Jeg fortalte det også bare, som det var, at jeg havde prøvet med donorsæd, men at det ikke kunne lade sig gøre. Det, tror jeg, gjorde, at folk kunne forstå, hvorfor jeg var nået frem til den beslutning.

Mange i Hannes omgangskreds synes oven i købet, at Maise ligner sin mor.

– Når jeg har fortalt, at Maise er lavet af et spansk æg, er der mange, som næsten ikke tror det, fordi de synes, hun ligner mig så meget. På klinikken i Valencia har de også valgt en donor, som ligner mig, det er faktisk lovpligtigt, men det er alligevel utroligt, så godt, det er lykkedes. 

Hanne har dog nogle få mennesker i sin kreds, som hun endnu ikke har fortalt om æg-donoren.

– Jeg ved dårligt nok, hvorfor jeg ikke har fortalt dem det. Jeg står jo 120 procent inde for mit valg og fortæller det vidt og bredt til alle andre. Måske handler det bare om, at jeg tror, det er lidt for fremmed for den generation at sætte sig ind i. Og så vil det måske også være lidt akavet at fortælle det nu, hvor Maise er halvandet år gammel. De vil måske undre sig over, at jeg ikke fortalte det fra begyndelsen.

Overvejelser i forbindelse med æg- og sæddonation fylder meget lidt i Hannes hverdag i dag.

– Nu er Maise her jo. Vi har vores dejlige liv sammen ligesom alle andre mødre og børn. Jeg nyder det.

Hanne har fortsat æg liggende i en fryser i Valencia, bare for det tilfældes skyld at hun skulle få lyst til at kaste sig ud i barn nummer to.  

Det er ikke utænkeligt, fortæller hun med et glimt i øjet.

– Det ville være stort at kunne give Maise en lillesøster eller -bror og opleve det mirakel at blive mor igen – selv om det også ville blive meget hårdt at være solomor til to små bøllefrø.

Artiklen har tidligere været bragt i ALT for damerne, 2011

Læs hele Hannes – og syv andre kvinders – historie i bogen „Mor uden far“, som er udkommet på forlaget LIVA.