Få mere ud af din  tid - helt enkelt
SPONSORERET indhold

Få mere ud af din tid: Stil dig selv dette VIGTIGE spørgsmål

Hvis du havde en time mere om dagen, hvad ville du så bruge den på? På det, der allerede hober sig op på din to do-liste - eller på noget, der VIRKELIG betyder noget for dig?

Af: Sofia Manning Foto: Getty Images
28. sep. 2009 | Livsstil | ALT for damerne

Jeg kan ikke give dig mere tid, men jeg kan hjælpe dig med at bruge din tid på det, som giver dig mest glæde, ro, tilfredshed, taknemmelighed eller det, du ønsker eller savner.

Men hvis jeg kunne give dig mere tid, er jeg ikke sikker på, at jeg ville gøre det, hvis du bare ville bruge den til at nå mere arbejde, gøre mere rent, strege lidt mere fra to-do listen eller andet af det, som allerede fylder i dit liv.

Nej, jeg ville kræve, at du tog stilling til, hvad der i virkeligheden var vigtigst for dig at få tid til.

Altså det, der ville opfylde dine dybeste behov bedst, uanset om det er en halv time på gulvet med ungerne, en halv times yoga, en kop kaffe med en god veninde, en halv time med en spændende bog, en god snak med din mand eller blot absolut ingenting.

Prøv at spørge dig selv: Hvis jeg fik en time mere om dagen, hvad ville jeg så bruge den til?

Skriv dagbog

Ved du, hvad du egentlig bruger din tid til? Hvis du ikke føler, at dine behov bliver opfyldt i hverdagen, kan det være godt at begynde med at få indsigt i, hvad du rent faktisk bruger tiden på. Derefter er det nemmere at se, hvorfor du måske ikke føler tilfredshed og glæde i hverdagen, simpelthen fordi dine prioriteter og daglige gøremål ikke opfylder dine behov.

Øvelse: Find papir og blyant frem. Den næste uge skal du skrive dagbog over din tid. Notér ned, fra du står op, til du går i seng.

Eksempelvis: bad 10 minutter, hår 10 minutter, makeup 10 minutter, tøj 15 minutter, morgenmad 15 minutter, madpakker 20 minutter, indkøb 60 minutter, e-mails 180 minutter (både privat og arbejde), møder 120 minutter, internet, facebook og lign. 60 minutter, hente børn 30 minutter, lege med børn 30 minutter osv.

Jo mere detaljeret du er, jo mere interessant og informativ bliver dagbogen i forhold til det videre arbejde med at få opfyldt dine behov.

Når du har noteret i en uge, kan du udregne gennemsnit på gøremål, som gentages. Er du overrasket over resultatet?

Og for at sætte det hele lidt på spidsen, kan du spørge dig selv: Hvis næste uge var den sidste i mit liv, hvordan ville min dagbog så have set ud?

Find dine behov

For at finde ud af hvad dine behov er, kan du spørge dig selv, hvilke følelser eller værdier det er vigtigst for dig at føle hver dag. F.eks. ro, balance, glæde, sjov, energi, begejstring, dybde, tryghed, rigdom, taknemmelighed osv.

Brainstorm 5 minutter på følelser eller værdier, du ønsker at føle hver dag. Sæt æggeuret, og brug 10 minutter på at prioritere disse følelser eller værdier, så du har en top-5.

NU: Opfyld dem

Når du ved, både hvad dine behov er, og hvad du faktisk bruger din tid på, skal du sammenholde de to og se, om du kan skabe en hverdag i både indre og ydre balance. Men for at det skal lykkes, skal planen være realistisk, så du må sandsynligvis skære i andre af dine daglige aktiviteter for at få opfyldt dine behov.

Notér hvilke gøremål, situationer, oplevelser eller begivenheder, som helt mangler i din dagbog. Hvad drømmer du om at have plads til i din hverdag – bare skriv ned uden dom og realitetssans.

Tag nu din top-5-behovsliste frem, og kig på hvilke af de situationer, oplevelser eller gøremål, du drømmer om i din hverdag, som også opfylder dine behov? Og kig på dine gøremål: Kan eller vil du nedprioritere noget af det, du bruger tid på, så du kan få plads til de ting, som opfylder din behov, og som du drømmer om at bruge tid på i din hverdag?

F.eks. Hvis du bruger 30 minutter mindre på at tjekke mails (og det findes der mange måder at blive bedre til), så har du den halve time, du skal bruge til at meditere eller gå en tur med børnene, hvis det er det, du savner.

Artiklen er opdateret af redaktionen i maj 2022 med bl.a. nyt foto.