Deltag i en online masterclass med Jada, Klamfyr og Soleima hjemme fra din sofa
SPONSORERET indhold

Deltag i en online masterclass med Jada, Klamfyr og Soleima hjemme fra din sofa

Den danske filminstruktør Jonas Risvig arrangerer virtuelle masterclasses med danske kunstnere over Instagram for at bekæmpe ensomhed blandt unge, som er isolerede på grund af coronavirussen.

Af: Emilie Luna Rasmussen Foto: Getty
17. mar. 2020 | Livsstil | ALT.dk

Digital + Social

Det er navnet på det nye koncept, som den danske filminstruktør Jonas Risvig, der blandt andet står bag DR3-dokumentaren Da Danmark blev Suspekt, har skabt i kølvandet på coronavirussens indtog i Danmark. Her holder han online masterclasses, hvor han mødes virtuelt med en række danske kunstnere, imens det hele bliver livestreamet via Instagram. Seerne på den anden side af skærmen er eleverne, der kan stille spørgsmål og tage noter.

Som ung kreativ kunstner kender Jonas Risvig alt til, hvor vigtigt det er med sparring og inspiration fra andre, og derfor er alle kunstnerne på programmet filminstruktørens egne kollegaer, herunder Skinz, Aksglæde, Soleima, Jada, Ibi Støvring og mange flere, som skal snakke om deres kreative vej til at blive kunstner samt svare på alle seernes spørgsmål, som stilles undervejs.  

Filminstruktøren ser projektet som en unik mulighed for at få sine kunstnerkollegaer til at stoppe op, reflektere over hvad de laver og dele det helt åbent med danskerne.

”Jeg håber, at der er en skabertrang, der kan blomstre. Når man er i en situation, som nu, hvor alt går i stå, så sidder der en lang række kunstnere eller unge med et flair for noget eller et stort talent, der mister den kreative pust, fordi de ikke får noget inspiration udefra. Jeg håber, at mine masterclasses kan holde liv i noget gejst, og at det medfører en masse nye initiativer og projekter, når krisen er overstået”, siger Jonas Risvig til ALT.dk og tilføjer:

”Vi opfordrer jo altid unge til at være sammen socialt og ikke kun digitalt, men nu er det faktisk omvendt.”   

Fra ensom til kreativ

Digital + Social gik hurtigt fra tanke til virkelighed, da Jonas Risvig lørdag aften sad alene hjemme i sin lejlighed og efterfulgte regeringens opfordringer til at arbejde hjemme og begrænse social kontakt til andre for at mindske smitten af Covid-19. Alligevel observerede han, at hans venner og andre unge mennesker var ude og drikke øl og hygge sig i sociale sammenhænge på trods af opfordringen fra myndighederne.

Det gjorde filminstruktøren forarget, da han selv er adskilt fra sin immunsvækkede kæreste på ubestemt tid.

Forargelsen førte til en idé, der forhåbentlig er til stor glæde for en masse kreative og måske ensomme unge, forklarer Jonas Risvig.

”Jeg vil gerne være med til at eliminere noget ensomhed, som jeg ved, at der begynder at være derude blandt unge. Det store mål er, at videoerne skal medvirke til, at ingen føler sig helt alene, og så må de også gerne bekræfte unge kreative sjæle i, at flyvske tanker omkring at gå en anden og måske mere kreativ vej, er tanker, som nogle af deres forbilleder også har haft. Hvis det lykkes, er det det hele værd”, siger filminstruktøren.

Jonas Risvig har lavet et fuldt program med danske kunstnere for hele ugen, og 3.400 personer har allerede været inde og se den første masterclass, der blev afholdt mandag med kunstneren ELOQ, der er producer og komponist.

Se programmet nedenfor og følg med på Instagram her.

Anbefalet til dig