Finanskrisen
SPONSORERET indhold

Finanskrisen: Sådan kom vi videre

Den ramte Danmark i 2008, men uendelig mange danskere er stadig mærket af finanskrisen. Forbrugsfesten er slut, og vi er efterladt med oprydningen og de økonomiske efterdønninger. Tre kvinder fortæller her, hvad finanskrisen – i form af firmakonkurs, tvangsauktion og fyringer – har lært dem om livet.

Af: Louise Gade Sig Foto: Peter Nørby
18. jun. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Ciane gik konkurs: "Det er noget af det mest ensomme, jeg har oplevet"

Ciane Bengtsson og hendes mand gik konkurs med deres byggevirksomhed som nogle af de første i Roskilde Bank-affæren. Konkursen betød farvel til ferier, socialt samvær og værst af alt: livskvalitet.

"Hvad handler det her om?" tænker Ciane, da hun læser et brev fra Roskilde Bank i oktober 2007. Banken er begyndt at indkræve likviditetsbudgetter på månedsbasis, og abrupt har de skåret virksomhedens kassekredit ned med 20 procent. Ciane og hendes mand har ellers, hvad hun betegner som "en rigtig god forretning". Sammen driver de byggevirksomheden Form-Huset Aps, der laver individuelle enfamilieshuse og renovering af lejligheder. Et populært koncept, som mange benytter sig af. Virksomheden har eksisteret siden 2004, og Ciane elsker at søsætte unikke byggeprojekter i samarbejde med ingeniører, håndværkere og bygherrer. Men med tiden fornemmer de, at banken løber fra deres aftaler, og det store, pludselige indhug i kassekreditten gør, at Ciane og hendes mand ikke kan betale deres leverandører. Og i slutningen af april 2008 kan de bare se til, mens en konkursbegæring havner på firmadisken.

– Både min mand og jeg reagerede med stress, men på hver vores måde. Han lå helt i sort tre måneder på sofaen, mens jeg gik på barrikaderne og var ude og snakke med alle vores bygherrer og leverandører i et spinkelt håb om at redde det hele, men det gik ikke, og vi lukkede os mere og mere inde. Vi har oplevet, at leverandører og bygherrer har stået herhjemme og banket på døren, de har holdt uden for vores hus i flere timer, når børnene var hjemme med barnepige, og vi har fået smædekampagner på mails. Det var ubehageligt og virkelig, virkelig fornedrende, siger Ciane.

LÆS OGSÅ: Dårlig økonomi gør os asociale

Deres hus er bygget år tilbage, før priserne på grunde eksploderede, og mens deres forretning var god, så heldigvis kan de blive boende. Til gengæld koster firmakonkursen de årlige sommer- og vinterferier i udlandet, luksus i hverdagen som mærketøj og abonnementet på ALT for damerne, ligesom Ciane og hendes mand må droppe næsten alt samvær med venner, fordi der ikke er råd til middage og værtindegaver. Men vigtigst af alt koster det livskvalitet:

– Der er ingen, der forstår de følelser, der er i spil, og der er ingen, der forstår, hvor hårdt det går ud over ens selvværd og stolthed, for den virksomhed var jo vores baby nummer tre. Hele vores liv og levned blev vendt på hovedet, og jeg oplevede det som et tabu, når jeg talte om vores situation, for folk spejlede os i det liv, vi havde før. Det var noget af det mest ensomme, jeg har oplevet, og jeg var megaflov over det dengang.

Da nyheden om Roskilde Banks konkurs rammer Ciane, bliver hun lige dele chokeret og lettet:

– Vi anede ikke, at det gik den vej, og det slog hul på alle forestillinger, at en bank gik konkurs. Derfor havde ingen nået at handle, og der var ingen systemer til at holde hånden under folk. Jeg føler, vi blev likvideret. Samtidig var det på en måde også rart, at banken gik konkurs, for så tænkte jeg: "Så er det ikke bare os. Vi er ikke de dumme i klassen, og vi har handlet, som vi kunne."

For at undgå personlig konkurs må Ciane søge en fast stilling, og hun bliver hurtigt projektleder i en handelsvirksomhed i Roskilde, men det går ikke som forventet:

– Min krop og psyke havde nået smertegrænsen, fordi jeg havde haft krigeruniformen på lige siden konkursen. En dag kørte jeg hjem fra jobbet og opdagede først, da jeg parkerede i garagen, at jeg havde glemt at hente mine børn. Jeg havde slet ikke taget mig tid til at bearbejde den sorg og frustration, jeg oplevede ved konkursen, siger Ciane, som blev sygemeldt og sidenhen fyret.

Så blev det Cianes mands tur til at være "den stærke", og hun er i dag lykkelig over, at de ikke opgav parforholdet under nedturen, selvom det sommetider virkede som den nemmeste løsning:

– Det første, mange gør, når de bliver begrænset på deres økonomi, er at slå sig i tøjret og sige: "Jeg vil have min frihed ét sted: lad os blive skilt." Lad være med det. Undervejs har det bestemt ikke altid stået i kortene, at vi skulle blive sammen, men vores fælles mål om at komme ovenpå har gjort, at vi har respekteret hinanden, og den ene tog over, hvor den anden slap.

Efter lange, seje forhandlinger med familiens nye bank, FS Finans, kan de i dag leve videre med en mindre gæld efter firmakonkursen. Deres økonomi er ikke på samme niveau som før i tiden, og budgettet er stramt de næste ti år, men det er alt sammen blevet sekundært for Ciane, som igen er blevet selvstændig og arbejder som livs- og karrierecoach.

– I dag er jeg nået frem til en accept af det, der skete, og jeg kan bruge den personlige udvikling fremadrettet. Konkursen har givet mig et nyt perspektiv og et kæmpe kendskab til de mekanismer, der hersker i samfundet. Mange tror så meget på autoriteter, at vi lader os forføre, så siden min kollaps for to år siden har jeg kun navigeret på, hvad der føles rigtigt for mig.

Læs videre på næste side om Anne, der mistede sin lejlighed.Annes hjem kom på tvangsauktion: "Det var sindssygt pludselig at være sådan én, der kom i fogedretten"

Som nystartet selvstændig fik Anne Deppe fra den ene dag til den anden problemer med at betale afdrag på sin bolig. Til sidst turde hun ikke åbne sine rudekuverter, endte i fogedretten og måtte se til, mens hendes hjem blev solgt på tvangsauktion med et milliontab.

Den treværelserslejlighed er skøn. Lys og rummelig, og beliggenheden i Gentofte tæt på Utterslev Moses natur er helt perfekt for Anne. Hun tjener godt i sit job som salgschef, så banken har rådet hende til at investere i en lejlighed. Den koster 1,2 millioner kroner, Anne får et fastforrentet lån til fire procent og betaler uden problemer omtrent 8.000 kroner om måneden i afdrag.

Da hun senere står med en opsigelse i hånden og udsigt til en tilværelse på dagpenge, beslutter hun sig for at blive selvstændig og starter et coachingfirma i 2010. Hun tjener stadig godt, men alligevel ikke nok til at betale sine afdrag på lejligheden, så Anne sætter lejligheden til salg, men boligmarkedet er stagneret, og kreditforeningen ville ikke lade hende sætte prisen yderligere ned. Så følger en negativ spiral med fogedret og advokatsalærer, og Annes gæld vokser og vokser.

– Jeg sad bare fast. Hver gang jeg tjente en krone i mit firma, røg den over i et sort hul, der dækkede advokatsalærer og gebyrer. Det var som at træde i et hamsterhjul. Det var sindssygt pludselig at være sådan én, der kom i fogedretten. Det prikkede til hele min forestilling om mig selv som økonomisk menneske, for jeg havde sgu aldrig været en dårlig betaler. Jeg følte mig som et dårligt menneske, fordi jeg bildte mig selv ind, at jeg boede i et land, hvor alle kunne regne finanskriser ud på forhånd.

LÆS OGSÅ: Har du styr på de tre pengetyve?

Anne omlægger sin hverdagsøkonomi, så den mest af alt minder om en studerendes – med pasta til aftensmad og et meget spinkelt budget. Hun har svært ved at tale med nogen om det, ligesom hun heller ikke tør åbne de rudekuverter, der dumper ind ad brevsprækken, eller at tage telefonen, når nummeret er ukendt. Da det har stået på i halvandet år, spørger hendes ven Sebastian en dag: "Hvorfor giver du ikke bare slip?" Anne begynder en lavine af forklaringer, indtil han spørger: "Hvad er prisen egentlig?"

– Det var en mavepuster, for jeg havde ikke opdaget, at jeg betalte med livsglæde, overskud og nærvær. Noget, der i mine øjne er langt værre at miste end en lejlighed på tvangsauktion. Men ligesom så mange andre er jeg opdraget i den tro, at penge har noget med status at gøre, og at penge fortæller noget om værdien af et menneske. Jeg havde tænkt, at hvis jeg gav slip og lod boligen gå på tvangsauktion, var jeg den taber, jeg aldrig havde drømt om, jeg ville være. Men det var den vildeste frihedsfølelse at give slip, forklarer Anne.

Hun stopper alle forhandlinger med kreditforeningen, og lejligheden bliver solgt på tvangsauktion for 300.000 kroner – knap en million under den pris, som Anne selv har betalt for den.

– Det var en skideærgerlig følelse, men det lærte mig på den hårde måde, at penge bare er penge. Det er et transaktionsmiddel, en byttevare, der intet har med min værdi som menneske at gøre. Jeg har fået en helt anden tilgang til tal og økonomi og er blevet en benhård forhandler.

I dag bor Anne til leje i København og døjer stadig med et økonomisk efterslæb efter tvangsauktionen.

– Jeg var så fuld af skam det halvandet år, det stod på, fordi jeg lige pludselig havde arkiveret mig selv i den boks, der hed "dårligt menneske". Men jeg besluttede mig efterfølgende for at være åben omkring det, og nu er det blevet et princip for mig, at når jeg skammer mig over noget, så siger jeg det højt, for livet er for kort til skamfuldhed. Det overraskende er, at når jeg har fortalt det, har der åbnet sig en verden af folk, som er i økonomisk knibe. Er du klar over, hvor mange tvangsauktioner der er derude?

Læs videre på næste side om Henriette, der mistede sit job.Henriette blev fyret: "Jeg har jo ikke gjort noget forkert. Jeg blev bare ramt af finanskrisen"

Henriette Døssing oplevede sit livs identitetstab, da hun blev fyret fra jobbet som kommunikationskonsulent. Det var begyndelsen på måneder i frustration og med underlige pauser i samtalerne, når hun fortalte, at hun var arbejdsløs. I dag er hun netop blevet fyret igen.

Nogle datoer glemmer man aldrig. Sådan er det med tirsdag den 27. januar 2009 for Henriette Døssing. Kontoret er tomt, da hun møder ind tidligt om morgenen – i tre år har hun arbejdet som presse- og kommunikationskonsulent hos revisionsfirmaet Ernst & Young, men finanskrisen har ramt kunderne, og firmaet har for nylig varslet fyringer. Da Henriette åbner sin mailboks, ligger der en mødeindkaldelse fra hendes chef – uden et angivet emne. Alting står stille.

Klokken 9 går Henriette ind til sin chef i mødelokalet.

"Jeg ved godt, hvad du vil sige," siger hun til ham og kan ikke holde tårerne tilbage. Han forklarer, at hun ikke har gjort noget forkert, og at det ikke har noget med hendes faglige evner at gøre. Det er tiderne.

– Jeg hørte, hvad han sagde, men jeg forstod det ikke – det var som at have en dyne over hovedet. Det første, jeg tænkte, var: "Kan vi blive boende i huset, og skal min datter så forlade sine legekammerater?"

Hendes hånd ryster, da hun skriver under på sin opsigelse. Og da hun vender tilbage til kontoret, er der ingen kolleger, der gemmer sig bag computerskærmene – de møder hende i stedet med knus og opmuntrende ord. Alt andet end berøringsangst.

– Det betød meget for mig, at mine kolleger så mig i øjnene og ikke forsøgte at undgå mig. Når jeg tænker tilbage, så var det en "god fyring", hvis man kan sige det. Jeg blev rigtigt pænt behandlet af både min chef og mine kolleger og kunne gå derfra med hovedet højt.

Henriette får tilbud om at blive fritstillet og afleverer et par dage efter fyringen sin computer og mobiltelefonen på jobbet. Først da rammer virkeligheden hende.

– Jeg mistede min mor et par år tidligere, og det kan lyde underligt, men det er faktisk den samme følelse. Du mister noget, der betyder meget for dig. Da min mor døde, kom jeg igennem tiden fra dødsfaldet til bisættelsen, fordi en masse praktiske ting skulle ordnes. Chokket kom bagefter. Sådan var det også med jobbet. Jeg har altid identificeret mig meget med mit job, så jeg måtte spørge mig selv: "Hvis du ikke er presse- og kommunikationskonsulent Henriette Døssing – hvem er du så?"

Henriette tilmelder sig samtlige jobdatabaser, pløjer hjemmesider med jobopslag igennem flere gange daglig og skriver ansøgninger. Hele dagen. Da hun en enkelt gang tager på Louisiana for at give sig selv et pusterum fra jobsøgningen, nager den dårlige samvittighed.

– Jeg var rædselsslagen for at overse en jobmulighed. Jeg sad hjemme og så stort set ingen mennesker. Det bliver man ensom af. Selvom jeg ville være optimistisk, så får man en nedtur, når afslagene vælter ind i inboxen. Jeg husker, at der en fredag eftermiddag tikkede fire afslag ind på en time. Så er det svært ikke at tvivle på sig selv, og til sidst bliver det sådan noget "er jeg god nok som mor? Som kone? Som veninde?", forklarer Henriette, som også bemærker, at hendes nye status som arbejdsløs afføder blandede reaktioner i omgangskredsen:

– Nogle vidste ikke rigtig, hvad de skulle sige, når jeg fortalte, at jeg ikke længere havde arbejde, og så blev der sådan en underlig pause i samtalen. Jeg havde det også selv svært med situationen. Det tog noget tid og en del erkendelser, før jeg kunne bruge ordet "fyret". Jeg har jo ikke gjort noget forkert. Jeg blev bare ramt af finanskrisen.

Heldigvis er Henriette medlem af en a-kasse, og det får hun gavn af, da den gode, faste løn ikke længere tikker ind på bankkontoen.

– Jeg blev en mere bevidst forbruger. Jeg gik ikke ind og købte en ny bluse, bare fordi det var onsdag, som jeg – indrømmet – har gjort tidligere. Og jeg handlede mere i Fakta og Netto, fordi jeg pludselig kunne se meningen i at spare to kroner på mælken.

Efter adskillige afslag på jobansøgninger inden for sit eget journalistiske område udvider Henriette sit søgefelt. Og efter syv måneders ledighed og 152 ansøgninger får en ansøgning til en sekretærstilling i Dansk Byggeri Henriette tilbage på arbejdsmarkedet. Under ansættelsesprocessen siger en af firmaets pressemedarbejdere op, og ved et lykketræf er Henriettes ansøgning dumpet ind på chefbordet på det perfekte tidspunkt – hun bliver ansat som pressekonsulent. Det er fire år siden i dag. Siden har Henriette skiftet job, men er netop blevet ledig igen.

LÆS OGSÅ: Det bruger vi penge på