Fra gadedreng til Melodi Grand Prix-stjerne
SPONSORERET indhold

Fra gadedreng til Melodi Grand Prix-stjerne

Der mange båse, man kan sætte den dansk-gamibanske københavnerdreng David Jay i. Lige om lidt bliver han formentlig "ham fra Melodi Grand Prix".

05. feb. 2016 | Livsstil | Eurowoman

– Oh my god, det er jo kæmpestort, mand!

29-årige David Jays venner og familie var mildest talt forbløffede, da de hørte, at han skulle være med i Melodi Grand Prix. Ikke så meget fordi de ikke vidste, at han gik op i musik. Måske mere fordi han ikke er prototypen på en Melodi Grand Prix-deltager med sin baggrund i street basket, hang til 90'er R'n'B og det faktum, at han allerede er godt i gang med at stable en musikkarriere på benene med sine egne numre, uden om det traditionsrige, men også fordomsomspundne show.

LÆS OGSÅ: Forbes' unge, danske business-stjerner: "Jeg kan ikke rigtig holde ud, når folk siger, at man bare skal tage springet"

– Jeg var sådan: Okay, lad vær med at stresse mig. Jeg forstår godt, hvor stort det er, jeg forstår godt, hvor mange mennesker, der har et ekstremt nært forhold til det her, og hvor meget det betyder for dem. Bare fordi jeg ikke har dyrket det på sådan et nørdet niveau, så forstår jeg det virkelig. Jeg har set det hvert år i fjernsynet, og jeg har været til Eurovision et år. Det er også derfor, at jeg bare prøver at koncentrere mig om, hvad jeg skal. Alt andet holder jeg ude.

Du kender måske ikke David Jay endnu, men snart kommer du formentlig til at skulle gøre en ihærdig indsats, hvis du vil undgå ham helt. Han skal nemlig deltage i Melodi Grand Prix med sangen "Rays of Sunlight", som er skrevet af Christoffer Stjerne og Bryan Rice med Cutfather som manden, der fik samlet holdet. Han har selv skrevet og turneret med sin egen musik de seneste tre år, men dette er første gang, han skal arbejde med et nummer, som ikke er hans eget.

– Jeg er slet ikke vant til det, så det har været en udfordring hele vejen igennem og er det stadig. Jeg sagde fra starten, at der skulle ske noget med musikken. Det er jo lavet uden en sanger, så på en eller anden måde skal det jo tilpasses til mig, nu hvor jeg er med. Vi var meget enige om, at det har formatet, følelsen og det gode hook, men det mangler lige at rykke sig fra den der boyband-feeling til en 2016-lyd, som noget du ville kunne høre på P3 eller til MTV Music Awards. Det vigtigste for mig er, at det føles real, når jeg synger det.

Griber bare bolden
Det var da også lidt et tilfælde, at David Jay overhovedet kom i betragtning til tjansen som manden i front på "Rays of Sunshine", fortæller han:

– Jeg indspiller normalt i nogle lokaler ude på Islands Brygge, hvor der også er en masse andre musikere og producere. Der mødte jeg for et år siden Cutfather og nogle andre, som jeg bare lige hilste på og sendte nogle demoer. For nogle måneder siden skrev han til mig og spurgte, om jeg var interesseret i at komme ind og lægge en demo på nummeret. Og jeg var sådan why not – jeg syntes jo, at det var superfedt, at han overhovedet spurgte. Så indspillede jeg vokalen, og så blev jeg for et par uger siden ringet op og blev inviteret til møde, fortæller han.

LÆS OGSÅ: 5 nye Facebook-emojis udfordrer "like-knappen"

David Jay beskriver sig selv med ord som "bydreng" og "gadedreng", og især det sidste skal tages ganske bogstaveligt. Han brugte sin barndom på gaden og i Akacieparken i Valby, hvor han spillede street basket og fik skrammer på knæene. "Helt regular," siger han. Senere begyndte han at lave musik, og det har han turneret med både i Gambia, hvor hans far er fra, og flere steder i Europa.

Er du ikke bange for at blive sat i bås som "ham fra Melodi Grand Prix"?

– Selvfølgelig har jeg tænkt på det. Jeg bliver da nok "ham der fra Melodi Grand Prix", og der kommer nok også til at være nogen, der ikke synes, at jeg er cool. Måske er det lidt overdrevet at sige, at det kun er kulturelt, men der er alligevel lidt en tendens til i Danmark, at man meget gerne vil sætte folk i bås. Men for mig er det bare endnu en udfordring, og hvis jeg ikke tænkte, at det kunne være godt for mig og en god oplevelse, så ville jeg ikke have gjort det.

Hvad tror du, at det kan gøre for din karriere at være med?

– Som udgangspunkt, ligesom med alt muligt andet i mit liv, så greb jeg bare bolden. Det hele er jo bare netværk og connections, og det eneste, jeg kan gøre, er at give den 300 %. Og så kan jeg ikke forestille mig andet end, at der kommer til at åbne sig nogle nye døre i en eller anden forstand. Om det er, at jeg bliver tilknyttet flere sociale projekter eller bliver tilknyttet et pladeselskab eller whatever.

Frivillig i integrationsprojektet Gam3
Udover musik er der især én anden ting, som altid har fulgt den nu 29-årige David Jay. Det er street basket. I dag bruger han det især i forbindelse med integrationsprojektet Gam3, som han har været involveret i siden projektets tidlige begyndelse for snart et årti siden. Her spiller han basket med børn og unge i udsatte boligområder, hvor han også styrer mikrofonen til turneringerne, som afholdes rundt omkring i landet.

– Der er så mange af de unger ude i boligområderne, der har så ekstremt meget potentiale. Men de mangler bare noget guidance. Og nogle gange en eller anden form for rollemodel. Eller et sted, hvor de bare kan udtrykke sig og sige: "Jeg synes virkelig, at jeg er presset", eller hvad det nu måtte være. Der er altid nogen, der slacker, men der er også bare mange, som gerne vil. Og der kan det virkelig rykke noget, det her. Det kunne man ikke, da jeg var barn. I løbet alle de år i Akacieparken, tror jeg, at der var én gang, hvor der var nogen, der kom ud og lavede basket i vores lille boldbur med to kurve, og der gik vi hjem med tre NBA-klistermærker hver og var helt oppe at køre, fordi vi syntes, at det var det vildeste. Nu er vi ude med T-shirts, drikkedunke, tasker, bolde fra Nike!

At Gam3 gør en forskel for de unge, tror David Jay på. Men det giver bestemt også ham selv noget, understreger han:

– Det giver mig så meget. Jeg spejler mig jo meget i de her unge og kan genkende meget fra folk, jeg kender fra min egen barndom. Man kan jo se, at her taler moren ikke så godt dansk, eller her arbejder faren måske meget og er ikke så meget hjemme. Alle de her historier. Jeg forsøger bare at have en positiv attitude, være mig selv og være i øjenhøjde. Man bliver jo en slags ambassadør, når man kommer derud, fordi man bliver den, de husker.

Den positive attitude er også noget, David Jay vil tage med, når han d. 13. februar skal stå på scenen i Forum i Horsens til Melodi Grand Prix.

– Jeg ved, at det bliver høj energi! Og så skulle det også gerne være sådan, at man føler, at man skifter lidt kanal, og at det bliver mere internationalt, mere MTV Music Awards. Det lægger op til dans. Det lægger op til, at man lige samler moster Trunte op og tager en svingom rundt om sofabordet. Vi hygger os med det og holder en fest. Det, håber jeg, at folk kommer til at kunne mærke.

LÆS OGSÅ: 59 tegn på at du ikke er så original, som du tror

LÆS OGSÅ: "Jeg bliver tiltrukket af komplicerede kvinder. Jeg elsker karakterer, som har noget at sige"

LÆS OGSÅ: Så mange sexpartnere synes vi er acceptabelt