Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Frederikke Lett
Frederikke Lett om at miste og elske.

Frederikke Lett om at miste den store kærlighed

Klumme om at miste den store kærlighed: “Hvorfor drak jeg ikke den kop kaffe med ham?”

Frederikke Lett om det største øjeblik i 2017.

2017 rinder ud i denne uge. Knips er året væk. "Fik du set det, du ville, fik du hørt din melodi?". Når jeg sidder her med årets sidste klumme, tænker jeg på den historie, der gjorde størst indtryk på mig. En historie, jeg vil gå ud af det gamle og ind i det nye år med.

Det er en historie om kærligheden. Historien om Mr. og Mrs. C, som hverken ramte aviserne, SoMe eller fik noget hashtag. En historie om et par, jeg har mødt i Venedig igennem de sidste seks år, hvor jeg har boet på det samme hotel og med de samme mennesker, der alle på den ene eller den anden måde defilerer ind og ud af Venedigs filmfestival.

I år var kun Mrs. C til stede. Hun udbrød som det første, da jeg så hende: "Du har vel hørt det? At min elskede Mr. C døde for seks uger siden?" Jo, jeg havde hørt det. Få sekunder før jeg gik ud til den sortklædte kvinde, havde jeg hørt det. Morgenmadsrestaurantens trofaste madmor havde på sit yndige italienske fortalt mig det med trillende tårer og gennet mig hen mod glasdøren. Mrs. C havde spurgt efter mig. Nu fandt jeg hende udenfor, siddende i skyggen rygende på sine cigaretter med øjnene skjult i solbriller og et pink tørklæde om hovedet.

"Jeg vil ikke tale om det. Men jeg må tale om det. Han døde for seks uger siden på et hotelværelse i Rom, fordi han skulle hjælpe den italienske instruktør Mr. A med sin film." Og så fortalte Mrs. C mig om deres store passionerede forhold. Om de 26 år, de havde været sammen. Om et barnløst og meget tæt og lykkeligt ægteskab. Jo, der havde også været tidspunkter, hvor der havde været andre i deres liv, og på et tidspunkt var de endda gået fra hinanden. "Man kan ikke være sammen så mange år uden, at der også er andre. Men selv, når der var andre i vores liv, var vi sammen. Vi var altid sammen."

Deres første møde var på et filmset. Hun havde hovedrollen – han var i begyndelsen af sin filmkarriere. Hun havde fundet ham kikset, han havde opsøgt hende igen og igen. Hvor hun end var, var han dukket op. Stærke temperamenter tørnede mod hinanden. "Ingen af os havde brug for en lille nikkedukke, der sad og så beundrende på os". De havde skændtes meget, og de havde skændtes heftigt. Det var altid hende, der udvandrede fra skænderierne, smadrede tingene og forlod ham på åben gade. Han fulgte efter. Gang på gang og rituelt. Han fandt hende altid på forbløffende vis. Han havde fundet hende midt på en lille sidegade i London, en næsten umulighed, for hun var faret forvildet af sted. Men der var én gang i Venedig, han ikke havde fundet hende, hun havde forladt ham ved Salute-kirken. Genforeningen skete først langt senere på hotellet. Denne ene gang græd hun over.

"Man skal passe sådan på hinanden. Forhold, virkelige forhold, handler jo om det hele. Om vores barndom, dem vi er – om at trænge ind i hinanden. Det her mellem os handlede jo ikke bare om at have det gode liv, se film, gå i biografen, møde venner, drikke lidt vin og nyde kaffen, solopgangen eller en god bog. Vi var jo involveret dybt med hinanden", sagde hun og gned håndfladerne mod hinanden som for at illustrere sammensmeltningen. Sidste gang hun havde set ham, var før afrejsen til Rom. Han havde spurgt, om de ikke skulle drikke en kop kaffe, men nej. Hun syntes, han ville blive stresset før lufthavnen. "Hvorfor drak jeg ikke den kop kaffe med ham?". Og så græd hun igen.

Af alle de begivenheder, jeg har bevidnet i 2017, af alle de mennesker, jeg har talt med, læst om og hørt på igennem året, er det mrs. C, der står klarest frem. Mit håb for alle i 2018 er at elske mere, ­give mere og drikke den kaffe. "Om lidt bliver her stille, om lidt er det forbi..."

Frederikke Lett, 43

Konsulent og skribent på bl.a. Frederikkesfokus.dk. Bor i Snekkersten med sin mand og datter.

Se, hvad vi ellers skriver om: Klumme og Frederikke Lett