Lønsamtale
SPONSORERET indhold

Guide: Bliv klar til din lønsamtale

I sidste uge handlede karriere klummen om det vigtige MUS (medarbejderudviklngssamtaler). I mange virksomheder følges disse samtaler op af en lønsamtale med hver medarbejder.

Af: Alice Louise Wedell-Neergaard Foto: Getty Images
25. feb. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Sådan forbereder du dig på lønsamtalen - som arbejdsgiver
Det er ikke lovpligtigt at afholde lønsamtaler med medarbejderne, men hvis der i ansættelseskontrakten står, at der afholdes lønsamtale, er det en del af aftalegrundlaget og skal overholdes. Som arbejdsgiver kan du også være forpligtet til at afholde en lønsamtale i kraft af en kollektiv overenskomst.

Hvis du som er forpligtet til at afholde en lønsamtale med din medarbejder, er det ikke ensbetydende med, at medarbejderen skal have en lønstigning. Hvis du på forhånd ved, at der ikke bliver råd til lønstigninger, kan du sende en generel meddelelse ud inden samtalerne om, at der ikke er økonomi til lønstigninger. Så er dine medarbejdere underrettede, hvilket kan imødegå skuffede forventninger. Vær dog opmærksom på at den individuelle lønsamtale alligevel skal afholdes.


Som arbejdsgiver med en eller flere ansatte, er det en fordel at finde en fast metode til at forhandle lønnen til dine medarbejdere. På den måde kan du både give din medarbejder en forklaring på, hvordan du har fastsat dennes løn, og du har et sammenligningsgrundlag til de andre medarbejdere. Du kan fx lave en samlet række af kriterier, som du har prioriteret, at medarbejderne bliver vurderet og honoreret ud fra.

Eksempler på kriterier, der kan ligge til grund for lønforhandling:
Indhold i jobbet
Mængden af ansvar, der følger med jobbet
Uddannelsesniveau, der er påkrævet for at kunne bestride jobbet
Medarbejderens kvalifikationer og erfaringer
Medarbejderens generelle indsats og engagement

Overvejer du at ændre en medarbejders løn i nedadgående retning, skal du være opmærksom på, at der i så fald vil være tale om en væsentlig vilkårsændring. En lønnedgang vil skulle varsles med medarbejderens individuelle opsigelsesvarsel. Det kan derfor anbefales at søges juridisk rådgivning i den situation. (Kilde Arbejdsløshedskassen ASE).

Sådan forbereder du dig til din lønsamtale som - medarbejder
Vi kvinder går for at være rigtig dårlige til at forhandle vores løn......Det tror jeg ikke på. Men vi er nok ofte for dårlig forberedt, og har derfor ikke gjort klart op med os selv, hvordan vi synes at årets lønsamtale skal ende FOR OS.

Jeg plejer at sige til mine medarbejdere, at jeg håber de får mig til at svede rigtig meget til deres lønsamtale, for så ved jeg, at jeg har fat i de rigtige medarbejdere, som har en vilje til at arbejde målrettet med at forbedre sig.

Jeg vil prøve at skrive et par enkle overskuelige tips til din lønsamtale her. Nogen af jer har garanteret nogle rigtig gode eksempler på, hvad I synes virker og ikke virker. Så skriv gerne til os.

1. Forberedelsen
Gør dig klart, hvilke gode præstationer, du har haft det sidste år.

Hvis de har sammenhæng med præstationer fra de foregående år, så tag denne del med ind.

Gør dig også klart, hvad der ikke gik så godt, eller hvor du selv synes, du kunne have gjort det bedre.

Når du sidder med det billede, så gør op med dig selv: Fortjener jeg en lønforhøjelse. Og hvordan skulle du nu vide det. Det kan man da ikke – jo det kan man. Tænk på, hvordan du ville se på dine præstationer, hvis du var din chef eller det var din egen virksomhed. Ville du så give dig selv en lønforhøjelser.

2. Argumentationen
Argumentationen for dit ønske om lønforhøjelse er i virkeligheden en slags salgstale, hvor du skal have din chef til at forstå, at det er nødvendigt at give dig lønforhøjelse.

Du skal derfor forberede:

En meget tydelig forklaring på, hvad du har præsteret det sidste år.Sørge for, at argumenter og historien omkring dette er bygget op, så din chef kan forstå det. Det er ikke nok, at du forstår den historie, som du fortæller. Tal ind til din chef, og mød ham/hende der, hvor han/hun er.Sørg for at dine argumenter er så gode, at din chef tænker, ja – her skal vi have en lønforhøjelse igennem, og den er super vigtig.

Nogen af jer kender måske til det man kalder indvendingsbehandling. Det er en forberedelsesmåde, hvor man gennemtænker, hvilke argumenter/indvendinger, din chef kunne komme med, når du skal forhandle din lønforhøjelse, og hvor du så er klar med argumenter for, hvorfor. Prøv at bruge dette i din forberedelse. Og så husk – jo kortere og mere konkret ordene kan falde i din argumentation, jo bedre virker det. Du skal kunne holde en slags "elevator-tale" på max 10-15 sekunder for, hvorfor det netop er dig, som skal have lønforhøjelsen.

3. Udførelsen
Her handler det om, at du holder dig selv i den rigtige kontekst, når dagen for din lønsamtale oprinder.

Det er en vigtig dag – lige så vigtig som en dag, hvor du skal lave en stor præstation – måske løbe et løb, eller svømme en konkurrence, vinde en udstilling med hunden, gennemføre en vigtig præsentation på arbejde eller hvad du nu oplever i dit liv.

Derfor skal du sørge for, at hjælpe dig selv godt ind i dagen.

F.eks. Sørg for at få en rolig morgen med den gode morgenmad. Sørg for at få noget tøj på, hvor du føler dig godt tilpas og gerne noget, hvor du føler, at det understreger, at du skal noget vigtigt.

Skal du have neglelak og make up på i dag?? Det er ofte et super værktøj til at hjælpe med, at man føler sig rigtig godt tilpas.

Lønsamtalen er årets særlige dag. Den skal nydes, for den har du forberedt.

Og så håber jeg bare, at du får succes med at få din lønforhøjelse igennem.

Har du opnået lønforhøjelse med en særlig taktik? Skriv det til os herunder: