Harlou: "Drop dramaet og sæt pris på, at mænd ikke er kvinder"

Hvem har gjort størst indtryk på dig og hvorfor?
– Min mand, Thomas, gjorde stort indtryk på mig, da jeg mødte ham på den første date. Han viste sig hurtigt at være en perfekt pakke af gode egenskaber. Thomas er autistisk dygtig til sit arbejde, interesserer sig for mig og mit arbejde, er socialt intelligent og ikke nærig med sig selv. Han er næsten ikke til at stresse, er en vildt god far, har selvtillid og er ikke bange for at gå glip af noget. Jeg kunne blive ved og kan roligt påstå at være hans største fan.

Hvad er din største passion?
–I gymnasiet blev jeg opslugt og fascineret af nærmest alle fag, og jeg er typen, som kunne være blevet god til alt muligt. At jeg endte med at vælge Arkitektskolen i Aarhus, var nok inspireret af en familie, som altid har gået op i arkitektur og design, men det var også et heldigt tilfælde. Fra allerførste dag blev jeg grebet af arkitekturens verden og vil stadigvæk – efter fem års uddannelse og ti års praksis – betegne arkitektur som min største passion. Jeg har stadig nemt ved at lære nye ting og udfordrer gerne mig selv med nye opgaver, som f.eks. arbejdet som tv-vært. Jeg ærgrer mig ikke over ikke at være blevet noget helt andet, og jeg er ikke bange for det faktum, at man vælger noget fra, når man vælger noget andet til.

Hvornår er du allermest barnlig?
– Sidst på dagen efter en 12 timer lang tur på de danske landeveje med lidt for meget Matadormix og et overtræt tv-hold. Og til fester med gode venner.

Hvad er det mærkeligste, en mand har sagt til dig?
– Det mærkeligste, som jeg gennem tiden har hørt fra mænd, er de der omvendte score-replikker a la: "Hvorfor ser du så sur ud?" Jeg er blevet en blanding af paf og fornærmet og har skyndt mig langt væk. Jeg kan slet ikke forstå den dér med, at "hvis man vil vinde damernes hjerter, så skal man være et svin". Nogle kvinder falder for den farlige og ligeglade "bad boy"-type. Det er bare ikke mig. Jeg vil gerne overrumples med spænding og tages med storm, men jeg vil feteres og behandles med respekt.

Hvad skulle titlen på din selvbiografi være?
– En selvbiografi skal ikke skrives, når man er 36 år, men efter et langt og indholdsrigt liv. Så jeg håber, at der overhovedet bliver anledning til at skrive en. Jeg er opdraget til at gå til en opgave med en vis ydmyghed og til at være kritisk, hvad angår egne evner. En biografi vil derfor ikke komme fra min hånd, med mindre jeg er sikker på at kunne inspirere læserne. Titlen skulle ikke være bedrevidende, men sikkert rumme et element af taknemmelighed.

Hvad er den største erkendelse, du er kommet til?
– Efter at jeg har fået børn, har jeg fået en 1:1 målestok for, hvor hurtigt tiden går. Mange siger det, men det gør det ikke mindre sandt. Jeg har desuden de seneste år erkendt, at livet er skrøbeligt. Det kan gøre mig momentant ked af det, men allermest gør erkendelsen mig i stand til at give slip på bagateller og nyde livet mere.

Hvad er det bedste råd, du vil give dine børn om det modsatte køn?
– Til min søn vil jeg sige: "Hvis du kan ramme balancen mellem at kunne vride en karklud og tage din kvinde med storm, så når du langt." Til min datter vil jeg sige: "Drop dramaet og sæt pris på, at mænd ikke er kvinder."

Hvornår er du mest sårbar?
– Jeg er nok lidt maskulin og hader drama og fnidder. Jeg bærer ikke nag og fungerer dårligt i selskab med intrigante folk eller folk, som ikke er grundglade. Det rammer mig allerhårdest, hvis min mand eller min storesøster er ked af det eller utilfreds. Så skrider mit fundament, og så bliver jeg sårbar.

Hvilken begivenhed har ændret din måde at tænke på?
– Jeg er ikke blevet mindre fokuseret og engageret i mit arbejde, efter jeg er blevet mor. Forskellen ligger i, at dagligdagen og arbejdslivet giver mere mening, når man er forælder. Nu er der to små børn, som har brug for mig, og derfor SKAL jeg leve, og have det bedst mulige ud af vores liv. Før var det et tilvalg. Nu er der ingen tvivl.

LÆS OGSÅ: Christian Grau om skilsmissen: Det er sgu et nulpunkt