Helle Thorning-Schmidt: "Jeg blev så træt af alt det fokus på mit udseende"

Helle Thorning-Schmidt har løst hår. Egentlig var det ikke meningen at nævne hendes udseende i denne artikel, for hendes tøj, tasker og frisurer har i alt for mange år taget alt for meget opmærksomhed fra hendes beskæftigelse som først europaparlamentariker, siden partileder, statsminister fra 2011 til 2015 og i nyere tid bestyrelsesmedlem og foredragsholder.

Når det alligevel er værd at nævne, er det, fordi det er oplagt at se frisuren som et udtryk for den ultimative frihed, Helle Thorning-Schmidt lever med i dag. Hun er et sted i sit liv, hvor hun tillader sig at slå håret ud, hvor hun ikke skal passe ind i andres forestilling om, hvordan en “god socialdemokrat” eller en “rigtig statsminister” ser ud, hvor hun, som dokumentarfilmsinstruktør Nille Westh formulerer det, “kan stå ved, hvem hun er: Se pissegodt ud, høre virkelig dirty rap og være totalt seriøs på samme tid.”

Hendes profil på Instagram, hvor hun oplever et stærkt kvindesammenhold, er fyldt med billeder af hende i farverige jakkesæt med kæmpestore smil og løst hår. Sådan var det ikke, da hun var statsminister.

“Når jeg ser billeder fra dengang, kan jeg se, at der skete en udvikling med mig på et tidspunkt, hvor jeg blev så træt af alt det fokus på mit udseende, at jeg prøvede at passe ind, så vi kunne begynde at tale om politik i stedet. Jeg blev mere neutral i mit udtryk, og mit hår var altid sat op. Det var meget kontrolleret,” siger hun.

Hendes mand, Stephen Kinnock, har en anden måde at sige det på. I den nye dokumentar af Nille Westh, Statsministeren Helle Thorning-Schmidt, siger han, at der til sidst var for meget Helle Thorning og for lidt Helle. Han ærgrede sig over, at der var så stor afstand mellem statsministeren Helle Thorning-Schmidt og den kvinde, han har kendt og elsket i mange år. Deres datter Johanna Kinnock siger i dokumentaren, at hun ærgrer sig over, at det ikke er muligt at være præcis den kvinde, man er, når man har jobbet som statsminister.

Men hvad er Helle Thorning-Schmidts motivation for at medvirke i endnu et portræt af hende? Efter hun selv har skrevet en bog, andre har gjort det samme, og hendes embedsperiode og person er blevet endevendt, hvad er det så for en historie, hun synes, der mangler at blive foldet ud? Det har vi sat et interview op for at finde ud af.

Hvor dukker hun op næste gang?

Vi mødes i København. Helle Thorning-Schmidt er cyklet tværs gennem byen i regnvejr fra det hjem, hvor hun bor, når hun ikke er sammen med sin mand i deres andet hjem i London. Selv om hun forbander sit valg af transportmiddel på grund af det dårlige vejr, er det praktisk, når man som dagens hovedperson er meget på farten med et pakket – og alsidigt – program.

Efter interview og fotografering skal hun videre til bestyrelsesmøde i tænketanken European Council of Foreign Affairs og om aftenen i Parken og se landskamp i sin egenskab af formand for DBU’s Governance- og Udviklingskomité. Det er svært at skildre en almindelig uge i Helle Thorning-Schmidts liv.

Men man kan se på Instagram, at ugen efter interviewet bl.a. bød på ture til New York, Miami (på stranden med håret blafrende ind i ansigtet) og en vandretur i Skotland samt en lektion fra sin mor i at gå i spagat på stuegulvet. I nyere tid har hun medvirket i musikvideoer for både Tessa og Gulddreng, og ved VM i Qatar dukkede hun pludselig op på lægterne i regnbueprotest.

Men primært arbejder hun med sine seks bestyrelsesposter i Danmark, USA og Storbritannien og holder desuden foredrag om feminisme, diversitet og ledelse. Det er svært at regne ud, hvor hun dukker op næste gang, siger jeg til hende. Hun griner.

“Egentlig synes jeg ikke, at jeg er så svær at regne ud. Jeg laver det, som, jeg synes, er spændende og går meget op i at lære nye ting. Jeg kan godt lide at kombinere noget, der er en lille smule skørt og humoristisk med at være alvorlig og arbejde seriøst med mine bestyrelsesopgaver, mine tænketanke og foredrag,” siger hun.

Omverdenen er endelig ved at acceptere, at Helle Thorning-Schmidt er et sammensat menneske. Og hvem er i øvrigt ikke det? Hun kan således både være sjov og alvorlig, tage “statsministertøj” på, når det er påkrævet, og tage en opsigtsvækkende, siden berømt, pink kjole på til bal hos dronningen, være fan af både Brøndby og diverse rappere fra sin hjemstavn, diskutere progressivitet i bestyrelser og få Danmark gennem en økonomisk krise. Have både løst og opsat hår. Gå op i tasker og samtidig være begavet.

Som Helle Thorning-Schmidts barn Milo Kinnock siger i dokumentaren: “Bare fordi man går i Gucci, betyder det jo ikke, at man er idiot.”

En historie, vi bør lære af

Du er blevet portrætteret virkelig mange gange. Hvorfor ville du gerne medvirke i endnu en dokumentar?

“Jeg synes, der er en samlet historie, som ikke er blevet fortalt fuldt ud endnu, og det handler dybest set om det politiske projekt, jeg havde, men også om den enorme modstand, jeg mødte, fordi – vil jeg stadig påstå i dag – at jeg er kvinde.”

Hun understreger, at hun ikke har haft indflydelse på dokumentaren, men blot stillet op til interview og reportage og givet instruktør Nille Westh og filmholdet adgang til sin nære familie: Stephen, Johanna og Milo Kinnock og sin mor Grete Thorning-Schmidt.

“Jeg synes, at min fortælling skal ud, så vi kan se alle eksemplerne på patriarkatets mikroaggressioner mod mig. Mest af alt så vi ikke gentager de gamle mønstre. Men dokumentaren handler heldigvis også om mit politiske projekt, som jo var det, der holdt mig oppe og gav mig mod gennem mere end 10 år.”

Så ud over at det er en historie om dig, håber du, at den kan have en opdragende effekt?

“Det er en historie om mig, fordi jeg er eksemplet. Men ja, jeg håber, at den kan give anledning til grundig kollektiv eftertanke. At vi i en ikke så fjern fortid tillod os at tale så nedsættende om en politisk leder. Dokumentaren viser den kognitive dissonans, der var. Det var simpelthen svært at fatte, at et vist ydre kunne kombineres med intellekt og kompetencer.”

Og der er mange eksempler. Helle Thorning-Schmidt vil gerne understrege, at det ikke er det enkelte eksempel – at folk har kommenteret hendes udseende, hendes kjoler, var de for korte, var de for lange, kaldt hende Gucci-Helle, krydsforhørt hende om tasker, filmet hendes ben til pressemøder etc. – men omfanget, der gør det til “decideret mobning.”

Fra hvis side?

“Fra medierne, pressen og andre politikere. Man spillede på alle tangenter for at fremstille mig som mindre kompetent, mindre kapabel, mindre alvorlig og mindre intellektuel ud fra en logik om, at når jeg gik op i ydre ting, kunne jeg ikke samtidig være begavet.”

Som da Helle Thorning-Schmidt som formand for Socialdemokratiet i 2011 var med en dansk delegation i Libyen, efter der var blevet en skrøbelig fred i landet. Og havde en rød Mulberry-taske med i militærflyet. Da tasken, frem for indholdet af missionen og situationen i det krigsramte land, stjal overskrifterne, tænkte hun: Det er jo umuligt det her.

“Taske-Thorning” blev krydsforhørt i Ekstra Bladet: Hvordan havde hun det med, at hendes røde laktaske stjal fokus fra missionen i Benghazi? Hun svarede: “Det var vist mest en solonyhed i Ekstra Bladet. I alle andre medier er turen blevet beskrevet. Men jeg er da glad for, at Ekstra Bladet satte den alvorlige situation i Libyen på forsiden. Det er længe siden, I ellers har gjort det, og det kan man glæde sig over.”

En alien i dansk politik

I dokumentaren fremgår det, at omgivelserne havde svært ved at forstå Helle Thorning-Schmidt. Og det kan hun faktisk godt forstå, siger hun. Fordi hun kom ind fra siden.

I modsætning til eksempelvis Mette Frederiksen, der meldte sig ind i DSU som teenager, og hvis far og farfar havde tillidsposter i Socialdemokratiet, var Helle Thorning-Schmidt aldrig medlem af DSU, hendes forældre stemte ikke socialdemokratisk, hun kendte ingen socialdemokrater og blev først medlem af partiet som 25-årig. Dertil kom den kønnede kritik, der ikke gjorde det nemmere for omverdenen at forstå Helle Thorning-Schmidt.

“Jeg blev nærmest sådan en alien, der var placeret i dansk politik, og det, tror jeg, slørede for, at der var et meget klart politisk projekt. Faktisk har jeg svært ved at se, at der er så mange andre, der har haft et lige så klart projekt med Socialdemokratiet, og hvad vi gerne ville, både med partiet og da vi kom i regering.

Alt det udenom min person blev et røgslør for det politiske projekt samtidig med, at jeg blev spurgt “Hvad er det politiske projekt? Hvad er det politiske projekt? Hvad er det politiske projekt?” på en, synes jeg, anden måde end mine forgængere,” siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun håber, at folk, frem for hendes mest berømte øgenavn og ydre fremtoning og facon, vil huske hende for, i sin tid som partiformand og siden statsminister, at få vælgerne hjem til Socialdemokratiet, for hendes aftryk på den økonomiske politik, skatte-, udlændinge- og integrationspolitikken samt for at have overdraget et mere fredsommeligt parti med færre fløjkrige til sin efterfølger.

Evnen at stå fast i stormvejr

Det er dog noget andet, der gør Helle Thorning-Schmidts mor mest stolt, når hun ser tilbage på sin datters karriere i politik. Det har ikke at gøre med politiske resultater, men med personen Helle Thorning-Schmidt. Nemlig hvordan hun agerede i en af de talrige situationer, hvor hun skulle forsøge at stå fast i en storm.

Det var, da en mildt sagt glubsk presse i månedsvis havde mistænkeliggjort hendes mands skatteforhold og dermed parrets fælles moral. Interessen for skattesagen, som SKAT efterfølgende frikendte parret i, var enorm. Medierne ville have svar, og Helle Thorning-Schmidt valgte at afbryde en ferie for at give dem netop det. I lufthavnen ventede en hob af pressefolk med strakte mikrofonarme og konfrontatoriske spørgsmål.

“Min mor har altid sagt, at det var det øjeblik, hun bedst kunne lide i hele min politiske karriere, fordi jeg stod der med flade sko uden særlig meget makeup. Jeg lignede en, der lige var kommet hjem fra ferie, hvad jeg også var, og der var noget ærligt over mig i den situation og en form for råhed over det.”

Men det så ubehageligt ud, selv om kritiske spørgsmål er forventelige som statsminister. Hvad er det, du skal finde frem i dig selv for at stå imod presset i sådan en situation?

“Lige med skattesagen vidste jeg, at vi havde gjort alt, hvad vi kunne, for at gøre det rigtige, og der var ikke nogen økonomisk vinding. Og så havde jeg faktisk også lyst til at gå ind i ringen og kæmpe og svare på de svære spørgsmål. Jeg har altid fundet en kampgejst i at være i den boksering.”

Samtidig finder Helle Thorning-Schmidt i bokseringssituationer ro i at vide, at hun både kan stole på sit eget temperament og på sig selv. Når man ser dokumentaren, er der mange episoder, hvor man, hvis man var i hendes sted, kunne have lyst til enten at flippe ud, græde eller i det mindste vakle i troen på sig selv.

Som hvis en seriøs nyhedsjournalist spurgte, om ens projekt ikke var skingrende naivt og vanvittigt. Eller en anden spurgte ind til yndlingstasker. Eller hvis medlemmer af ens egen folketingsgruppe ignorerede en til gruppemøder, undsagde en på tv og lavede rænkespil mod en. Eller man fik elendige meningsmålinger. Og skulle forholde sig til rygter om, at ens mand var homoseksuel.

Helle Thorning-Schmidt indrømmer da også, at der har været dage, hvor hun ikke har kunnet være det overmenneske, hun langt hen ad vejen fremstår som, og hvor hun “har kastet sutsko efter tv’et.” Men grundlæggende mener hun ikke, at der er grund til at betvivle sig selv, sit værd eller sit politiske projekt, bare fordi ens parti, den samlede danske journaliststand eller folkestemningen synes at være imod en. Og det er måske det, der kaldes selvværd.

“Jeg tror, at det er rigtig vigtigt for os alle sammen, at vi ikke er afhængige af omverdenen for at validere os selv som mennesker. Og jeg må indrømme, at jeg egentlig altid har følt, at jeg er ok. Altså sådan dybt inde i min egen menneskelighed har jeg følt, at jeg er et ok menneske, at jeg er en ok kone og kæreste for Stephen, at jeg er en ok datter, en ok søster og en ok mor til vores børn. Jeg føler ganske enkelt, at jeg har ret til at være her uden at være perfekt og med mine fejl og mangler.”

Hvordan har du fået den fornemmelse for dig selv?

“Jeg tror, at det er, fordi jeg er blevet elsket for både mine positive og negative sider. Da jeg var lille, havde jeg nogle kæmpe raserianfald, hvor jeg smækkede med døren, var sur og rasende. Og jeg fik lov at rase ud, mine forældre elskede mig ikke mindre af den grund. Hvis vi som forældre accepterer vores børns “grimme” sider og elsker dem i de øjeblikke også, tror jeg, at børn får en mere fuld forståelse af, at alle sider af dem gerne må være der.”

Da hendes børn boede hjemme, måtte de gerne råbe og smække med dørene. Det var ikke noget, der gjorde, at de blev isoleret fra resten af familien eller fik indtryk af, at de var uelskelige. Den rummelighed er måske ekstra vigtig at udvise over for piger, mener Helle Thorning-Schmidt. Fordi de historisk har lært, at de skal være søde, kønne og stille for at blive elsket.

Af sine forældre har hun også fået det, hun kalder agens: Visheden om, at hendes holdning tæller. Når der var aftensmad i Ishøj – både før og efter forældrene blev skilt – havde Henrik, Hanne og Helle lige så meget ret til at blive hørt som forældrene.

“Jeg havde ret til at have en holdning, og det var vigtigt at have en holdning. Uanset om den var dårlig eller uigennemtænkt, var det bedre at mene noget end ikke at mene noget. Og det gjorde vi alle sammen, så man skulle råbe for at blive hørt. Derfor har jeg altid følt, at min stemme var vigtig,” siger hun.

Helle Thorning-Schmidt tror på demokrati selv i det små. Og selv for de allermindste medborgere. Hun synes, at forældre bør være demokratiske i deres opdragelsesform.

“Jeg hører tit, at folk siger, at forældrene skal lave regler for skærmtid. Men hvorfor laver man ikke reglerne sammen i familien? Et minidemokrati, hvor man også spørger børnene, hvad de synes, er rimeligt? Jeg er sikker på, at børn ville sige, at det var rimeligt at se en time eller halvanden efter skole. Laver man reglerne sammen, vil man også have lyst til at overholde dem. Det vil give børn agens, så de føler, at de er herre i eget liv helt fra starten.”

Gå væk, Tony Blair

På samme måde har Helle Thorning-Schmidt forsøgt at respektere sine egne børns holdninger og grænser – som da en mand ved navn Tony Blair gerne ville sige hej til Johanna Kinnock, lege med hende og tage hende op. Men blev mødt af et “Gå væk,” fra etårige Johanna, da han forsøgte. Hendes forældre kunne ikke lade være med at grine over at måtte skuffe den britiske premierminister, men de kunne heller ikke lade være at respektere deres datters grænse.

“Det er kun, når man respekterer andres grænser, at de kan finde ud af, hvor de går. Og det er noget, man arbejder ind i mennesker, fra de er helt små. Dermed lærer de også at mærke og handle, hvis nogen eller noget går over en grænse, og det kan forhåbentlig lære dem, at de ikke behøver at være i et forhold, venskab eller andet, de ikke bryder sig om.”

Et andet eksempel på en, der står ved sig selv, er Milo Kinnock. Han er født som pige og døbt Camilla, men har det langt bedre som Milo og uden bryster. I bogen Blondinens betragtninger fra 2021 skriver Helle Thorning-Schmidt, at hun er virkelig stolt af, at begge hendes børn “lever det liv, de vil, og ikke skal være nogen andre end dem, de er.”

Hun uddyber: “Jeg tror, at vi alle sammen bliver bedre, hvis vi står frem, som vi er. Det er også den kamp, jeg kæmper for mine unger. Jeg tror, at Milo bliver en dygtigere, skarpere og sjovere person, hvis han får lov at møde op som den, han er nu. Og det handler dybest set om, at ingen skal forsøge at passe ind i en meget fastlåst maskulin majoritetskultur, for så bliver man simpelthen stoppet i sin kreative energi og virkelyst.”

Det er otte år siden, at Helle Thorning-Schmidt forlod dansk politik. Og hun har ingen planer om at vende tilbage. Selv om hun har travlt, føler hun sig i dag langt mere fri til at gøre, hvad hun vil og være, som hun er.

Hvilket aftryk håber du at sætte resten af din karriere?

“Jeg håber, at jeg kan kæmpe for noget progressivt alle de steder, jeg kommer. En bedre verden, hvor man har større respekt for menneskerettigheder og alt, der vedrører vores fremtid. Vi skal kæmpe for børnene, miljøet og klimaet. Det er det, jeg prøver på i det små i de virksomheder, jeg kommer i. Og så har jeg stadig mere at sige om den feministiske dagsorden, og hvordan vi får mere diversitet. Der er masser at tage fat på.”