Henriette Wulff Riedl mistede alt håret på kroppen.
SPONSORERET indhold

Henriette mistede alt hår på kroppen

To procent af alle danskere rammes af pletskaldethed på et tidspunkt, men 35-årige Henriette Wulff Riedl er ramt så voldsomt, at hun har mistet alt hår på kroppen.

Af: Louise Gade Sig Foto: Christian Petersen
03. sep. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

– Håret faldt ikke af fra den ene dag til den anden, det faldt langsomt af, og det tærede på mig. Jeg blev fuldstændig skør. Når jeg var i bad, kunne jeg mærke, hvordan håret gled ned ad ryggen på mig og havnede som en stor klump i risten. Og når jeg friserede mig, sad der enorme totter tilbage i hårbørsten, siger Henriette.

Efter et halvt år er Henriettes lyse hårpragt blevet til en blanding af stride totter og store, bare områder, der står tyndt i rækkerne. En hudlæge konstaterer, at hun lider af alopecia areata – også kaldet pletskaldethed.

Der findes ingen behandling mod sygdommen, som både kan skyldes en arvelig sygdom i stofskiftet eller langvarig stress eller traumer. I Henriettes tilfælde skyldes det ikke den arvelige sygdom.

– Faktisk kom det ikke bag på mig, at det nok hang sammen med stress. Jeg tror, det ligger helt tilbage fra min folkeskoletid, hvor jeg oplevede voldsom mobning. Det har alle dage været mit største issue og har defineret min personlighed meget i voksenalderen. På det her tidspunkt befandt jeg mig i en skrøbelig arbejdssituation i en løntilskudsstilling, hvor jeg ikke anede, om jeg var købt eller solgt. Det var nok bare dråben, der fik min krop til at reagere, siger Henriette.

For den smukke unge kvinde, var det et chok at miste håret, men det har også givet Henriette en helt anden tilgang til livet.

– Det har jeg lært enormt meget af. Om mig selv. Og det er den største styrke, jeg tager med: Jeg har indset, at jeg har mere at byde på end mit udseende, siger Henriette.

Se billederne og læs hele Henriettes stærke historie om vejen fra hårtab til fornyet selvværd i denne uges ALT for damerne nr. 36/2014.