Henrik Frederiksen overrasker ikke med ny krimi
SPONSORERET indhold

"Det er stort skrivetalent, der fanger mig ind!"

Månedens anmelder er ikke ovenud begejstret for den nye krimi af Henrik Frederiksen, men denunderholder dog, som en krimi skal.

Af: Anna Pia Holmgaard, Katrine Nadia Jørgensen og Louise Engelst
25. apr. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

Underholdende metervare
”Det dobbelte menneske” Af Henrik Frederiksen
Forlaget Journeyman, 360 sider, 250 kr.

Knægten er begavet, ensom og på kokain. Faren er på egotrip i Politikens redaktionslokaler. Terapeuten har identitetsproblemer og svært ved at finde sig til rette med monoton parforholdssex. Lægen, der skal hjælpe drengen af med misbruget, er en snob. Der er ikke mange nye nuancer påført klicheerne i Henrik Frederiksens nye krimi. Da drengen Marc en sen aften overfaldes, begynder en gåde at tone frem, der ikke kun handler om overfaldsmænd: Hvad var det for en bærbar, de ville have fat i? Marcs liv er på spil – og ja, det ender helt fatalt, selv om internettet sejrer til sidst og afslører alle de brådne kar i kapital-, medie- og underverdenen. Henrik Frederiksen overrasker ikke med hverken persontegning eller plot, men det er veldrejet nok til at underholde. ap




Rasende god krimi
”Gothams guder” Af Lyndsay Faye
Forlaget Klim, 384 sider, 300 kroner.

I 1845 bliver Timothy Wilde ufrivilligt en del af New Yorks første politistyrke. Han bliver sat til at patruljere i det hårde slumkvarter ”Five Points,” hvor han hurtigt bliver viklet ind i en forfærdelig historie om børneprostitution, mord og massegrave. Historien er yderst fængende, selvom man ofte får lyst til at smide bogen fra sig på grund af beskrivelserne af de små børns lidelser. Den giver et tydeligt billede af, hvilken krudttønde New York var under den store immigration. Især hadet til de irske immigranter og byens sorte indbyggere kommer til syne i sin værste form. Citater fra bl.a. aviser i starten af hvert afsnit skaber en realistisk stemning, og sproget er stærkt. le



Skæbner i Stavanger
”Vi ses i morgen” Af Tore Renberg
Gyldendal, 560 sider, 245 kr.

Den store norske forfatter Tore Renberg har skrevet en på alle måder god bog. ”Vi ses i morgen” er en 600 siders murstenstung roman om socialt udsatte i Stavanger. Den spilafhængige, enlige far, der bliver overmandet af pengekvaler. De tre stærkt kriminelle, tætte venner og drengen, der vokser op på en institution. Det ville være så nemt at skildre dem som sølle mennesker, der burde tage sig sammen. Men Tore Renberg formår at gøre det stik modsatte: De tegnes langsomt frem som ligeværdige mennesker, der er fanget af deres skæbne, fordi de har fået en ulige start på livet. Og det gøres med et stort skrivetalent, der fanger mig ind og holder mig fast. knj



LÆS OGSÅ: 6 stjerne til gribende, islandsk roman