Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Her er din drømmedestination til fods
Foto: Anne Mette Futtrup, All Over og getty images. Lamaer er ikke et sjældent syn, når man vandrer i Andesbjergene.

Andesbjergene Peru

Drømmedestination til fods

Jordens smukkeste vandrerute kaldes den sti, som går gennem Andesbjergene i Peru ind til inkaindianernes allerhelligste, ruinbyen Machu Picchu. Tilnavnet er ganske fortjent, men turen mod toppen er lang og hård.

Ti minutters gang og så en kort pause. Dernæst otte minutters gang og så et tiltrængt hvil. Herefter en plan om fem minutter mere. Men allerede efter tre ser jeg frem til at sidde på et klippefremspring lidt længere oppe ad stien og holde endnu en kort mellemakt.

Jeg er på pilgrimsfærd i inkaindianernes fodspor, og på vej op mod Den Døde Kvindes Pas i Andesbjergene, et bjergpas i 4.200 meters højde på ruten mellem Den Hellige Dal og inkaernes helligste by, ruinbyen Machu Picchu.



Machu Picchu er en velbevaret præcolumbiansk by, som er placeret på en høj bjergkam i 2.057 meters højde over Urubamba-dalen ca. 80 km fra Cuzco i det sydlige Peru. Den er optaget på UNESCOs verdensarvliste.


Netop denne stump af firedagesturen på vej mod det bogstavelige højdepunkt er også den hårdeste. Når mit åndedræt under hver pause finder tilbage til sit naturlige leje, kan jeg høre de passerende vandreres prustende vejrtrækning. Vi smiler kort til hinanden. Vi er jo i samme båd.

Udfordrende fodrejse
Mens gårsdagens knap så tænderudtrækkende vandring tillod os at tale sammen om planter og dyr og bjerge og dale og udsigt – og nogle kunne sågar synge lidt – er alle i dag så stakåndede af den tynde luft og den fysisk hårde fodrejse, at kun pauserne er med lyd på.

En amerikansk kvinde kaster op på stien og må have en hånd det sidste stykke op mod passet, og et par canadiere får en mundfuld ilt fra deres guides medbragte iltflaske. Men de fleste nøjes med at holde hyppige hvil og enes om, at alle trængsler på forunderlig vis er glemt i det øjeblik, vi når toppen og ser ud over dalen og floden lang, langt nede.

Det er helt fortjent, at dette utrolige sted på kloden har fået tilnavnet Jordens smukkeste vandrerute.

Koldt om natten
Vi er blevet kørt i minibus til vandreturens startsted "KM82" i 2.600 km's højde. Herfra vandrer vi i fire dage gennem bjergene under den skarpe Andes-sol, som gør dagene lune, mens nætterne er så iskolde, at vi beholder tøjet på og kryber i soveposerne tæt op ad hinanden.



Man har lyst til at købe alt på markedet i Lima.


På førstedagen krydser vi Urubamba-floden, som har hvide toppe, der matcher tinderne højt over os. Vi traver ad landlige stier og gennem små bebyggelser af primitive huse. Vi går langs en vidtstrakt slette tilgroet af lav, gullig bevoksning og nyder synet af hvide og brune lamaer, der dasker dovent rundt uforstyrret af de vandrende turister. Vi besøger den første af en række storslåede og velbevarede inkaruiner, som pludselig dukker op midt i alt det grønne og fortæller historier om troen på bjergene og solen og Pacha Mama, Moderjord, og om Inkarigets storhed og fald.

Machu Picchu i morgenlys
Andendagen er den hårde dag. Det tager os 11 timer at tilbagelægge bare ni kilometer, hvor vi bakser os selv op over Den Døde Kvindes Pas og koncentrerer os på de glatte stentrin på vej ned igen. Om natten sover vi så tungt og sikkert som de sten, vores telte står på, og vågner med nye kræfter.



De enorme kondorer har et vingefang på op til tre meter og kan veje op til 15 kilo.


Derfor kaster vi os ud i dag nummer tre i højt tempo og ditto humør og nyder de farverige bjerge, stirrer på kolibriernes ultrahurtige vingeslag og funderer over, hvor mange farver orkideer egentlig kan have. Vi bare går og går, nærmest meditativt, og oplever at nærværet og roen varer ved, også da vi når frem til det plateau, hvor vi skal bo den sidste – halve – nat.

For allerede midt om natten – til den fjerde og sidste dag – traver vi ud i bjergene for at nå frem ad passet Solporten inden solopgang. Herfra er der en magisk udsigt over Machu Picchu i morgenlys. Vores mål er nået, og superlativerne myldrer ud af os.

12 bomstærke bærere
Selvom turen kræver udholdenhed, er den så velbesøgt, at den peruanske stat for nogle år siden indførte en begrænsning på antallet af vandrere. Det betyder, at man kun sporadisk støder på andre vandrere, og på ingen måde går i hælene på hinanden.


Der er masser af frisk frugt at nyde.
De glatte sten i passet gør det svært at holde balancen, særligt, når det har regnet.


Vi traver i en flok på otte, to familier, og har egen guide og 12 bomstærke bærere med til at fragte telte, mad og det meste af vores personlige bagage. Bærerne ser vi kun, når vi holder pauser. For de iler af sted, når de har pakket teltene ned om morgenen, for at nå frem til frokoststedet i god tid før os, så de kan nå at slå spiseteltet op, lave mad og placere en række små, gule plastikbaljer med kogt – og dejlig varmt – vand til os, så vi kan vaske hænder og friske ansigtet op.


Kokken, sørger for solide måltider undervejs.
Med på turen er guider, bærere og æsler, der transporterer proviant og oppakning.

Når vores kok, som også er bærer, har fremtryllet to-tre skønne retter over et par primitive gasblus, og vi slår mave i solen, pakker bærerne hele molevitten sammen og suser videre op ad stien for at stå klar med aftensmaden ved næste lejrplads. Der er ingen slinger i servicen på inkastien.

Mangel på ord
Men uanset hvor mange og lange højtravende superlativer man tager i brug for at beskrive inkaernes pilgrimsrute i Perus højland, er der ingen, der rækker. Ingen ord dækker den skønhed, som møder blikket, hver gang man husker at løfte det fra stien. Ingen ord dufter så stærkt og fremmed som de urter, der står langs stien, eller beskrive stanken fra de alt for fyldte stå-toiletter. Intet begreb kan gøre så sindssygt ondt i kroppen som flere dages vandring på ukurante klipper og rullende småsten, og intet ord varmer kroppen på samme langt-ind-i-knoglerne-måde som solen over Andesbjergene.

Derfor er det nærmest urimeligt over for peruanernes inkasti alligevel at sætte ord på.

Men nu har vi gjort det.


Cuzco – På det lokale sprog quechua betyder Cuzco "Verdens Navle", fordi byen var hovedstad i det gamle inkarige. Byen, der ligger i 3.400 meters højde, er derfor spækfyldt med historie fra inkatiden. Desuden er den ualmindelig smuk og rar at besøge, og det er en af årsagerne til, at den tiltrækker cirka en million turister hvert år. Trekkere, som går ad inkastien, bruger typisk Cuzco som udgangspunkt.


LÆS OGSÅ: Det skal du opleve i Buenos Aires

Det praktiske

Sådan booker du:
Der er adgangsbegrænsninger på stierne, derfor skal du booke turen i god tid, gerne mindst seks måneder i forvejen. Du bliver en del af en gruppe på 8-10 personer. Du kan købe turen gennem danske rejsebureauer, for eksempel Jysk Rejsebureau, Nyhavn Rejser og Kipling Travel, eller du kan booke hos en turoperatør fra Peru eller f.eks. USA. På Inkatrailperu.com kan du se en liste over turbureauer.

Hvad koster det?
Fra cirka 3.500 kr. pr. person for den mest almindelige fire-dages vandretur. Der fås længere og kortere ture. Flybillet fra Danmark til Peru kommer oveni. En returbillet kan du få fra cirka 8.500 kr.

Hvad er inkluderet?
Transport fra hotel til vandreturens startsted. Tre nætter i telt med liggeunderlag, fire dages vandring. Engelsktalende guide, indgangsbilletter til inkaruiner og tilladelser til at gå. Morgen-, middag- og aftensmad alle dage. Bærere til at bære telte, køkkengrej, mad og vandrernes bagage. Transport fra Machu Picchu tilbage til hotel.

Bedste årstid?
Der er to årstider i Perus højland: regntid fra november til marts og tørtid fra april til oktober. Højsæson på Inkastien er maj-september, som er tør og solrig om dagen, men også kold – særligt om natten, hvor der kan være under frysepunktet. April-maj er særligt smukke i højlandet.

Skal man være i god form?
Det er hårdt at gå i højderne, når man ikke er vant til den tynde luft. Og selv når man har vænnet sig til højderne, er det en anstrengende tur at skulle bakse sig selv op i 4.200 meters højde. God form i sig selv forhindrer ikke problemer med højderne.

Hvad skal du have med?
En gruppe mandlige bærere, som er "medkøbt" og obligatoriske på Inkastien, bærer vandrernes bagage (begrænsede mængder – se listen, så lad evt. noget stå på hotellet), og du bærer selv en dagrygsæk med vand, lidt snacks, en trøje, regnfrakke etc.).
Sovepose
Varmt tøj – gerne ski- eller uldent undertøj og sokker
Tøj til varme timer midt på dagen
Solide vandresko
En hat eller kasket, fordi solen i højlandet er skarp
Evt. vandrestave
Solcreme
Myggebalsam
Lommelygte
Alm. toiletartikler, håndsprit og toiletpapir (der er toiletter på lejrpladserne, men ikke varmt vand)

Se, hvad vi ellers skriver om: Rejseguide