Hjemmets spændingsroman: Hvad du frygter

Da opkaldet var afbrudt, begyndte de fleste i rummet at tale i munden på hinanden. Saras mor mente, de burde tilkalde politiet med det samme. Henning tyssede på hende. Jack argumenterede for, at de måtte overveje, hvad kidnapperne var ude efter – og gøre det klar. Saras far sad bare helt bleg på en stol bag dem. Bertil så på Sara, og Sara gik frem og tilbage hen over gulvet, mens hun fokuserede. Samtidig hjalp skridtene hende med at få de ømme muskler holdt bare en anelse i live.

– Mor, hvor længe har Martin medicin med sig til? For jeg går ud fra, at han stadig går rundt med den pilleæske i sin lomme? Saras mor nikkede.

– Der er i hvert fald til et døgns tid i æsken, sagde hun spagt.

– Godt! Sara noterede sig oplysningen med tilfredshed. Martin led af angst og i så stresset en situation, som han måtte være nu, kunne han sagtens få et panikanfald. Alt i alt havde de kun et lille døgn til at få Martin tilbage, ellers kunne hans tilstand forværres drastisk. Hun vendte sig mod Henning og Jack.

– I er vant til at handle med asiater. Var det ikke en asiatisk accent, der blev talt engelsk med? Sara afspillede opkaldet igen. Der var en kulde i tonen hos manden, der talte. De blev alle stille på ny. Henning slog ud med armene.

– Jeg ved det ikke. Måske en kineser. Men ærligt talt … det kunne lige så godt være en tysker. Jeg kan ikke høre det. Jeg ved godt, det er risikabelt, men bør vi ikke overveje at gå til politiet? Sara rystede på hovedet.

– Det er for tidligt, men Jack havde ret før. Hvad er de ude efter? Filerne fra præsentationen i næste uge? Det er det mest sandsynlige. Eller også vil de have penge. Vi er nødt til at undersøge, hvad vi
kan stampe op af likvider her og nu, og du er nødt til at finde filerne fra præsentationen frem, Henning.

– Det vil ødelægge os. Det er firmaets fremtid, der ligger i de filer.

– De har Martin! Saras tone var skarp, og Henning bøjede af.

***

Mor, kan du ikke finde noget mad til os? Jeg kan snart ikke tænke længere. Saras mor rejste sig med det samme og gik ud mod personalekøkkenet. Bertils ansigt lyste en smule op. Der var rugbrød, leverpostej og agurker i køleskabet. Bertil og Sara nærmest slugte hver to rundtenommer, og Bertil tog også et tredje stykke. Maden gav Sara nye kræfter. Hun fik sat firmatelefonen op, så den automatisk optog de opkald, der måtte komme, og så trak hun Bertil til side og stak ham nøglerne til bilen og en seddel, hun hurtigt havde grifl et noget på.

– Kør ud til den her adresse, og brug den kode der står nederst. Det er en boks, og du skal tømme den for indhold og lægge det i bilen. Kom så tilbage hertil og hent mig, men lad være med at sige til de andre, hvad du har hentet. Okay? Bertil så lidt forvirret ud.

– Okay, men hvad skal du?

– Jeg bliver her for at være sikker på at høre opkaldet, når det kommer. Skynd dig, Bertil. Helt uvant for dem begge trak hun ham ind til sig i et hurtigt kram. De kiggede begge væk, og Bertil ilede ud til bilen. Da han var kørt, skrev hun en SMS til en kontakt, hun havde inde i byen. Måske var der hjælp at hente i forhold til accenten fra opkaldet.

***

Dagens sidste sol var så småt ved at dæmpes, da Bertil rullede op til kantstenen foran firmadomicilet.
Sara gik ud for at tage imod ham. Hun havde en mistanke om, at han ville have svært ved at holde fast i ordren om ikke at sige noget til de andre om, hvad han havde hentet. Han kravlede ud fra førerhuset med stive ben og satte kursen mod hende med opspilede øjne.

– Sara, for pokker ...

– Fik du det hele med?

– Ja, det gjorde jeg, men har du tilladelse til alle de ting?

– Ja, eller det vil sige … jeg er trænet i at bruge dem. Jeg kommer ikke til at gøre noget dumt, Bertil.

– Men der er pistoler ... og den dér kniv … Bertil himlede med øjnene.

– Jeg kan høre, du fik det hele med, det er godt. Nu husker du, at det bliver mellem os, ikke? Jeg gider ikke høre en masse holdninger fra de andre derinde. Aftale? Bertil nikkede, men han så ærlig talt rystet ud, og Sara tænkte, at det var lidt synd for ham.

– Jeg har fundet Martins mobil, sagde hun.

– Hvor?

– Den lå nede ved krydset. Den er smadret. Jeg tror, de har smidt den ud af bilen, da de kørte væk med ham.

– Betyder det noget?

– Ikke andet end at de ikke er idioter. Jeg havde sporing på den mobil, men den har været død hele tiden, så jeg vidste godt, at de havde tænkt sig om.

***
De kom indenfor, hvor stemningen blev mere og mere anspændt, jo længere tid der gik uden besked fra Martins kidnappere. Saras mor lavede kaffe og gik forvirret rundt. Saras far var stadig bleg og sagde ikke mange ord. Sara var henne hos ham og forsikrede, at det nok skulle gå. Da hun rejste sig og gik forbi Bertil, kiggede han indforstået på hende.

– Hvad?

– Du tog hans puls, da du sad med hans hænder, er det ikke rigtigt?

– Jo. Han ser ud til at have det skidt, men pulsen er nu okay. Bertil nikkede. Sara kunne se, at han var imponeret. Saras mor stak et fad med småkager i hænderne på Sara.

– Kan du ikke sørge for, at de her bliver delt ud, Sara. Sara kiggede på kagerne og mærkede en irritation komme snigende. Hun stillede kagerne fra sig på bordet, men hendes mor var over hende med det samme.

– Altså, du gør aldrig, hvad jeg beder dig om. Sara skulle til at svare, men hendes mor fortsatte.

– Hvor mange gange har jeg ikke tilbudt dig, at du kunne blive lært op i økonomien og ved telefonerne, så du kan tage over her? Jeg bliver jo ikke yngre, kan jeg godt fortælle dig. Og det er et fint job. Det vil endda give dig noget tid, så du kan finde dig en mand. En ordentlig mand, Sara. Du bliver jo heller ikke yngre, og dit biologiske ur tikker, men du tænker altid kun på dig selv ...

Sara var ved at eksplodere af raseri og brugte alle sine tillærte evner på at bevare fatningen. Imens vendte Saras mor sig mod Bertil.

– Det var jo heller ikke ligefrem vores ønske, at Sara skulle ind i militæret og endda til Afghanistan. Jeg gyser ved tanken den dag i dag, men Sara ville afsted, Bertil. Det kan du godt huske, ikke? Du syntes da heller ikke, at der var nogen god idé, vel? Bertil rømmede sig.

– Jeg er nu ret glad for, at Sara har investeret al den tid i at lære sig nogle af de ting, som der er meget brug for lige nu, så vi forhåbentlig kan få Martin hjem igen, svarede han. Der blev stille i rummet. Sara kunne mærke en rødmen i kinderne, som hun kun sjældent oplevede.

– Jeg tjekker lige Martins plads igen, sagde hun og gik ned til laboratoriet.

– Jeg går med, sagde Bertil og langede en småkage til sig på vejen.

***
De gik ned mod Martins plads, hvor det stadig så ud, som om han blot var gået et kort ærinde midt i arbejdet.

– Du behøver altså ikke forsvare mig, sagde Sara.

– Nej, det gør jeg ikke.

– Tak, smilede Sara og kiggede på tingene, men uden at fokusere.

– Var de slet ikke stolte, da du kom hjem fra Afghanistan? spurgte Bertil undrende.

– Du havde jo tjent dit land.

– Måske. Det er ikke noget, de har sagt. Henning var måske.

– I er ikke så tætte – ham og dig.

– Næ, jeg tror ikke, han har det så let. Han er jo ikke storebror, men det er han alligevel. Han føler nok, at han skal bære firmaets fremtid og være familiens overhoved, men samtidig er han fuldstændig afhængig af, at storebror, altså Martin, giver ham noget at leve af. Det er da også kompliceret, ikke?

– Og hvad er så din rolle?

– Jeg er den uregerlige lillesøster, der går sine egne veje.

– Det er jo ikke rigtigt.

– Det er sådan, de ser mig.

– Jeg har aldrig mødt et menneske, der har investeret så meget i sin familie, som du har. Sara vendte sig for at gå tilbage til de andre.

***

Sara begyndte at blive rastløs. Det var forkert, at de endnu ikke var blevet kontaktet af kidnapperne. Det var, som om de blev holdt hen, men det indebar også en stor risiko for kidnapperne, tænkte Sara. En risiko for, at de som familie gik så meget i panik, at de valgte at gå til politiet. Henning havde det tydeligvis også skidt, og han sendte Jack hjem.

– Der er ikke noget, du kan gøre her lige nu. Det er bedre, at vi skiftes til at holde vagt, sagde han.

***

Klokken 21 vendte Saras kontakt omsider tilbage. Sara var lettet over endelig at kunne handle.

– Vi skal mødes med ham om et par timer inde i byen. Han vil kunne fortælle os, hvad det er for en accent, vi kan høre på opkaldet, sagde hun. Henning slog ud med armene.

– Men hvad skal vi bruge det til, Sara? De slipper jo næppe Martin fri, fordi vi gætter, hvor de kommer fra.

– Nej, men jo mere vi ved om dem, jo større chancer har vi for at klare det her, sagde hun.

– Okay. Hvor mødes I henne?

– Inde på en natklub i Kødbyen. Se om du kan få mor og far til at køre hjem og få noget hvile, og så hold skansen her, til vi kommer tilbage. Det opkald må komme meget snart, og du skriver selvfølgelig til mig, så snart du hører noget. Henning nikkede. Bertil og Sara satte sig ud i bilen og rullede ind mod indre by.

– Var det ikke først klokken 23, vi skulle mødes, spurgte Bertil.

– Jo, men vi stopper lige på vejen og får noget mad. Det har været en lang dag. De parkerede så tæt på natklubben som muligt og fandt en burgerbar i nærheden. De spiste begge uden at tale ret meget. Trætheden var så småt ved at snige sig ind på Sara, men hun bed tænderne sammen.

***

Basrytmen fik det til at dunke i maven, da de trådte ind på natklubben. De gik op til baren og bestilte hver en cola. Skulle de tale sammen, måtte de stå helt tæt.

– Han er ikke kommet endnu. Sara så sig frustreret omkring. Folk dansede tæt midt på gulvet eller sad og snakkede i loungemøblerne.

– Det er vist et stykke tid siden, du har været sådan et sted her. Sara nikkede. Da hun var i begyndelsen af tyverne, havde hun haft en lille periode, hvor hun festede en smule sammen med nogle veninder. Det var længe siden. Hun følte det som et regulært kødmarked og tænkte, at placeringen i Kødbyen var meget velvalgt.

Som en forlængelse af hendes tanker, trådte en fyr hen ved siden af hende i baren. Han var høj, havde mørkt hår og bar en blazer, der fik ham til at fremstå meget selvsikker.

– Hej, sagde han og sendte hende et blændende smil.

– Hej med dig.

– Nå, tidligt på aftenen, der kommer mere drøn på senere. Kommer du tit her? Sara smilede. Brugte man virkelig den slags replikker stadigvæk? Hun skulle til at feje ham af, men fyren lænede sig ind over hende og begyndte at tale til hende om et par andre steder i byen, hvor han også kunne lide at komme. Han duftede godt, og Sara lod sig i nogle minutter lulle ind i en verden, hvor hendes bror ikke var kidnappet, og hvor hun ikke skulle være på vagt hvert sekund. Hun forsvandt dog ikke længere væk, end at hun konstant havde et vågent øje med trappen, hvorfra hendes kontakt snart måtte vise sig. Det var dog ikke hendes kontakt, der afbrød samtalen med fyren i blazeren. Det var Bertil, der pludselig fik mast sig ind mellem dem med en ny cola til Sara, selv om hun stadig havde det halve tilbage af den, de havde købt for lidt siden. Blazerfyren måtte trække sig et par skridt til venstre for at give plads til Bertil, der gjorde sig bred og mægtig. Fyren fangede åbenbart signalet, for han fortrak snart til nye jagtmarker. Sara rynkede panden.

– Hvorfor gjorde du det? Jeg snakkede bare med ham.

– Ja okay, men vi er her jo ligesom ikke for at flirte, vel?

– Nej, men vi venter jo bare ... Er det ikke dig, der siger, at jeg skal være mere social?

– Det skal du også. Bare ikke ... bare ikke på den måde. Sara lo kort.

– Nogle gange fatter jeg dig virkelig ikke, Bertil.

– Nej, det gør du vist ikke, sagde han stille. Sara skulle til at sige noget mere, da hun fik øje på en veltrænet mand, der skilte sig ud fra resten af klientellet ved at være 10 år ældre end de fleste i lokalet. Han var karseklippet og scannede tydeligvis rummet, inden han satte kurs mod dem. Sara kendte ham fra sin tid i militæret og vidste, at han var ansat som privat vagt i en større virksomhed. Lige sådan en type hun gerne ville have haft til at beskytte Martin, så de ikke skulle stå i en situation som denne. De hilste formelt, og da Sara med nogle få ord havde sat ham ind i deres behov for hjælp, rakte hun ham sin telefon med optagelsen af opkaldet på. Manden forlod hurtigt baren.

– Hvor skal han hen? Ud hvor han kan høre optagelsen i fred og ro. Vi venter her. Der gik nogle få minutter, så var manden tilbage og rakte Sara telefonen.

– Kinesere. Det er mit bedste bud. Men det betyder ikke nødvendigvis, at bagmændene er det. Jeg har hørt om flere grupper, der gør i den her slags industri-kidnapning. Sara nikkede og takkede ham. Bertil gjorde store øjne, da hun diskret langede nogle sammenrullede tusindkronesedler ned i mandens hånd.

– Hvor meget betalte du ham?

– 5000 kroner. Hans slags er ikke billige. Slet ikke uden for normal arbejdstid. Skal vi gå? De mavede sig gennem mængden hen mod trappen, der førte op til garderoben. På vejen stoppede Sara pludselig op.

– Jack? Medarbejderen fra familiens virksomhed kiggede overrasket på dem og slog et øjeblik øjnene ned. Han havde en stor øl i den ene hånd og en pakke cigaretter i den anden.

– I må ikke tro, jeg bare fester løs ... Jeg havde virkelig bare brug for at få det her lidt ud i systemet i et par timer. Drikke hjernen ud ... Jeg skal nok være klar igen i morgen. Tvivl ikke på det. Jack fortsatte ned ad trappen og blev mødt af endnu et ansigt, som Sara kendte. Julie var også ansat i virksomheden – med nogle af de opgaver, som Saras mor ellers mente, at Sara ville være fantastisk til. Julie fik øje på hende og vinkede glad. Forhåbentlig havde Jack hjerne nok til ikke at fortælle hende, hvad der foregik. Underligt sammentræf, tænkte Sara, da hun og Bertil igen sad i bilen. Hun tjekkede telefonen. Der var stadig intet nyt fra Henning.

***

Tilbage på firmaets adresse sad Henning mutters alene ved sin PC. De førte hinanden ajour med, hvad der var sket. Henning fortalte, at han var begyndt at sælge nogle af firmaets aktier på de markeder, der var åbne. På den måde håbede han at have nok kontanter klar, hvis penge var et krav fra kidnapperne. Sara fortalte om deres tur på natklubben. Bertil så bleg og udmattet ud, og Sara fik ondt af ham.

– Læg dig og få noget søvn, Bertil. Jeg skal nok holde mig vågen. Bertil nikkede og mumlede, at han ville bruge sin taske som hovedpude. Han gik ned i laboratoriet, hvor han havde efterladt den tidligere. Pludselig lød der et mindre brag dernede fra. Sara ilede hen til døren og tændte lyset. Bertil lå så lang, han var, og taskens indhold lå spredt ud over gulvet.

– Er du okay? Hvad skete der?

– Jeg snublede. Jeg er vist bare træt.

Sara gik ned for at hjælpe ham med at samle tingene op. Bertils deodorant var trillet ind under Martins arbejdsbord. Hun strakte sig efter den og mærkede i samme bevægelse hånden støde mod noget andet end deodoranten. Da hun trak genstanden ud i lyset, begyndte hendes hænder at ryste.

– Hvad er det, spurgte Bertil.

– Det er Martins pilleæske. Henning dukkede op i døråbningen.

– Vil det sige …

– Ja. Martin har ikke fået medicin siden i går morges.

Sara rejste sig og mærkede for første gang modet svigte. Tiden til at finde Martin var lige blevet kappet med 12 timer.

Fortsættes i næste uge.