Ugens leder
SPONSORERET indhold

Hunden på forsiden

Selv de store glittede modemagasiner har sneget hunde ind på forsiden, så det siger sig selv, at jeg ikke var svær at overtale.

Af: Tina Nikolaisen
19. aug. 2015 | Livsstil | ALT for damerne

Jeg ved godt, at jeg ikke er helt normal, når jeg surfer på hollandske hjemmesider og overvejer at købe et tæppe til 2.000 kr. til min nye hundehvalp, som matcher snoren i lyseblå tweed. Jeg kan ikke gøre for det. Jeg er ramt af den vildeste hundefeber, efter at Buddy – en brun labrador – flyttede ind hos mig og min familie kort før jul.

Jeg har ALDRIG interesseret mig for andre menneskers hunde – eller gidet at læse om dem (så spring bare lederen over denne gang, hvis du har det på samme måde). Egentlig synes jeg også, at hunde lugter, og jeg har ofte jagtet dens ejere og råbt ad dem, hvis de har ladet deres hund besørge i min indkørsel.

Men nu er Buddy kommet ind i mit liv. Denne sommer har han spist to par Birkenstock-sandaler, flere gode håndcremer og pæne sofapuder og er løbet af sted med fremmede menneskers sko på stranden i Rørvig (vel at mærke uden at jeg kunne kalde ham til mig og pænt aflevere skoen tilbage).

Og jeg elsker ham alligevel højt. Han er min nye baby, som jeg taler babysprog til og går op i om sover igennem, får mad nok og bliver passet af de rigtige mennesker, når vi skal ud lørdag aften. Forleden var min store søn hjemme med høj feber, og jeg ringede for at høre, hvordan det gik. Han gik straks i gang med at fortælle, at han vist stadig havde feber, og det gik op for mig, at mit spørgsmål faktisk handlede om, hvordan det gik med Buddy.

Hundeprogrammet "Hvem sagde vuf?" kører på TV2 i bedste sendetid, og i udlandet er det ikke usædvanligt, at hunde har deres egen instagram-profil med hundrede tusinde følgere. Selv de store glittede modemagasiner har sneget hunde ind på forsiden, så det siger sig selv, at jeg ikke var svær at overtale.

PS: Der er ingen hunde inde i bladet.