Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Sophie Kampmann
Foto: Alamy, Privat

Sophie Kampmann

”Stresser det mig at være 29 år og single? Ja – ad helvedes til”

Sophie Kampmann er 29 år, single og glad for at være det, skriver hun i denne klumme.

KLUMME: Søndag aften lå jeg i min seng. Jeg havde netop besøgt Falkoner-biografen for at se Amy. Mit humør var derefter. Sikke et talent – og sikke en tragisk skæbne. Og jeg ved, at jeg bare er en ud af mange københavnere, der har set denne dokumentar. Det er nu heller ikke det, denne skrivelse handler om. Men den tager udgangspunkt i en af problematikkerne, som dokumentaren meget fint skildrer. Den konstante stræben efter at være og blive værdsat af de normer, som samfundet dikterer.

LÆS OGSÅ: "Man skal helst ikke have nogen følelser, hvis man er single"

Hej, jeg hedder Sophie. Jeg er 29 år gammel og single. Jeg er glad, har et dejlig sted at bo, et drømmejob og nogle virkelig gode venner. Jeg drikker ret tit vodkashots og danser på bordene. Jov, jeg har da lidt studiegæld. Og ofte smider jeg ting væk.

Men udover det – så vil jeg sige, at mit liv er ganske udmærket. Problemet er bare, at jeg hver lørdag bliver mindet om, at valget om at være 'bare Sophie' – ikke er lige i skabet.

Der er bryllupsbilleder af gamle gymnasieveninder hver søndag på min newsfeed på facebook, #babybump-billeder på Instagram og min farfar mener, at jeg ikke har så mange år endnu, førend jeg burde blive voksen og sprede mine karakteristika. Min mor bliver i øvrigt også ved med at spørge mig; nåh men, var der så nogen søde drenge, der ville danse med dig i weekenden?

LÆS OGSÅ: Derfor liker jeg dig ikke på Tinder

Og må jeg gerne lige indsætte; der er ingen, der hører mig sige: "Mit liv ville være komplet – såfremt jeg fandt en at dele det med". For hey – jeg deler mit liv med klubben, med de to hankøn – jeg deler arbejdsplads med (som jeg holder forbandet meget af), med mine venner og veninder – og med Netflix.

Så hvorfor er det ikke godt nok? Hvorfor er en mand en tyr, når han er 45, ingen børn, ingen bedre halvdel – har et opturs arbejde, en god lejlighed, lækre venner – og et godt arbejde – hvor en kvinde bare er sørgelig. Uagtet om hun er 29 eller 45?

Det lyder måske som om, jeg hader lidt på de mennesker, der har manifesteret sig i en alder af 27 år – med barn nummer to i maven – og på instagram, en brudekjole til 30.000 kroner og et nyindkøbt hus i de fashionable dele af ydre København.
Stop, det gør jeg ikke. Jeg forguder den form for lykke og tosomhed. Og det er så lækkert, når to mennesker tør kigge hinanden i øjnene og hengive sig til en af de største følelser i verden – kærligheden.

LÆS OGSÅ: Derfor skriver han ikke tilbage til dig 

Men det pisser mig af, at man først der – hvor man hengiver sig til kærligheden, er et socialt accepteret menneske, nej kvinde. Hvor man ikke bliver skulet til. Eller får hentydninger om, at man nok skulle få en personlig træner, for at ligne en på 22 – når nu man nærmer sig de 30, og jo stadig ikke har nogen kæreste.

Jeg er ikke blevet forladt. Jeg har ikke behandlet kærligheden som en returvare eller knaldet til højre og venstre.

Jeg har kigget indad og sagt – der er noget, der er større end det, jeg var i, og valgt at dufte den vej. For aldrig skal to mennesker gå på kompromis i forhold til deres fælles og egensindende glæde. Der har jeg været. Det var rigtig godt, lykkeligt og rart i en stund. Og så blev vi bedste venner. Men det var ikke godt nok for os. Så derfor delte vores veje sig.

Jeg har valgt at udforske min karriere. At gøre det godt og at lære. Hver evig eneste dag.
Og indtil videre, så går det godt. Jeg føler mig udfordret – og jeg griner hver dag på mit kontor.

Jeg er et socialt menneske. Der er ti damer, der er favoritter i min telefonbog. Og størstedelen af min løn går til kaffe, vin, middage og tossede udskejelser i weekenden.

Jeg holder Politiken, og læser en-to bøger om måneden. Jeg hører høj musik og spiser tit middage med min familie.

Og nej, jeg har ikke nogen kæreste. Og nej, jeg har heller ikke lyst til at have en. For lige nu – så har jeg det så vildt med alle de mennesker, der er i mit liv.

Stresser det mig? Ja – ad helvedes til. Fordi jeg konstant bliver mindet om, at jeg er the odd one left out.

LÆS OGSÅ: Derfor forsvinder han pludselig som dug for solen efter jeres flirt

For nogle måneder siden skulle jeg til en stor fødselsdag – og fødselaren ringede til mig og sagde, at han ikke helt vidste, hvor han skulle placere mig, da jeg var den eneste, der kom alene.

Forleden mødte jeg en ven i byen, der kiggede mig i øjnene og sagde "Sophie, jeg er så træt af det rødstrømpe-pis, ALLE kvinder har brug for en mand – og det har du også!" Det skal lige tilføjes, at jeg altså går med undertøj. Og jeg er ikke rødstrømpe. Jeg har bare ikke nogen kæreste.

Jeg prøver ikke at sammenligne mig selv og min eksistens med Amy Winehouses'. For søren, ellers tak. Men jeg sammenligner paradokset: Man er glad. Man har fundet en vej. Og det er bare ikke godt nok. For du har ikke nogen (åbenbart) at dele det med.

Så kære farfar, kære mor og kære alle andre, der ikke forstår, at unge kvinder godt kan være glade uden en mand. Det er okay. Og stop så med at hive nogle forbandende ældre konventioner ned over hovedet på mig – og alle de andre damer, der ligesom jeg, prioriterer anderledes; tager p-piller, bor alene, har skønne bekendtskaber og forhåbentlig er på vej op ad en eller anden karrierestige.

Os damer har det godt. Mange af dem sidder ofte på min altan og taler. Vi er stimulerede af forskellige intelligenser i vores respektive liv – og vigtigst af alt, så er vi tilfredse. Gør det os til mandehadere eller rødstrømper? Nej! Der er bare intet i os, der skriger, at vi skal have børn og en vielsesring. Og livet kan sagtens være helt overdrevet skønt uden.

Hvis det skal være, skal det også være helt rigtigt. Og kilde overordentligt meget i maven. Nøjagtig lige så meget som vores hverdag gør lige nu.

LÆS OGSÅ: Derfor skriver han ikke tilbage til dig 

LÆS OGSÅ: Signe Lindkvist: "Nyd og dyrk, at du ikke er som alle andre" 

LÆS OGSÅ: Mit håbløse dating-eventyr på Tinder

Om skribenten:


Sophie Kampmann er 29 år og journalist. Hun arbejder på det danske pladeselskab, Fake Diamond Records. 


Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger.  
Se, hvad vi ellers skriver om: Kultur