Pernille Højmark: “Jeg elsker, når livet helt uventet giver dig en håndsrækning”

Hvem var den første, du kyssede?
– Han hed Gregers og var min første forelskelse. Det var tilbage i femte klasse på Øster Farimagsgade Skole i København. Det var hjemme hos en veninde, hvor vi legede s eller k.

Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?
– At jeg har så mange aldre indeni. Og en stadig stigende fornemmelse af , at I må tage mig, som jeg er. Det bliver nok ikke så meget værre eller bedre, end det er nu.

Hvornår græd du sidst?
– Jeg græder rimelig tit. Ofte er det faktisk i glæde og rørelse over livet. At jeg er her. Det bliver værre og værre, jo ældre jeg bliver... Andre gange er det, når jeg alligevel synes, det hele er en for stor mundfuld, og jeg mister modet.

Hvilken dag har betydet mest i dit liv?
– Det kan jeg ikke rigtig svare på. Men jeg har lyst til at fortælle om en oplevelse i Tanzania på en strand langt fanden i vold. Jeg havde lejet et hus, men ankom med min chauffør tre dage, før det var ledigt, så jeg skulle bo i en anden og mere primitiv hytte de første dage. Der var temmelig øde, og en lille bekymring sneg sig ind. Det blev meget mørkt om natten, og der boede slanger. Men en lille sti førte ned til stranden, hvor jeg fik øje på en stol, og ud af ingenting kom en stor Golden Retriver-agtig hund og satte sig hos mig. I de tre lidt svære dage, jeg boede i hytten, veg den ikke fra min side, og sammen med to andre hunde, lå den på vagt på min terrasse. Jeg elsker, når livet helt uventet giver dig en håndsrækning

Hvilket politisk emne kan få dig helt op i det røde felt?
– Den store diskussion om, hvorfor og hvordan verden er indrettet. At der er alt for meget rigdom fordelt på alt for få hænder, at våbenindustrien er den største industri i verden, og at verden har ressourcer nok til, at alle kunne få et værdigt liv. Jeg er overbevist om, at det er blandingen af grådighed, fattigdom og religion, der skaber krig, men sådan behøvede det ikke at være. Henry Miller sagde engang: "Hvorfor drømme om paradis? Det er her jo....jorden er paradis... vi skal bare gøre os egnet til at bo i det."

Hvornår bliver man ­voksen?
– Jeg tror, at man bliver voksen, når man for alvor tager ansvar for sig selv og sit liv.

Hvad kan få dig til at føle dig uretfærdigt behandlet?
– At få skylden for noget, jeg ikke har gjort. Når vi larmede i skolen, var det altid mig, der blev sendt uden for døren. Det har jeg godt nok været harm over et par gange.

Hvornår synes du, andre mennesker er latterlige?
– Når de bliver smålige, pedantiske og går i bittesmå sko og glemmer grundlæggende medmenneskelighed, som jeg for eksempel synes vores flygtningedebat bærer præg af. I svære tider kan man give afkald på meget, men aldrig den grundlæggende medmenneskelighed.

Hvem har gjort særligt indtryk på dig?
– Mange skønne mennesker­ og kunstnere har gjort indtryk­ på mig gennem livet, men Pippi var den første. Jeg var en temmelig ensom pige på Grønland, fra jeg var 8 til 10 år, og det var Pippi også. Hendes mor boede i himlen og hendes far på Kurre Kurredut-øen. Men Pippi vekslede ensomheden til frihed og gjorde, hvad der passede hende. Hun morede sig og var sin egen bedste ven – en vej ud af ensomhedsfølelsen. Meget heroisk og nødvendigt.

Hvis du skulle lave din egen nekrolog, hvad skulle der så stå?
– "Godt gået, Højmark"