"Jeg tror, mange ser mig som en, der er blevet mildere med årene. Men også som en, der står fast - og fik ret!"

Hvordan skal man være for at blive din ven?
– Det er der faktisk ikke nogen opskrift på, og hvis man ser min vennekreds, vil man kunne se, at den favner meget bredt. Men jeg kan sige, hvordan man ikke skal være. Man skal ikke skuffe mig og gøre ting, hvor jeg tænker: "Det kunne jeg godt nok aldrig drømme om selv at gøre og udsætte andre for". Hvis man først har skuffet mig, er det meget svært at komme ind i min inderkreds igen.

Hvilken rejse vil du aldrig tage på igen?
– Jeg tror aldrig, jeg vil rejse til Algeriet igen. Der var en meget nedtrykt, modløs og trist stemning overalt, og man var konstant under overvågning af militær og politi. Bare det at komme frem og tilbage fra lufthavnen var totalt kaos. Det gjorde det selvfølgelig heller ikke bedre, at jeg mistede min kuffert på turen.

Hvilken beslutning har du fortrudt?
– Jeg har fortrudt, at jeg ikke tog et sabbatår, som mange unge gør i dag. Et år, hvor man får lov til at nyde friheden, inden man lægger sig alt for fast på retningen for sit voksenliv. Men dengang, jeg var ung, var der næsten ingen, der havde den mulighed. Dengang var der en direkte overgang fra barn til voksen.

Hvad er din største ­succesoplevelse indtil nu?
– Jeg synes, det er svært at vælge. Min lille familie, som jeg har stiftet sammen med min mand, Henrik, er én lang succesoplevelse. Det samme er mit politiske liv. Skal jeg pege på en enkelt begivenhed er det nok Euro-afstemningen i år 2000, hvor det lykkedes mit parti at være med til at overbevise et flertal af danskerne om, at vi skulle beholde kronen som national valuta.

Jeg bliver upopulær...
– Hos mine folketingskolleger, når jeg siger det, men jeg synes, at folketingsmedlemmerne til Folketingets festlige åbning den første tirsdag i oktober skal lægge deres iPhones væk og lytte til statsministerens åbningstale.

Hvad kan få dig til at ­grine?
– Der er der heldigvis mange ting, der kan. Især Henrik er god til at få mig til at grine. Nogle gange er han så tarvelig, at han fortæller mig en eller anden åndssvag vittighed, hvorefter han forlader mig. Det har han engang gjort i en skoforretning, hvor jeg sad tilbage alene og prøvede sko med tårerne trillende ned ad kinderne af grin. Folk må have troet, at jeg havde en eller anden diagnose.

Hvad vil du aldrig give ­penge for?
– Jeg vil aldrig give penge for at få mit ansigt fyldt med botox. Og selvom det var gratis, vil jeg også sige nej.

Hvordan tror du, at andre ser dig?
– Det er vist forskelligt, afhængig af hvem du spørger. Men jeg tror, at mange ser mig som en, der er blevet lidt mildere med årene. Men også som en, der står fast – og fik ret!

Hvornår føler du dig ­allermest lykkelig?
– Det er nok, når jeg sidder sammen med Henrik på terrassen i vores hus på Santorini og kigger ud over Middelhavet.

Hvad giver dig blod på tanden?
– Det er et rigtig godt gammeldags folketingsvalg eller en EU-afstemning. Da kan jeg virkelig dufte savsmuldet i manegen som en gammel cirkushest. Under et valg kan man kan komme ud på gaden og få den personlige samtale med borgerne og høre, hvilke problemer, de synes, er de vigtigste, at vi politikere tager os af.